Nekrolog - Ole Peder Haske

Ole Peder Haske, Udviskeren, er død 16. februar 2006 efter kort tids vemod i Luleå, Sverige. Ole Peder Haske blev født 12. december 1899 i Vestre Lungelse af gårdmand Hans Peter Haske og hustru Eline Haske f. Blauenrumpff, og gennemlevede en stort set begivenhedsløs barndom. Han blev verdenskendt som Udviskeren, da han længe før Robert Rauschenberg og hans samtidige, gjorde udviskningen af eksisterende kunstværker, fortrinsvis tegninger og værker på papir, til en kunstart; ”Et statement om kunstens – og dermed alt menneskeskabt - flygtighed i en verden, der hele tiden falder sammen og fra hinanden. En understregning af paradokset, der ligger i, at mennesket bevidst om sin egen og sit værks forgængelighed – det være sig på grund af naturlige eller menneskeskabte kræfter – alligevel forsøger at skabe noget, der har evighedens karakter, eller rækker ud over den tid, det selv lever i, og hvor værket så at sige fødes til at skue mod det uskuelige. … de værker, der har holdt sig bedst gennem tiden, er de værker, ingen har set. Eller kun meget få.” (Citat fra interview i ”Art & Disappearance. Art Periodical. London 1944 (på engelsk, forstås)). Han startede som palimpsestør (palimpsest: håndskrift, hvis oprindelige tekst er slettet for at give plads til en ny. Det er undertiden muligt, fx vha. kemikalier eller UV-lys, at skelne den oprindelige tekst. Palimpsestør: en, der fremstiller palimpsester), men opgav snart denne karriere, da han ustandselig kom i karambolage med arkivarer, bibliotekarer og andre, der blandt andet talte hans studiekammerater Per Viking Glob og Herman S. Borthe, begge rigsarkivarer, og da han var en mand af få ord, der mente, at værket måtte tale for sig selv, og fordi, han ikke var så original i den tilføjede tekst, som han ville være, gik han over til tegninger og anden kunst udført og indført på papir, som var det tætteste, han kunne komme håndskriften, brevet, notatet, bogen in spe. En anden årsag til at holde sig til disse medier var, at han fandt lærreder for uimodtagelige for viskelæder og i det hele taget for klodsede, og statuer i det hele taget for umedgørlige; på alle punkter. Ole Peder Haskes foretrukne redskaber var netop viskelædere, af hvilke han selv udviklede forskellige typer og radérvand, som han kombinerede med skalpeller og specielle små knive, han havde ladet fremstille i Sydamerika hos en indianerstamme, der var kendte for at skrumpe insekter (på samme måde som andre stammer krymper hovederne af deres fjender), og derfor måtte have fine redskaber, for at borttage eventuelle letfordærvelige bløddele. Ole Peder arbejdede over hele verden. Han besøgte mange anerkendte kunstnere, gjorde sig gode venner med dem – bl.a. med hjælp fra sin bon-kammerat Jern-Svend (Svend Ingenstans), som var en glimrende hypnotisør og sin hundehvalp, der kunne blødgøre selv det hårdeste hjerte – for derefter at få dem til at overdrage sig et værk på papir, en tegning for det meste (Ole Peders foretrukne medie som sagt), som derefter blev registreret i et udstillingskatalog eller en officiel værkfortegnelse, så den officielle siden af sagen var i orden; værket var et anerkendt kunstværk. Så blev tegningen omhyggeligt visket ud, fjernet på den overordentligste måde, og papiret bar nu kun svage spor, der for det meste kun blev synlige under specielle belysningsforhold, og