Blæk

Søndag morgen

Se klippet - klik her

På sporet II

Loop m. lyd - klik her

På sporet I

Stumfilm - klik her

Fra kartonen

Blomsterkranset danser han
om ritualets frugt,
den fuldendte form,
en flirt med koen på kartonen.

Tak skal han have.

Nu har jeg indrammet ham, sat hegn om
engen, mineret næste strofe.

Båls flammer slikker kævler, knuder, kvas,
anstryger sammenhæng, bogstavrim.
Istid er verdensorden, forkullet øde.

-

Blandt nåle glimter et smykke blåt, vender sig imod mig som et sort skjold og tårer perler, forplanter skælvet i rødderne, kribler i skjul, biller under sten, orm i hindbær, rådne tænder.

Døgndrifter

Operation

Spræknæk hidskrid. Fnysnit. Hakarrig spærkradser. Næsepuds. Særspjæt. Spinkelklip plirpirpjusk.

Slynger

Se værket? Klik her

Piber og trommer

Det er ikke særlig sart og sensitivt, vores forehavende. Men vi vinder flor om vores ord. Sådan skrives historien. Med skønskrift, men i bestemt form. Der er en række mænd, der holder taler, fører ordet. Enkelte kvinder flankerer dem, med budskaber, der til forveksling ligner dem, der ligger i de af mændene førte ord. Andre mænd og kvinder klapper. Atter andre kvinder og mænd slæber og pynter og rydder op bagefter. Og så har vi dem, der sidder i krogene og ude bagved og klager og klynker sig. Er uenige i dagens orden og talernes sidste ord. Disse bonde- og brokkerøve drikker sig fuldere og fuldere og til sidst tæver de hinanden eller dem, der er endnu længere ude. Yderst sidder en tigger. Hans pibende harmonika hiver efter vejret. Han beder om lidt klingende mønt, imens han pumper varm luft ind og ud af den gamle blæsebælg, lirer lidt lyd af for opmærksomhed.

At trække sigende sætninger sammen og vide dem ud igen, gør vi alle. Høje som lave, store som små, fede som smalle. Det er ingen kunst. Ingen poesi.

Den Lille Sorte

Ud af Den Lille Sorte kommer en kvinde, højt og flot, blondt hår opsat, elegant i sin hverdagsbeklædning, lange ben i løstsiddende lange bukser. Der er noget i gangen, den måde hun skridter fortovet af på, som en scene eller et langt podium. Et øjeblik efter kommer en lille bylt hoppende ned fra butikkens trappesten. Med skulderen nærmest glidende mod udstillingsvinduerne langs fortorvet, bobber hun lidt forsigtigt efter skønheden, der på sin side går på kantstenen ud mod cykelstien, så langt fra den lille som muligt. Bylten har lyserød silkesløjfe i sort hår, er bred med korte ben i strømpebukser under hvid flæsekjole.

Så kom skraldet. Skønhedens læber spidser til og ud spyr hun væmmelse. Hvorfor skal du altid pille ved alt tøjet i butikkerne og gnide klæderne mellem dine små fede fingre? Du er henne og røre og rode ved det hele. Dine fedtede pølser er så ulækre i alting. Kan du da ikke se, hvor klamme de er? Det er pinligt at have dig med ud. For fremtiden må du sidde alene derhjemme, når jeg tager på shopping. For hver sætning, hvert nyt skridt hun tager, giver det et lille spjæt i Frk. Fedeberg, det lille utyske.

Den dag kommer, hvor hun føler sig hjemme i sit øgenavn, lyder det som enhver anden sit navn, tager det på sig, som Else Pelse sit Pølseskind, der dækker hænderne. Da er hun lejer med eget værelse, adgang til køkken, bad og toilet. Kannibalen har med gaflen kræsent skubbet hende ud på kanten af porcelænet.

I samme båd (familien)

Ved omfartsvejen

Kortprosa med levende billeder, klik her

Langt ude i ingenting

Skyd ikke folk

Rantzausgade, sommeren 2009.

Sagen uvedkommende

Når vi modtager gæster her i receptionen, skal de ikke have den der fedtede fornemmelse. Forstår du. Lyset skal skære gennem glasset, så klokkeklart som på den første dag.

Der er en mumlen i kludens folder. Omkring læberne er der vrængende ansigt. Jeg er dig modbydelig, kan jeg se. Fingrene er som sladrehanke, deres aftryk, snakkesaglige på glasbordet, idet de griber i alt andet end det, der nu engang er fremlagt, nærmest sludrevorne i deres gliden med spidserne, over det, jeg er blevet bedt om at polere, om og om igen. Du er uvedkommende, siger du. Det skal være let gennemskueligt. Neutralt. Objektivt. Her i virksomheden har vi fokus på facts, og det skal blankt afspejle sig i alt, vi gør. Også her, hvor vi modtager vores kunder.

Forstår du ikke, at det er derfor, det hedder en husalf. Hun er kønnest, mest indtagende, når hun næsten fordufter. Sporløst. Og hvad skal der så blive af mig, spørger jeg, med det, du kalder min brede røv, siddende på kanten af en blød lav stol i receptionens ventehjørne. Dumt spørgsmål, jeg ved det godt.

Rocky Mountains

Flugt over granerne, klipper, sne på spidser af svimlen, tinder mod blåblå himmel. Klipper. Fotostaten på vaskeriet er et falmet alpelandskab at flyve i, bjerge, skove og vandfald på tapetet, brat stigning og styrt, klipper, mens tromlen kører og kværner om tanker i cirkler, om bluser og skuldre af led.

Maskintonen taber højde, klipper, og letter igen i en slingren. Lyden af et varslingsanlæg, sirenens sang over skolen. Den hæves og sænkes, i en gliden som bilen i fart gennem bjergkæden, køresyg. Sving ud i den anden vognbane, trækker vejret og mærker ilten svinde, klipper.

Det er far bag rattet. Altid far bag rattet. Som det sig hør og bør i en rigtig familie. Rigtig familie. I en spiral bevæger vi os op ad bjerget gennem skyers tågebanker uden anelse om, hvad der findes bag næste fremspring. Eller vi er måske så meget sagt. (Mangler et citationstegn). Ved siden af os selv.

Vi er højt oppe. Atmosfæren føles så anderledes.

Klipper.

Jorden er giftig

For ejendommens fod
trin uden tyngde
vægtløse sætningsvæv

Bygning

Selv mellem linjerne er bygningen utvetydig, et faktum står, hvor det står, herfra og dertil og ikke længere, og dog er den lun og lodden som menneskets bedste ven, tæppet og pelsen, jeg putter mig i, dyret, der piler gennem dagligstuen med mørtel på ryggen.

Strejfer

Gennem gader flakker blikket, lader det fare eller fæstnes, opslugt af et vinduesglas midt i hårvasken, fingrene begravet i skum og våde lokker, fortaber sig i hvad, der falder det ind, gennem ruden eller og glemmer og ser sig tilbage.