anti-kanon

Og hvorfor altid disse gentagelser af de mindst betydende ord, som er du dermed mere Intet sigende mindre Alt favnende. Mest af alt. Ovenpå.
Hvorfor altid dyr men ingen græs. Intet hav, ingen himmel. Slet ikke himmel.

(Himle er blå og blåt er alt for meget. Men himlen er jo bare sfære og støvregn. Det er angsten for dit eget blå der skinner dig i øjnene, der får dig til at blinke, får dig til at se ned og at tale om en eller anden. Eller endnu bedre: en notesbog)

Det er nemmere at fylde det hvide ark end et skrånende blåt.
Så derfor: gentag.
Men ikke efter mig.

Ibris, ibris, ibris