spor efter at have været under Ole Peder Haskes behandling. Håndværket var vigtigt for Ole Peder, og han var sig bevidst om, at overfladen på et papir altid vil bære spor efter det, der er sket med det. ”Papiret er en bærer af historien, og vidner om menneskelig ihærdighed,” sagde han tit og ofte. I årene efter 2. verdenskrig kom der rigtig gang i karrieren og han viskede, slettede, udraderede og bortkradsede utallige store værker, ligesom han, med den tiltagende udbredelse af grammofonpladen og båndoptageren, fandt lejlighed til også at begive sig ind på musikkens område, hvor han kunne arbejde med musikken på anden måde, end ved blot at udviske partiturer. Han opfandt en mekanisme, der kunne skrælle rillen af en grammofonplade i én lang streng, men fandt, at de magnetiske bånd var en anelse for nemme at slette, hvorfor han kun arbejdede med disse ved helt særlige lejligheder som f.eks. dengang, da Kaptajn Hermod Flühne vendte hjem fra Arktis med kaskelothvalernes fangstlyde og grindehvalernes korsang, som det havde taget 6 år at optage, og Ole Peder Haske så sit snit til ”at komme til at tabe” en vældig stor magnet ned i kassen med spolebånd. Der gik flere år, før han vedkendte sig værket. Men han kunne også angribe musikken fra den anden, den traditionelle, vinkel, nemlig ved at udviske nodeark kort før en opførsel, hvilket bl.a. fandt sted, da den amerikanske komponist Johan Kage (norsk afstamning) besøgte København og skulle opføre sit værk ”4:33” for kor og orkester. Dette blev et gennembrud, hvor komponistens og palimpsestørens værker gik op i en højere enhed. Værket er senere fremført over hele jorden og er udkommet i mange indspilninger. Det består i al sin enkelhed af et fuldtonet orkester og et 100 mands kor, der intet spiller eller synger i 4 minutter og 28 sekunder, men indledes med en heftig nervøs rømmen i 5 sekunder. Oprindeligt hed værket: ”The Rise and Fall of the Handmaids of the Titanic and the Icebergs or Lament of the Tibetan Whalers”, men blev efter opførelsen i Tivolis Koncertsal med det af Ole Peder Haske udviskede partitur omdøbt til netop”4:33”. Dirigentens (Peter Lühre) partitur var det eneste, der ikke hvad været under Haskes behandling. Senere blev Peter Lühre – efter endt ophold på det dengang berømte sanatorium ”Im See”, Østrig - lærer i tegnsprog for døve, som han udviklede til også at omfatte musiske partiturer. I denne, den oprindelige, fremførelse bankede dirigenten tillige på nodestativet, men det tog komponisten ud, idet han ikke mente, at det passede rent klangmæssig, og nemt kunne tolkes som et lån fra ”Skrivemaskine-sonaten”. Ole Peder havde da fast adresse i Borup på Midtsjælland, men fra midten af 1960’erne og indtil 1988 rejste han overalt i verden og udstillede og udførte sin kunst. Dog slog han sig på sine ældre dage til ro på opfordring af sin hustru, som indtil da ikke havde set ham siden ægtevielsen i 1947, og som nu insisterede på at ville have børn. ”Det var sandelig på høje tid,” skulle han have sagt, og dermed blev det. Som for at understrege sin målrettethed og i lyset af beslutningens betydning for fremtiden, kravlede han samme nat op på Århus Rådhus klokketårn og ”lod uret forsvinde”. Da det ikke var hans sædvanlige medie og fremgangsmåde, var der ingen, der mistænkte ham for ”udåden”, som dette forsvindingsværk blev kaldt i den almindelige presse. Senere, da