Æstetisk paradoks

Gennem skriften søger digteren at sige det usagte, at sætte ord på det uudsigelige. Dertil kommer, at selv når skriften skildrer digterens egen situation, vil skriften altid være skrift, skrift og ikke virkelighed, virkelighed, såsom snotnæser og sniksnak, skrift, ikke virkelighed. Udsigelsens subjekt er den fortæller, hvis sproglige manifestation vi kan se i teksten. Digteren er ikke identisk med fortælleren, er ikke identisk med digteren, der hævder at være identisk med fortælleren. Skriften vil være én sandhed valgt frem for andre. Digterens styrke er at trodse konventioner og bryde tabuer. Det er den, der udgør muskulaturen i hans værk - fortælleren. Styrken til at bryde med tabuerne, forlade eller overmande dem, lade dem ligge for fødderne, nedbrudte og forsvarsløse og så at skride over dem, som en konge skrider hen over den blodrøde løbers vej mod tronen. At afsløre det skjulte er at sætte ord på det uudsigelige, er at trodse konventioner, er at bryde tabuer. Skyggeelskerne er det uudsigelige, skønheden og alle mine drømme. Det uudsigelige er det skjulte, er røven i buksen, prutten i tarmen, den spammende troll. I digtet må det usagte gennembryde linierne, der holder det stumme skrigs indvolde på plads og lader digteren gå opret som en voksen mand. Mig vil have en stor is, ellers skriger jeg. Det er digtet.

Du får det blæst i dit fjæs.