er dit øje ondt

Skrab bare i lakken: Selv rustrødt er jo smukt, på sin egen hæslige måde
(Metalsmagen klistrer sig fast og du spytter for at undvige)
Sveden på din overlæbe er mørk, eller måske det er noget andet
(Kirsebærlyst. Hindbærhunger. Blodmangel? )
Jeg ved det ikke, dømmer ikke, konstaterer blot at din mund svulmer som en betændt blomst. Du mangler vand, dét er tydeligt
(Tørst. Blodtørst? )
Måske er tørsten i mine øjne, måske er hævnen i min krop, mens du og dine læber er, hvad de altid har været: hjerteformede løgne

Om læring

Kunne man tænke sig, at ulven lærte Peter ikke at råbe: ”Ulven kommer”
For efterfølgende at æde ham?
Kunne man tænke sig, at Peter alligevel kaldte på ulven.
For at lære det på den hårde måde?
Kunne man tænke sig, at ulven undskyldte sig med, at det var dens natur.
Og Peter tænkte: Hvad er min undskyldning?
Kunne man tænke sig at Peter lærte ulven.
Noget som helst?

Latex

*
du tærer med smil min hyrde
*
du farver med vrang min læst
*

Nekrologisk

*
en ko er en ko
til den dør
det er straks mere besværligt
med
perler
og
svin
*

Psalme

barokke
bare bare

tristessetunge
blinde
a lfa b et c etera


blablablues

**

Som en martyr lader du dig slikke af en længsels flammegustne bål, og vrider dig kælent i smerte.

Gen(op)stand

Skrab ikke hornhinden af mit syn
men lad øjnenes negle
ridse
erindringens tavle
med en lyd så skinger
at den vækker
drømme
om nat

SigNatur

Hun er helt sin egen

Altid på farten, på podiet, på vej.
I tilbagelænet hast gribes et gøremål, mens hun svinger med døren - ”derudaf og væk”.
Hun er hverken til dates eller dosmerliv, poesi eller nærværsprostitution. Nej, fanden stå i rim, remser og blikfjerne betroelser; her danses på gloende kul og inkvisitionens øjeblikke nydes, mens tid er.
Hun kaster med bolde på tværs af baner og høster flere sæsoners point på en enkelt halvleg. Lever af off- og insides, rene tacklinger og et stærkt forsvar.
Hun ejer navne som von og De la, men holder sig til skødesløst nedfældede initialer -”just like that”.
Hun befinder sig i overhalingsbanen, i slipstrømmen, på forreste række.
Underspiller med enhver tænkelig bagtanke rollen
som
heeeeelt sin egen

modsat mosaik III

Han tabte noget af syne engang. Noget rundt og rigtigt og fandt kant i stedet:
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på

Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog

Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt

Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik

at.ville.for.meget.

I.

Pseudo?
It´s fucking real!


II.

Tak. For alt. For meget.
Kasse. Kærtegn. Karies.
Krop. I stedet. Krop. Krop. Krop


III.

Intentionerne er sendt til tælling
Det hele kortlægges. Blotlægges, om man vil.
Udklækkes. Som spy.


Ad I, II, III

Hvor meget lort går der på et guldkorn?
Hvor meget guld kan man spinde på ren lort?
Måske skulle man se sig om efter et andet Gebet?

Om råd, der kan bære

Man kan give gode råd og falde i dem alle
Tre
På stribe
Det er ikke godt for nogen og værst for dig selv
Så meget for gode viljer, for gode råd
Våde viljer og dårlige råd


Man kan også lade være
Fra starten
Med råd og striber


Så flyver man ikke højere end himlen bær
- end lorten rækker
End lagkagen lugter
Så hopper man ikke højere
- end længslen kan bære
igennem


Det er bare et godt råd
Eller nej - det er ikke et råd
Det er bare godt
at lade længslen bære
Igennem

velbekomme

Så står jeg der Gudhjælpemig igen: med hatten i hånden og hovedet på skrå. Smiler og tier og falder i ét med porcelæns-stels-idyl og hverdagsanekdoter. Og jeg venter og venter på alt andet end sildebord, familialbum-minder og genkendelige grin, der for længst er udtjente, gentaget som de er til hudløshed.
Med armslængdeafstand og tusinder af splintrede ruder imellem mig og dem, mærker jeg stadig dét, jeg engang var parat til at dø for. Jeg ved, det er en ulige kamp, og jeg ved, at dysten er blæst af uden vinder.
Jeg ved at kærligheden ligger dér på bordet et sted. Pakket ind i hjemmesyltede rødbeder og nænsomt dekoreret konfekt. Jeg ser tydeligt ømheden trods metertyk ironi og jeg véd, at jeg ikke mere kan afsky. Kun elske og håbe. På en flygtig berøring.
Med hatten i hånden og hovedet på skrå, smiler jeg. Uden antydningen af håb om, at hatten vil blive fyldt eller smilet gengældt.
Jeg smiler og tier. Er ikke længere vred.
Spiser en hjemmesyltet rødbede og går hjem.

Format

Drypstenskategorisk vendes tomlen nedad og næsen i sky, der samles sten undervejs, similibrosten så potent smukke, så rasende forførende, at man blændes, blindes, blottes for fornemmelser for sne og andet godtfolk.

Kompasset farer kviksølvsdopet afsted i debile cirkler på jagt efter retning, efter mål og med, ramt af polarforstyrret stress.

Her er koldt selv langt fra toppen, al snak om udsigt og indsigt drukner i frostånde, det er jo bare sne på en tinde for helvede, hvilken visdom ligger der i dét?

Foruden kulden, den altomfavnende kulde og nå ja ensomheden, døde lemmer og en horisontlinie så fandens langstrakt, at tabloidformatet ikke dækker og historien således går tabt

Rorschach

Vrang

Ikke
tilværelsens ulidelige lethed
men
tilværelsens liderlige tyngde

Ildsluger

brændt barn
skyr ild
ramt barn
drages mod ild
og skyer
*

brændt barn
sluger ild
for at slukke
noget
Andet
*

Faktisk

Faktum I:
Den der har, skal mere gives.
Den, der intet har, skal intet få.
Udover længslen.
Efter noget.
Andet.

Faktum II:
Den der har, har meget at miste.
Den der intet har, har lige så meget.
At miste.

Om hierarkier

Vægtløs er min lykke
og jeg må kravle
før jeg kan svæve

Aflad

indlad dig
aflad mig
undlad
****
resten

Krybespil

*
Når krybben er tom, bider man barnet


*
Når tomheden kommer krybende
bider sandheden sig fast


*
Når sandheden bliver tom, bider man
tænderne sammen
og kryber videre


*