han havde sikret sig, at Århus ikke havde udvekslingsaftaler med Luleå, sendte han Ur-værket, som han selv kaldte det, tilbage til rådhuset fordelt i mindre pakker og sendt fra flere forskellige posthuse i Nordsverige. Familien flyttede altså til Luleå i Sverige; også fordi de syntes, at navnet lød sjovere end Borup. Men selv om Ole Peder blev far i en meget høj alder, lagde han dog ikke arbejdet helt væk. Luleå Kommune og Det Svenske Rigsarkiv erholder ifølge hans efterladte papirer og en række personer, der har fundet ud af, at de er ikke-eksisterende, samt byggeprojekter, der har måttet skrinlægges på grund af manglende plantegninger, stadig et for offentligheden ukendt antal udviskninger. Tiden vil vise, hvor mange der er tale om. Ole Peder Haskes fysik havde det ikke godt med at flytte så højt nordpå, og som tiden gik blev han mere og mere nedtrykt. Han savnede karrierens udfordringer. Han forstod heller ikke det svenske sprog, skønt hans hustru vil vide, at det var et spørgsmål om ikke at ville tale et sprog, der lyder så fjollet, og fordi han ikke vidste noget om rensdyr og elge. De sidste 2 år boede han i et udhus, hvor man eller skulle have haft brænde til vinteren. Der havde han låst sig inde i en gammel kuffert, og her sang han i alle sine vågne timer danske sange, sådan som de blev fremført af Aksel Schiøtz. Han havde kendt Schiøtz i sine unge år, hvor han var med i en dilettantteaterklub, hvor også denne prøvede kræfter med de skrå brædder. Hans fremførelse bestod af en tro kopi af de grammofonplader af Schiøtz’ indspilninger, han i sin tid havde skrællet. Den var komplet med ridser, nålestøj og ”fluepletter”, altså små forekomster af almindeligt snavs, der på forskellig måde havde klistret sig fast til grammofonpladen, og som stadig sad fast på den lange plastik-snor, der var resultatet af en ”skrælning”. Ole Peder Haske efterlader sig 8 børn og en ganske livskraftig hustru, Elvira Haske. Bisættelsen foregår.

Nekrolog - Allan Olmehud

Forhenværende Jørgen Nakke, senere Allan Olmehud, er død efter en tids sygdom. Manden, som blev kendt som Allan Olmehud, blev døbt Jørgen Nakke, men tog navneforandring, da han blev optaget i Dansk Tyrenakkeloges lokale afdeling i Herlev uden for København. Her forløb hans liv sig i dybeste ubemærkethed gemt bag den massive hemmeligholdelse, der er logens kendemærke. Det eneste, man i skrivende stund kender til den, er dens navn og Olmehuds medlemskab, som den nægter at udtale sig om, lige som den nægter at eksistere, udtaler logens talsmand N. N. (Niels Nielsen? kendt fra adskillige verserende sager om hemmelige selskaber og loger, der ligeledes hævder, at de ikke eksisterer) til pressen. Olmehuds personlige data og hans fødsels- og dåbsattest er således stemplet: Ikke-eksisterende af en embedsmand, der i midt 70’erne var medlem af logen, men fik sit medlemskab annulleret, da man tilsyneladende fandt, at han led af en vis overivrighed. Jørgen Nakke efterlader sig ikke, og Allan Olmehud er død af pæleorm i hjernen, som han pådrog sig under et forsøg med at trepanering efter manuskripter fundet i det daværende Esrum Kloster. Manuskriptet foreslår ikke, som Nakke/Olmehud hævdede, trepanering udført i gamle træbygninger eller på bunden af Esrum Sø; det beror på en oversættelsesfejl. Hvorvidt Nakke/Olmehud er eller skal bisættes, står hen. Pårørende kan henvende sig.

