Moderne tider

Det er altid moderne tider. Et sted i fortiden er der én, der undrer sig over det første elektriske lys, mens der er rigeligt med personer, der i disse tider undrer sig over, at vi ikke er kommet længere i vore fremskridt, og jeg, jeg undrer mig over, at der findes så uendelig meget fred i William Byrds og John Dowlands musik, og de levede immerhen i en noget mere turbulente og sygdomsramte tider, og kunne vel sagtens have haft gavn af rindende vand, både koldt og varmt, f.eks. Måske de også havde en så meget desto større trang til at søge ”det skønne”.
Vinden lyder i de sensommertørre blade som var det havet, der hviskede udenfor min nordvendte dør.
Underboen, der har en rød bil, har fået en kæreste, som også har en rød bil. En anden nuance, ganske vist, og visse krakilere ville vel også hævde: ”En anden farve, min Herre!”, men jeg er ingens herre, og, skal jeg sige Dem, jeg har en fortid som kunstmaler, så jeg véd, hvad jeg taler om, når jeg taler om farver, men jeg er doven, så jeg nøjes med at sige rød, når jeg f.eks. lige så godt kunne have sagt vinrød, marroon eller bordeaux-rød. En bil er vel i bund og grund en bil.