Halvhed V

På den anden side. Dér hvor dørene falder ud, dér hvor mit vejr trækkes.
En blafrende ligegyldighed i en katedral af krop.

Det runger så hult. Jeg kalder så halvt.

+

Jeg er ikke dej.

Jeg er klæg, men kan ikke formes. Forstår du?

Jeg er klæg; hæver i varmen. Jeg er tung luft, klædt ud som krop.

Du slår mig ned, ælter mig mindre.

Det er en stakket frist, forstår du? Jeg kommer igen, hæver. Vælter ud over dine bredder og kanter.

Jeg vokser, hvor der ikke er plads. Du slår mig ned, ælter mig, men jeg kan ikke formes.

Jeg hæver; vokser i din varme.

Slå mig ned.

Ø

Jeg vander mine kaktus, vel vidende at de lever ved at tørste.

Du udtaler ordene med en selvfølgelighed, jeg misunder. Skødesløst og uden mislyde.
”Jeg har lagt byttepenge på bordet”, siger du, men jeg har ikke noget at bytte med og du ved det. Jeg tager pengene uanset og hader dig for at sætte mig i gæld.
Du har ingen bagtanker. Jeg har ikke andet.

Hvis du var en kaktus ville jeg vande dig.

Skala

Dér forhørslys og under det: Jeg, den umulige prisme, der forsøger at bryde
*
igennem

Snit II

Du må ikke spørge, hvad
der ligger under
dig er jeg
stor, under dig er jeg alt
under
er ikke
alt, ikke ingen, over dig
er ingen
himmel,ingen jord
ingen krop, ingen
Under

kkoko E

ikke
jeg er
ikke
jeg

men
grådigt
begærløs
og
skyggebleg

Fold

jeg ved
det er stilhed
jeg ved det hele livet ved det
nu
hvor blå er
tegn uden
hjælp
nu hvor
stilheden er tøet
undervejs til sten

Fra et togvindue

En verden bøjes for kornet
mæt af dagen
og
marker mistænkeligt gule

Tætvævet

Myrna hænger ud af vinduet på tredje sal i den røde murstenskarré fra krigens tid.
Myrna, som aldrig vasker vinduer og som alle ved hvem er, men ingen kender.

Myrna, der engang var kendt for sit vid og sin hjælpsomhed, og som altid kunne passe naboens unger. Myrna, der havde sin egen systue hvor hun lappede tøj og strømper og på bestilling lavede egne kreationer, som hun solgte for rimelige penge. Myrna, som idag kun en sjælden gang ses åbne døren på klem og undersøge trappeopgangen, uden at der er nogen eller noget.

Fra tid til anden åbner hun køkkenvinduet på fuld gab. Skriger og råber til den tomme luft og vasketøjet, der hænger på snore over gården. Om fjendtlige stemmer, invasion fra oven og russerne, der kommer. ”Jeg ved det godt, det hele”, råber Myrna. Hende kan de ikke narre! Nej, gud forbyde at hun skal lade sig overrumple af russere og andet utøj.

Så lukker hun vinduet og folk ånder lettet op og forsøger at glemme, hvad de har hørt. ”Det er jo bare vrøvl fra en stakkels gammel dame”, tænker de. Og nok er hun en stakkel, men hvad skal man stille op, man kan jo ikke redde hele verden. Det er da for dårligt at hendes børn ikke tager sig lidt af hende, og nok ved de alle at hun ingen børn har, men der må da være noget familie. Eller det offentlige? Og de mumler stille, at det også er lovlig meget, at man flere gange ugentligt skal stå model til hendes skrigeri. Det skræmmer jo børnene! Måske skulle man kontakte boligforeningen og høre ad, men så kommer de fra det igen, og det kan jo også være det snart hører op, for hun er vist langt over firs, den skøre gamle kone.
Og de nøjes med at lukke vinduet for larmen.

