lissom en linje i det

når jeg skriver noget giver jeg som regel de enkelte tanker og linjer god plads fordi det er min holdning at der skal være plads til både eftertanke og begejstring, med mindre emnet i sig selv lægger op til at teksten skal stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og i virkeligheden er det meget nemmere rent skriveteknisk hvis jeg bare hamrer løs i tangenterne efterhånden som ordene kommer til mig uden at tænke på om modtageren bryder sig om formen, for egentlig har jeg aldrig været i tvivl om hvordan jeg skal sætte en tekst op, det gør jeg intuitivt, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, men når jeg selv skal læse noget på en computerskærm bliver jeg langt hurtigere utålmodig og træt i øjnene hvis der er mange linjer i massive tekstafsnit, og så har jeg det med at lade blikket flakke for at få et overblik over om det nu også kan betale sig at læse det hele, eller om jeg bare skal nøjes med overskriften og tage resten med et halvt øje, for det er jo pudsigt at det er noget helt andet når jeg læser bøger eller aviser, hvor det ikke gør det ringeste at der står side op og side ned med sammenklemte bogstaver, men måske ligger det i internettets natur at man ikke vil opholde sig alt for længe på den samme side, for hvad nu hvis der er mere spændende læsning og bedre information på de hjemmesider man kun er et enkelt klik fra, og hvis det forholder sig sådan gælder det om at fastholde læserens opmærksomhed ved at skrive personligt og dramatisk så vedkommende ikke kan nære sig for at få slutningen med, hvis ellers starten har været interessant nok, og har den det tror jeg ikke det er noget problem for læseren at følge med i teksten for at få det hele med, tværtimod tror jeg at hvis ordene på forhånd har fået masser af næring kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musikken, hvor stilheden får sin egen betydning i forhold til lydene før og efter, og på den måde kan ingenting pludselig betyde alting, også kaldet ’det, der står mellem linjerne’, men hvis der er meget lidt plads mellem linjerne er det begrænset hvor meget livsforlængende ilt fortællingen kan tilføres, og så blokerer man jo bare læserens mulighed for at fortolke frit og selv digte med og blive en del af den gensidige kommunikation mellem tekst og læser, selvom jeg godt ved at ordene ikke uden videre kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men helt sikker er jeg nu ikke, for der er mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst helt forskelligt, og hvis det ikke var sådan ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner og dosmersedler og parkeringsbøder og grundlove og indlægssedler til receptordineret medicin, og hvem gad så bruge kræfter på at finde på noget der var tvetydigt, underfundigt og tankevækkende på den gode måde, endsige skrive digte hvor ordene og stroferne lige så meget handler om sprogets musik og farver og rytme, for slet ikke at tale om daglige hyggeklummer om bogudgivelser, busture, kærlighed og prisen på kunstigt sødemiddel i supermarkederne