Stjålne blikke

De går bag om hendes blik og stjæler hendes øjne.

Hun står ved cafebordet, taler med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”.
Hun kalder på mindre end mindst, for at vinde noget tilbage, hun aldrig har mistet.

Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”.
Noget, som i en sekundkort interesse.

”Undskyld, er du færdig med avisen?”. Et blik der fæstnes, og en hånd der rækkes frem. Mod avisen.
Man lærer at være nøjsom, ved hun. Man lærer at være nænsom, håber hun. Mod fremstrakte hænder og glidende blikke. Lidt har også ret.
Noget har også ret.

Man lærer at spinde, når man er nøgen:
”Ja, jeg er færdig med avisen. Der står ikke noget, jeg ikke kunne have været foruden. Vil du låne den?”
Man lærer at håbe på et ja.

Så står hun der. Ved bordet i cafeen. Med sin avis. Mindre end mindst.
Så nipper hun til kaffen, retter på frisuren, ranker ryggen og går .

Forsvinder bagom de andres blikke.
Hun tager sine øjne med sig ud.