Hefaistos og Aglaia

“Yngst i chariternes flok var Aglaia; til blomstrende hustru
valgtes hun af den navnkundige gud, den halte Hefaistos.”
Hesiod, Theogenien - oversat af Lene Andersen

Det er sent og Hefaistos sover
I stolen
Sidder Aglaia og blunder

Hefaistos ben er ikke som de var
Og i hans arne er den sidste gnist
ved at brænde ud

Aglaia linder på den ferme tunge
Ordene er færre men stadig kunstfærdigt
Skarpe
Tveæggede

Der er en kant i luften
Ozon eller lugten af lægemidler
Et uvelkomment kontrapunkt
Til de to der langsomt svinder hen

Kun til stede i bidder
Der er et jeg der ønsker
At det ikke var sådan
At kærligheden var nok
Til at holde dem her

Måske faldt Hefaistos ikke
Et helt år
Efter at Hera kastede ham ud
Fra Olympen
Og måske var det ikke faldet
Der flettede arrene
Tæt i hans sind

Aglaia genfinder aldrig sin barndom
Udenfor
Eller nu
Men ekkoer af den lille pige
Der ikke ville kues
Ruller ind over os andre
Når vi lytter til os selv
Og hører hende famle efter skønheden
Sandheden
Den anden
I os

Hefaistos rykker på sig
Og Aglaia sover roligt
I et lille stykke af natten
Er intet som vi forventede det
Og solen skinner derefter
På en helt anden verden

Leda

Jeg forstår ham nok godt
Zeus
Jeg har også været ung en gang
Og desperat

Men alligevel
Forklædt som svane

Og hvordan gør man egentlig
Og så desperat

Og måske var det snarere hende
Der var trængende

Men alligevel
En svane

På den anden side
Det er nok bedre end en gylden regn
Hvis man nu kan vælge
Og det er vi jo ikke alle der kan
Ikke altid i hvert fald

Måske er det nemt
Når man kan
At iklæde sig en svaneham
Eller være en tyr

Dét virker sådan mere maskulint
Men alligevel
Hvad skal det til for

Det er jo ligesom
At blive til en metafor
Man taber sig selv
I ordene

Og jeg bliver konkret
Bange for at jeg ikke
Kan være i svanen

Vil jeg kunne se ud
Eller ville mine øjne ikke
Matche dens
Og hvor skulle mine briller
Være
Udenpå

Men det er noget vrøvl
Zeus tabte jo ikke sig selv

Måske havde han bare lagt sit jeg
Ved bredden og så hentede han
Det bagefter

Som svane med Leda
Fik han så oplevelsen med
Til sit selv
En erindring til de lange mørke aftener
På bjerget i skyen

Det virker som afdanket praleri
En bevidst henkastet bemærkning
Om at han selvklart kunne
Score hende
Selv som svane
Hvad skulle holde ham
Tilbage

Den slags der kun straks
Får stilheden til at fremkomne
Med tilbagevirkende kraft
Sejler det ind i
Bevidstheden

Desperat
Og ung var han vel ikke

Det er måske derfor det slår mig nu
At det var det man skulle prøve
Som svane
Eller tyr
Friheden venter

Men han skulle stadig snige sig
Væk og ind i metaforen

Og blev hun ikke bange
Jeg mener sådan en svane
Den kan brække en arm med ét slag
Af vingen

Og med en gud indeni
Må det føles noget mere voldsomt
End en almindelig torsdagsaftale

Det var vel derfor
Kraften i begrænsningen
Den omsluttende metafor
En opdæmmet globus af
Ren uforfalsket liderlighed
Projiceret gennem en uskyldig svane
Lige ud i sylten på stakkels Leda

Eller måske var hun som sagt
Selv ude på stryg

Jeg forstår det ikke
Måske er det det

Desparat forstår jeg ikke
Hvorfor hun falder
for en steroid-svulmende svane
Lige så stereotypt som alle de andre
Hvorfor i helvede skal der ikke
Mere til

Og jeg er sikker på
At selv om jeg turde
Så kunne jeg ikke få plads
Til mit selv
I et hvilketsomhelst
Primitivt pattedyr

Det bliver ikke mig
Der iklædt ham finder hende
Der tænder på det
I stedet står jeg nøgen tilbage
Kun iført mig selv