Når vi modtager gæster her i receptionen, skal de ikke have den der fedtede fornemmelse. Forstår du. Lyset skal skære gennem glasset, så klokkeklart som på den første dag.
Der er en mumlen i kludens folder. Omkring læberne er der vrængende ansigt. Jeg er dig modbydelig, kan jeg se. Fingrene er som sladrehanke, deres aftryk, snakkesaglige på glasbordet, idet de griber i alt andet end det, der nu engang er fremlagt, nærmest sludrevorne i deres gliden med spidserne, over det, jeg er blevet bedt om at polere, om og om igen. Du er uvedkommende, siger du. Det skal være let gennemskueligt. Neutralt. Objektivt. Her i virksomheden har vi fokus på facts, og det skal blankt afspejle sig i alt, vi gør. Også her, hvor vi modtager vores kunder.
Forstår du ikke, at det er derfor, det hedder en husalf. Hun er kønnest, mest indtagende, når hun næsten fordufter. Sporløst. Og hvad skal der så blive af mig, spørger jeg, med det, du kalder min brede røv, siddende på kanten af en blød lav stol i receptionens ventehjørne. Dumt spørgsmål, jeg ved det godt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar