Steffen

Efter at han havde længtes i al evighed, og efter alle de satans ærgrelser – som f.eks. det umulige i at blive eet med de jerndragere, der bærer Hovedbanegården - accepterede Steffen Larsen pludselig en dag, at sådan måtte det være: Det skabte var ganske enkelt én ting, mens han, Steffen Larsen, var en anden, hvori længslen efter alt dette udfoldede sig. Steffen Larsen så herefter fremtiden i møde med sorg i sinde. Han indså nu, langt om længe, som efter en geologisk tidsalder, at Steffen Larsen jo var Gud.