Nekrolog - Enna Skopje

Enna Skopje, født Elling i Haderslev 1941, er død efter nogen tids dårligdom på Lindø Skibsværft. Enna Skopje blev i fotografiske kredse kendt for sin mesterlige evne til at lave knivskarpe forstørrelser af fotografier og udsnit af disse. Det lå ellers i kortene, at Enna Elling skulle gå i moderens fodspor og blive tørvegraverske, men en medfødt ryglidelse, Scheuermanns sygdom, der gjorde, at hun ikke kunne løfte hovedet ordentlig, og derfor kastede tørvene i hovedet på sine arbejdskolleger eller helt ved siden af, så de gik i stykker, rørte godsejer Nielsens (Plinderød Herregård) hjerte, som med forældrenes samtykke satte hende i den nærliggende skole. Hun klarede sig fint, og kom også på realskolen. Derefter fik hun atter godsejer Nielsens velvilje at føle, og hun blev sendt til Haderslev Gymnasium, hvor hun rendte ind i Flemming Skopje, der dengang supplerede den sparsomme studenterindtægt med at fotografere for egnens lokalaviser. De blev senere gift og flyttede ind på et lejet værelse oven over cigarhandleren. Flemming Skopje, som senere blev en anerkendt kunst- og reportagefotograf, dannede med bl. a. Herman Sule, Erik Aamod-Svendsen, Ulla Finkenborg den senere så berømte fotografgruppe ”Linserne”, som var blandt de fremmeste kræfter for at få fotografiet anerkendt som en kunstart på lige fod med de traditionelle. De udstillede her og der og alle vegne. På den tid var fotografiet stadig et medie, der anvendte sølvoxyd, mange kemikalier af forskellige slags og film. Det digitale fotografi lå stadig mange år ude i fremtiden, og håndværket var en essentiel del af den proces, der resulterede i et billede. At knipse var ikke nok i sig selv. Det største arbejde fandt sted i mørkekammeret, hvor man også arbejdede eksperimentelt med forstørrelsesapparater. For at komme tæt på et motiv, der befinder sig langt væk, må fotografen benytte sig af telelinser, men selv med sådanne kan det være svært at komme tæt nok på, og så må fotografen i mørkekammeret udvælge et udsnit af negativet, som skal forstørres op. Principielt er det kun mørkekammerets og det fotografiske papirs størrelse, der sætter grænserne for, hvor stort et udsnit kan forstørres op, men i praksis resulterer de fleste udsnitsforstørrelser i meget grynede billeder, der ikke kan ses tæt på. Til tider skal man stå adskillige meter fra fotografiet, for at se, hvad det forestiller. Her var det, at Enna fandt på metoder, der kunne fremstille meget skarpe billeder af selv relativt små udsnit af negativer. Det vil føre for vidt at komme ind på disse her, men interesserede kan med fordel læse ”Stor, større, skarpest – det fotografiske negativ i Enna Skopjes hænder” af Prof. J. Wallensky (Moskva 1965, Paris 1968, Kbh. 1970) eller ”Vi snitter ud – håndbog i forstørrelse” af Enna selv (Kbh. 1977). Hun vandt intEnnational berømmelse og havde hele verden som sin arbejdsplads, dog foretrak hun, hvis det var muligt, at arbejde i hjemmet på Klanstrupgård, hvor hun og ægtemanden havde indrettet et meget stort mørkekammer i 2 af gårdens 4 bygninger. Her kunne hun ”trylle”, som den herostratisk berømte franske fotograf Henri Marie Ouest, yndede at sige (hvilket var det eneste, han kunne sige på dansk). Ennas arbejdes natur betød, at hun aldrig selv stod i forreste række som synlig kunstner, men hun var ”den grå eminence” bag mange af tidens berømte kunstnere og en eminent sådan. Med årene blev hun tungere og tungere på grund af, at hendes krop havde en uheldig tendens til at optage og lagre de tunge sølvpartikler, som selve fremkaldelsesprocessen har som et restprodukt, og som man i 1970’ernes sølvmangel forsøgte at genindvinde, men som oftest blev skyllet ud med spildevandet, hvorved mængden af sølvfisk øgedes så voldsomt, at man i de efterfølgende år talte om ”sølvfisk-invasionen”. Med årene skulle Enna bæres i specielt konstruerede stativer fra hovedhuset til mørkekamrene, og brolægningens skader viser den dag i dag, hvor tung en byrde, hun var blevet. Enna Skopje blev indlagt i maj måned i Lindøværftets ene tørdok, men døde sidste uge. Flemming Skopje har i sin sorg udtalt, at nu er den sidste fotografiske håndværker død, og er gået over til digital fotografi. Han nyeste projekt ”Digitalis – mit hjertebarn” tilegnes hustruen.