Frygten var den faste følgesvend når vi fik besøg af "den lille mand." Egentlig var han en forhenværende grossist som min far skyldte penge, så venskabet var ikke helt rent i filten. I starten kom han altid alene, men med tiden tog han andre dværge med. Det gik sjældent stille af, da de var meget akrobatiske, og ikke kunne lade være med at danne de mærkeligste figurer. Om natten så det ganske uhyggeligt ud, med disse mennesker, fastgjort til hinanden, i spisebordslampens skær. Nu er de der igen, sagde min mor, med vildt opspærrede øjne når hun kom mig i møde fra skole. Jeg kan snart ikke mere. Hvem mor? Den lille mand og alle hans venner. Min mor ville helst bare gemme sig, men fordi "den lille mand" var min fars bekendte fik han altid lov at komme indenfor. Han havde en særlig høj "lyd" som han fremkaldte når han var utilfreds med betjeningen. Min far kunne godt sige ham i mod, men engang brummede eller fløjtede han så højt og så længe at sovsekanden på bordet gik i stykker. Da jeg var lille tænkte jeg ikke over at han var mindre end de fleste. Men efterhånden som jeg blev ældre kunne jeg jo godt se han var det vi kalder dværg. Dog var der ikke noget småt over ham. Han var massiv, som de største dværge vi har i universet. Han var så tung at linolium-gulvet måtte skiftes ud i køkkenet, og så havde han en evne til at suge alle andres ord til sig, og genfortælle dem, forvansket, drejet, så vi kom til at tvivle på vores dømmekraft. Når han tog af sted, havde han derfor fået lovning på rigtigt meget. Det skal siges at "den lille mand" også havde venlige sider, han kunne springe lodret op i luften og gribe vasketøj der skulle ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar