Om lidt bliver her mørkt. Men det er kun en introduktion til et endnu større mørke. Snart er der katastrofer i højttalerne. Luften fyldes med salt og fedt. Man kommer til at spise håret på personen foran sig, man ser en måne eller en løve eller en krumsabel, men det betyder ikke så meget. Det er bare et bredt lærred.
Nu er det blevet mørkt, det er ikke så slemt, der er stadig højttalere. Men nu skal man synge med på noget. Det er en katastrofe der kan synges. Vi får sukker til at slukke tørsten. Folk slipper deres pekingesere fri.
Pekingesernes øjne og snuder ligner bolsjer i mørket. Børnene kan ikke nære sig. Den permanente katastrofe vi alle sammen er en del af, er vi netop selv en del af, så i en vis forstand er alting normalt. En del af tiden må vi tilbringe nedsunkne i vores egne akvarier. Bliver det meget slemt, kan vi stoppe pekingeserne ind i højttalerkasserne for at dæmpe de gummierede enheders pumpen.
Vi er inde og se filmen om pekingeserne. Pekingeserne vil gerne i fjernsynet, men det er svært for alle studierne er byggede til betydeligt højere androider med mindre hårvækst. Mange folk kan ikke høre andet end bjæffen når en pekingeser endelig dukker op på skærmen. Der er for meget hår i ordene, synes andre. Så nu er der blevet lavet en film om pekingeserne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar