Hefaistos og Aglaia

“Yngst i chariternes flok var Aglaia; til blomstrende hustru
valgtes hun af den navnkundige gud, den halte Hefaistos.”
Hesiod, Theogenien - oversat af Lene Andersen

Det er sent og Hefaistos sover
I stolen
Sidder Aglaia og blunder

Hefaistos ben er ikke som de var
Og i hans arne er den sidste gnist
ved at brænde ud

Aglaia linder på den ferme tunge
Ordene er færre men stadig kunstfærdigt
Skarpe
Tveæggede

Der er en kant i luften
Ozon eller lugten af lægemidler
Et uvelkomment kontrapunkt
Til de to der langsomt svinder hen

Kun til stede i bidder
Der er et jeg der ønsker
At det ikke var sådan
At kærligheden var nok
Til at holde dem her

Måske faldt Hefaistos ikke
Et helt år
Efter at Hera kastede ham ud
Fra Olympen
Og måske var det ikke faldet
Der flettede arrene
Tæt i hans sind

Aglaia genfinder aldrig sin barndom
Udenfor
Eller nu
Men ekkoer af den lille pige
Der ikke ville kues
Ruller ind over os andre
Når vi lytter til os selv
Og hører hende famle efter skønheden
Sandheden
Den anden
I os

Hefaistos rykker på sig
Og Aglaia sover roligt
I et lille stykke af natten
Er intet som vi forventede det
Og solen skinner derefter
På en helt anden verden