Poesibog

søndag er sød mandag er mord
tirsdag en tøs onsdag en bror
Torsdag på druk fredag i fare
lørdag synes at

Påstand

Venner er vigtige blomster og dem med torne er roser

Sådan går det til i krigen

Hjertets slag vil altid være de blodigste

"

omvendt kind
ris i dit hår
skår i din læbe
hare

Rising

Elektrisk fornemmelse
en fugl i stram ornat
Intet kan rigtigt sammenlignes med et hjerte
der har sovet i timen

jeg har selv set

mine hænder
fingrene blodet og min besynderlige mor
synsfeltets stærke gule farve kappen
omkring ridderens runde bord jeg har set det
vær ikke i tvivl min barndom
og byens korte blomster
set hvordan det hele begyndte nu lukker jeg
øjnene

Der var engang

hvor jeg kunne gå rundt sammen med Alene og hilse på store masser uden at føle mig nøgen. Det var som om jeg fik næring af at gå rundt med Alene. Næring til min digter og mit røvhul. Der var intet problem i at dele bord med Alene og mit glas og min taske, intet problem med smal snak, når en digter eller 10 kom forbi. Nu er verden en anden. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med Alene, mens store masser rundt i ring på store pladser rundt omkring, står og klæder mig af. Min mund bliver tør og tunnelsynet breder sig til hørelsen og den smalle snak bliver det brede rugbrød fra i onsdags. Paranoiaen snakker grimt om mig og Alene. "HA se, han går nøgen rundt med Alene" og så sidder Alene endnu mere på mig og knepper mit image. Det er som om alle kun kan se Alene, mens de peger på mit røvhul og fryder sig over hvor rynket det er. Hvorfor ser de ikke mig? Jeg er jo ellers den der slæber rundt på Alene, min taske og mit tomme glas, som jeg gerne vil fylde op, men som jeg ikke KAN fylde op, fordi flasken står derovre. Derovre hvor de andre står og griner af Alene. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med bar røv og Alene mere. Derfor siger jeg nej til store forsamlinger hvor digtere finder sammen fordi de nyder at strippe for hinanden. Ja, verden har virkelig ændret sig. Nu er det ikke de andre der er snerpet. Nu er det mig.

Aften

så balancerer vi igen
på en blå
tynd
dag

fuld af alt det vi sagde
tung
af tjekkisk regn

broen
står lige for
der er
ingen
der

en fod uden sko
lidt ved siden
af

.....

Diktion: Smerte
Apparat: Klaver
Organets poetiske kjole flagrer
Luft: Lykke
Kontekst: Blind
At overse hjertets trafik hen ad vejen
Knusperknus: Lyd
Mandekind: Stof
Hun fik det stenhårdt i blonden i rytmen
Organ: Engel
Kjole: Vej
Trafikken fik vinger

Værdier

en graf med røde trusser og medusa sekstaller
sådan mødes vi i todimensionel afhængighed

Nytid

Sneens styrke ligger i det hvide
Det klare når det smelter på din hud

Stikker du en finger i
flytter du et punktum
åbner du et vindue

Jeg vil ha poesien tilbage i blomsten
og den skal være sort

Celledeling

Fra midten vil du altid være yngst
Fra staven

Sørg for at vælge side

spørgegøren i ring

det ser ud som hun staver den forkert den danske litteratur den danske
der ser ud som om hun får for lidt af den danske litteratur den danske
både og men allermest forbi den danske litteratur den danske
hvad har hun imod den den danske litteratur den danske
hvad har den dog gjort den danske?

statusopdatering

slanger sig ud af smerten og smerten går i stykker bid for bid
eksplosion

Til digteren 2

Engang var jeg sikker på at digtere ikke havde humor. At de altid stoppede op, vendte rundt, hver gang en stråle grin sprøjtede dem i møde. - "Næ," sagde de, "der er intet". Så fortsatte de med at gå nedad gamle gader - ikke dem i Milano, med arkitektur og anden kunst. De gemte sig i stedet i gamle huse med brædder for vinduerne (det kunne slet ikke være i Milano) og forfald i fuld galop med det helvede der omgav dem når de ikke lige skrev deres bedste digt.
Derfor var min overraskelse stor, da det gik op for mig, at de kunne grine. At de ofte gik ind ad en port som førte mig til en dør med et håndtag af kobber - et, jeg den dag i dag får lyst til at røre ved.

Til digteren

Engang troede jeg det var månen og digteren der hørte sammen - det er ikke så mærkeligt, digtere sover dårligt om natten og månen er ansigtet de taler med. Folk der ikke kender til processer hvor ord bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul ved ikke at alt får digteren til at skrive. Månen er der hele tiden og det er godt, men ordene.. Fortæl mig: Hvor sidder ordene på himlen? For de er der vel, hvis digteren anbringer pistolen for enden af mælkevejen og prøver at plaffe dem ned? Nej,de kan ikke trues. De findes kun hvis digteren står foran spejlet og kigger længere ind så han rammer noget og dette noget bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul.

.

Abalone snegl
dit blåsorte søøre
skålformer vandet

Fastelavn

Vi har
vinger
horn
lugten af blod
lugten af blod under negle
knive fra hjerterne
knyttede kar
poterne fremad fremad