Arkitektens håb I-III

Arkitekten I

Tilstandsrapport

Jeg mødte min arkitekt ude på markerne. Han trak sig
sammen og sagde, at verden var et system af tilfældige
sammentræf. Han kunne ikke længere måle de rette
vinkler. Skovbrynet buede ganske rigtigt en smule
udad mod venstre. Sammen med filharmonikerne gik
jeg ned til vandhullet. Her var alting blevet suget ned
og lå som et spejl af himlen ovenfor. En svag
erindring om fremtiden blafrede som en vindpose
ude ved vejen. Vejrstationen var forladt, verden
kunne ikke længere forudsiges, lattercoachen havde
lagt den syge hejre i en balje med blødgørende sæbe.
Økonomiens svingninger klingede af sammen med
filharmonikerne. Det var torsdag og alle havde glemt
at være trætte, at have ondt af noget, de ikke vidste
hvad var: smagen af sporvognsolie på et stoppested i
provinsen, lugten af en ubetalt regning i et par bukser,
der netop var blevet tørretumblet. ”Vi maler det hele
i pastelfarver og giver svenskerne gule navne”,
sagde arkitekten pludselig. Han trak hjemad med sin
olieindsmurte indkøbspose: her havde han alle tallene,
alle de eksakte udregninger, der beviste, at tanker
i virkeligheden var lavet af et
uformeligt materiale.

18.4.2009

Arkitekten II

Verden er af lave, og arkitekten er vort eneste håb,
den sidste psykolog, der kan genrejse mennesket efter
sammenbruddet af idealer. ”Tallene viser, at folk
bruger deres penge forkert. De fleste er stinkende
rige, men de kommer skævt ind i labyrinten af
udvekslinger, og det efterlader dem tomme og frysende
et sted ude på bjergenes bagside. Her står de med en
lille seddel, hvor alting er skrevet med en baglæns
logik, med svingende ulæselighed. Nu kan de ikke
længere finde meningen i en ganske almindelig
kogebog, og selv en S-togs station en søndag
eftermiddag fremstår falmet og useriøs. Vi må samle
idéer ind i et talkshow for venstrehåndede
terapeuter. Herved bliver ligningen mere kompleks,
mere sammensat, men også hurtigere og mere glat
som en ål.”

Nu var tiden kommet, hvor dyrene skulle lægges
til ro. Arkitekten fløjtede, vi fangede svalerne ind
og lagde dem på hver sin pude af mos. Nu lå de som
små salmevers og puttede sig, en langsom rislen af
forventninger der gradvist steg og herefter blev
svagere,
tonede ud i den tiltagende skumring.

19.4.2009.

Arkitekten III

Mysteriet om den fraktale kogeø

”Gribesved, fjeldspat”, sagde min arkitekt,
”problemet med den historiske kontekst er, at den
aldrig fører dig helt derud, hvor sproget går
i stykker. Det er simpelthen for lyddæmpende.
Misforståelsens knirkende hængsler gennem natten.
Generatorers for tidligt fødte verdensforståelse.
Jeg koger, altså er jeg fraværende: det er altid
for tidligt at sige noget, for sent at forstå.
Jeg må hjem og lægge mine svedende monstre i seng,
dune dem lidt med et par kolde
kontraster. Ved du hvad klokken er på
parkeringspladsen uden for byggemarkedet?” Jeg
skruede det hele sammen indvendig
og fortalte ham det.

Benzintankens klare skilt hang som en måne over
horisonten. Arkitektens ludende og ligesom lidt
fortabte skikkelse på landevejen: jeg kunne
mærke hans irritation over, at han endnu ikke
var blevet medlem af udvalget for skjulte
forsinkelser. De behandlede sager i grænselandet
mellem forforståelsens guld og eftertankens mere
udvandede,
blå tonarter. Han gik glip af de mest
vidunderlige symfonier, og alligevel
sukkede han
ikke en eneste gang
på vejen hjem.

3.5.2009.