Flugt over granerne, klipper, sne på spidser af svimlen, tinder mod blåblå himmel. Klipper. Fotostaten på vaskeriet er et falmet alpelandskab at flyve i, bjerge, skove og vandfald på tapetet, brat stigning og styrt, klipper, mens tromlen kører og kværner om tanker i cirkler, om bluser og skuldre af led.
Maskintonen taber højde, klipper, og letter igen i en slingren. Lyden af et varslingsanlæg, sirenens sang over skolen. Den hæves og sænkes, i en gliden som bilen i fart gennem bjergkæden, køresyg. Sving ud i den anden vognbane, trækker vejret og mærker ilten svinde, klipper.
Det er far bag rattet. Altid far bag rattet. Som det sig hør og bør i en rigtig familie. Rigtig familie. I en spiral bevæger vi os op ad bjerget gennem skyers tågebanker uden anelse om, hvad der findes bag næste fremspring. Eller vi er måske så meget sagt. (Mangler et citationstegn). Ved siden af os selv.
Vi er højt oppe. Atmosfæren føles så anderledes.
Klipper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar