Jeg kan ikke vente længere

Jeg er gået ned til vandet i bare tæer. Jeg kan høre regnen knitre i klitterne, der har ligget her i mange år uden nogensinde at have været helt som de er nu. Nede ved strandkanten kan man høre regnen sludre med havet: det lyder som tusind små glade børn med klare øjne der tysser på hinanden i et teater. Med det underste af mine fødder undrer jeg mig over, at vådt sand er mere hårdt end tørt sand, og så går jeg helt ud til kanten og begynder at gå langs brydningslinien, og presser hælen eller mine tåspidser ned i sandet hver gang jeg tager et skridt, og det er på sådan en abrupt prøvende måde, jeg ligner en maratonløber, der ikke kan huske hvordan man gør. Himlen virker på en måde tilfreds med sig selv, fordi regnvejret er så høfligt og hemmeligt et foretagende, som det er. Den har en meget flot farve, som også er meget stille.

Jeg blev ved lige til det holdt op.