Ø

Jeg vander mine kaktus, vel vidende at de lever ved at tørste.

Du udtaler ordene med en selvfølgelighed, jeg misunder. Skødesløst og uden mislyde.
”Jeg har lagt byttepenge på bordet”, siger du, men jeg har ikke noget at bytte med og du ved det. Jeg tager pengene uanset og hader dig for at sætte mig i gæld.
Du har ingen bagtanker. Jeg har ikke andet.

Hvis du var en kaktus ville jeg vande dig.

Snit II

Du må ikke spørge, hvad
der ligger under
dig er jeg
stor, under dig er jeg alt
under
er ikke
alt, ikke ingen, over dig
er ingen
himmel,ingen jord
ingen krop, ingen
Under

kkoko E

ikke
jeg er
ikke
jeg

men
grådigt
begærløs
og
skyggebleg

Fold

jeg ved
det er stilhed
jeg ved det hele livet ved det
nu
hvor blå er
tegn uden
hjælp
nu hvor
stilheden er tøet
undervejs til sten

IRL

Mit ønske om at dø
er rent hypoetisk
*
*
som om
jeg
var levende
og havde noget
at miste
.
.

7

og han så
at det var
såret godt

Sisu

Det der
•●●
hul
i intetheden, du altid peger på, hvor forsvinder det hen, når du sænker øjet
i
blikket
?

Opbrudt

Tyngde letter
*
som asfalt
gennem græs
*

Detalje

*
knopsort bryder
Du
mit
*
jeg har aldrig været
mindre Levende
mere Jeg
*
End
Nu
*
End
Da
*
End
*

Ufortalt

jeg ønsker ikke, at du spørger igen, men jeg savner, at du mangler svar

#

er du ringene i vandet
er du stenen der smutter (som andre før dig)
er du hjørnet
der bredes
som ringe i sindet
som lys på kviste
som blinkende lygter
der lokker med latter
med lykke
og lyse nætter

er du ?


(Er du farverne før prismet
udelt og syleskarp
er du ? )

tilsammenhed II

tilhimmelsiord
~
som tilfældighedsgave
~
kropskrydset blåning

Fænomen

Du lærte mig, at hvis jeg pegede på fuglene, faldt himlen ned
Min krop er et krater, og du
en meteor

Stilleben

Måske jeg ligger som
ingenting
eller
en anden
Måske jeg ligger som
redte drømme
foldet løgn
blufærdigt hvid

Måske jeg ligger som
en morgen
der ikke er bange

SandFlugt

horisontflige
forstenet
som rav

Mosaik IV

”Syv”, siger de.
”Syv”, tier hun.
Et Spejl afventer sin skæbne.

Dryp

fjerbidt hæger vinden
om tavse dage
faldet som regn

Blaufang III

Der er flere farver i deres øjenæbler end i andre farvecirkler. Gråblå, lavendelblå, tungblå og blå blå.

”Clioblå” vil hun hviske, og han vil smile og vide, hvad hun taler om og taler udenom.
Og de vil køre langsomt gennem landskaber, læse vejskilte højt for hinanden: ”Overklitten Sø” og ”Skovridder Theodorsens sti”.

Måske vil hun le lidt af ingenting. ”Hvad?” vil han spørge og hun vil svare: ”Hvad hvad ?”.
Så vil de begge le af ingenting og alting og øjeblikkets fylde.

De vil køre med blikket på fjern og læse hinandenheden i det hele, han vil ryste lidt på hovedet undervejs, rode i hendes hår med kærlige øjne, og sammen vil de nynne temaet fra en forlængst glemt børneserie.

Og blå vil ikke længere være en farve, men en tilstand på vej fra ingenting mod alting.

klang

Selv hér mellem døre og brevkortssprækker tier tavsheden

undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog

selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde

Pixel

I serier af kamerafanget virkelighed griber hun verden som gråtoneskalaer og pixelopløste vidnesbyrd:
Med sin blikløs linse fanger hun nuet – og fremkalder det som fortid og fremtid i øjnenes mørkekammer.

Genskaber tabte drømme på længslens højglanspapir.