Myrna er beskyttet i sin skizofrene verden af stemmer og minder om næsten ingenting. Hun ved ikke af at verden ler af hende, ved ikke af verden. Myrna er hvor hun er: i sin lejlighed med tungt møblement og neonrør i køkkenet, med sin hemmelighedsfulde og uforståelige verden af krig og stemmer og engang. Ja, Myrna er hvor hun er og længes ikke efter andet.

Myrna kan få dagevis til at gå med at finde annoncer fra turnerende cirkus i de mange aviser, hun abonnerer på. Hun er omhyggelig, klipper alt med stor præcision, så kun det mest nødvendige kommer med. Ingen unødvendige kanter eller margener, kun tekst. Er der et billede ved, klipper hun det ud separat og klistrer ind i de A4-store kinablokke, hun har så mange af og som er nøjagtig dateret. Hun kender hvert et foto og dets placering og kan ganske nøje huske hvad billedet illustrerer. Ikke at det har nogen betydning, det vigtige er strukturen: de mønsterrette kolonner, den præcise datering og det sirlige arbejde med at undgå at unødig plads spildes. Billederne danner mønstre, og for Myrna er det vejen væk fra russerne, uret og den fortid, der ikke længere er. Hun erindrer intet, ikke engang glimtvis. Kun fornemmer hun af og til noget: genkender en duft eller en stemme i radioen. Og russerne naturligvis. Disse bastante mænd med tomme øjne i massive uniformer af tætvævet uld. Hun møder dem hver dag i lejligheden i den murstensrøde karré fra krigens tid. Hun kan høre dem: I væggene, på trapperne og udenfor på gaden. Hun ved at de er der, og tror de kan overmande hende i et uovervåget øjeblik.

Men Myrna lader sig ikke overrumple. Hun er på vagt, hun er beredt og hun vil ikke tøve med at kæmpe. Ingen russere skal få taget på hende.

Hypoetese

Jeg er så træt af sandhederne
de løber mig koldt ned ad ryggen og over ende: drømmen er den store taber, ligesom jeg, der bare digter dumt og dagligt om løgnen, disse store fede fantastiske fabuleringer om himmeltunge øjenlåg og havbåret håb. Fortællingerne i finsprit dissekeret og gemt i glas, til bedre tider. Måske?

Jeg er så træt af klicheerne
disse altid gyldne løfter jeg giver mig selv, amar´ og kors båret som lod og lovning om mere

Jeg er så træt af livet
som leger med mig og tanken om fremtid. Fugle i flugt og ben over kors, tog til tiden og tro mod alt - utopier så blege og blodfattige, at jeg græder for ikke at le

Jeg er så træt af mig selv
denne banale skabning uden krop eller krav, bare tyndslidt tillid og tungetalt tvivl, så simpel og såret at kun klichefyldte sandheder kan fylde min tid

Jeg er så træt af sandheden
så træt af klicheer, ikke mindst
den trættende kliché
sandheden er

Apart e

Det har jeg så ikke. Glemt dig. Jeg har bare pakket dig ned i en skuffe mellem ubrugelige noter, grafit og blegede garnruller. Hvor længe du har ligget der, ved jeg ikke, heller ikke hvor længe du skal blive der. Måske altid, måske aldrig.

Blyantspidseren er spændt fast til bordet. Jeg elsker at spidse de gule blyanter, en efter en, mens bly og træ samler sig som afrevne totter i skuffen under. Jeg ved ikke, om det bedste er pennens nyvundne skarphed eller alt det, der skrælles af. En dag vil der ikke være mere tilbage. Det føles godt. En dag vil alt være skrællet af, skrevet ned, forsvundet i en skuffe mellem garn og bleghed. Det føles godt, det gør det.

Erfaret

Ind imellem, når jeg mindst af alt venter mest af alt, er dine røgslør beskyttende skyer på dén himmel, jeg ikke tror på.
Så lægger jeg mig ryggen, og glor på de uforståelige mønstre de danner et sted over mig, så fjernt fra os og vores at jeg ser, hvor lidt af alt jeg fatter og hvor meget der er at forstå.

