ANARKIET

”Det kan være”, sagde han til mig, ”det kan være, at svaret på vores længsel findes ude på landet.”
Altså tog vi næste dag en blå bus ud på landet, han og jeg.
”Hvornår starter landet?” spurgte jeg og tændte for min bærbare musikafspiller, mens chaufføren skruede op for Radio Viborg og anlagde en sur mine oppe i sit detektivspejl som sendte det ned langs rækkerne og specifikt ned mod mig. Han vendte sig om: ”Når du vil. Hvorfor spørger du om den slags ting?”
Jeg udvekslede et blik med ham i spejlet, og så kunne jeg godt se den var gal. ”Nu skal vi af!” sagde jeg og hoppede fra mit sæde ud i midtergangen, sparkede kækt frem for mig og slog ud med min arm som i en cabaret, så jeg ramte en ældre dame lige midt i sylten så hun gik ud som et lys. ”Så er det nuuuu!” hvislede jeg og vi sprang ud med rådne frugter flyvende om ørerne, de landede omkring os med en sumpet klirren mens vi løb, vi var på landet, og den gamle dame var alligevel humpet efter os sammen med sin stok og en grim lille hvid hund der boede i hendes indkøbsnet. Hun skreg op som en kæmpestor syg hejre og var magentafarvet i ansigtet og lavede dødsensfarlige streger i luften med sin stok. Vi var nødt til at gemme os bag en ko for derefter at lokke hende ud på marken, hvor vi til sidst fik overtalt en landmand til at køre hende over med sin mejetærsker. Det skuffende ved det hele var, at det var et kedeligt sted, hvor der ikke skete det mindste. Bondemænd går rundt derude dundrende alene og holder øje med deres åndssvage afgrøder og er enige om alting, så får de en idé og begynder at gestikulere og lave jappe-lyde i struben og grine fjoget indtil de stopper igen og begynder at grave huller med en savlende iver, der får dem til at ligne deres kvæg, der bare står og glor liderligt efter kornsiloerne i horisonten, mens deres fækalier bliver samlet i store tanke, sådan at lokale børn eller lokale tosser engang imellem har mulighed for at drukne i dem. Det er fanme det tætteste de kommer på poetisk retfærdighed! Lad være med at tage bussen!