Meget nærmere kommer jeg ikke begrebet erfaring.

IRL

Mit ønske om at dø
er rent hypoetisk
*
*
som om
jeg
var levende
og havde noget
at miste
.
.

Jeg vil være oktober efter maj, svalende smuk, klædt i gyldne farver
blåfrosne knæ i langskaftede støvler dirrende af usikker lyst

Jeg vil være et Dantes overjordiske rige, en blid fortælling om Texasroser og barmfagre mammas
blødende hjerter i lilla lilla lilla

Jeg vil være en falmet kuffert fanget i sort-hvide pixels
en banegård uden rejsende, beboet af bænke ridset med afskedsord

Jeg vil være en afrevet vinge samlet op af en djævel
en amputeret strofe i en tanketom hal
et Nordkraft med for tidligt døde sandheder gemt i rustne rør

Jeg vil være en underbelyst nat
et usandt vidne om noget, der aldrig blev

svarkuvert

Jeg kunne skrive et brev til mig fra dig:
”Hvis du kunne se mine hænder nu, ville du vide, hvor meget de savner din krop”.

Jeg ser dem, men ikke savnet, kun hule hænder der holder om ingenting udover pennen. Ingen afsender; modtager ukendt. Korte knapheder og afmålte distancer.
Bjerge flytter ingen tro, skrev du.

”Jeg kom til dig, jeg flyttede bjerge, jeg troede” skrev jeg, at du skrev.
”Til mig fra dig”, stod der.

Jeg er ikke et bjerg.

Lignelse

Jeg ved ikke om humoren har forladt mig eller jeg har forladt den. Jeg ved bare, at der er en tom stol ved siden af mig og kun lunkent vand i hanen. Jeg kunne bruge så meget andet – mistroen, vreden eller den velkendte selvspidende kulde: Sarkasmen er nådigt brænde, men den soder og misfarver stukken i loftet. Så jeg tænder levende lys i stedet og gnider hænderne mod hinanden. Bare fordi det ligner. Og fordi alt ikke er, hvad det ligner.

Du skrev til mig om solsorte, om foderautomater og om hullede kasser, der stirrede tomt på dig udenfor.

Jeg har set også dem, hullerne, de kommer når man mindst venter dem. Jeg tror, du har prøvet at kravle ind, men du var for stor eller hullet for lille. - Sådan har jeg det med verden, min ven. Jeg har forsøgt at entre den, men hullet var for lille eller også var min røv for stor. Måske var der bare ikke plads. Det peger begge veje, ikke?

Ja, så kan vi le lidt ad det. Forladte som vi er, humorforladte.
Men det skal ikke forhindre os i at tænde lys, så længe det ligner.

7

og han så
at det var
såret godt

er dit øje ondt

Skrab bare i lakken: Selv rustrødt er jo smukt, på sin egen hæslige måde
(Metalsmagen klistrer sig fast og du spytter for at undvige)
Sveden på din overlæbe er mørk, eller måske det er noget andet
(Kirsebærlyst. Hindbærhunger. Blodmangel? )
Jeg ved det ikke, dømmer ikke, konstaterer blot at din mund svulmer som en betændt blomst. Du mangler vand, dét er tydeligt
(Tørst. Blodtørst? )
Måske er tørsten i mine øjne, måske er hævnen i min krop, mens du og dine læber er, hvad de altid har været: hjerteformede løgne

Genstand

Den tredje søster er tavs
som den brudte grav
der står de
på kanten og ser ned
i hende som
hun formørkes

og jorden
kaster skygger

Og de kaster skygger
ikke for at dække
men for at slippe
for at bære dem selv

Graven bryder tavsheden
og en søster skygger
for mørket

Sisu

Det der
•●●
hul
i intetheden, du altid peger på, hvor forsvinder det hen, når du sænker øjet
i
blikket
?