spor

Så sidder jeg igen i toget. Fordi du har skrevet til mig, og en længsel er dukket op. Lidt sodet. Lidt brændt i kanten som et skattekort. Du skrev: ”Jeg står ved vinduet og ser ned.
Jeg venter på, at du skal komme gående fra stationen.”

Jeg går fra stationen gennem lugten af kaffe og cornetti, over mod de høje huse. Når jeg kører i tog, tænker jeg altid på, hvordan folk kan holde ud at bo så tæt på. Men det gør de jo. Du står naturligvis ikke i vinduet. Jeg låser mig ind. Ja, jeg har nøglen endnu. Den lange gang med marmorgulv og den smalle hylde til nøgler og telefon. I køkkenet med de høje stolerygge står en kaffekop i vasken. Jeg ser ud af vinduet og ned på sporene.

Der er net, det er nemt at falde i. Som da jeg første gang faldt i din sportsvognsfælde. Eller da jeg stod af toget og gik forbi de historiske monumenter uden at se dem. For at tilbringe din nattevagt sammen med dig. Og de ringede fra skadestuen. Nogen var blevet skudt på en vildsvinejagt. Dine kollegers blikke i elevatoren. Nu er jeg selv de blikke.

Jeg går ud i gangen og kigger ind i stuen. Jeg trækker vejret hurtigt ind. Han sidder der endnu, den gamle. I det samme sofahjørne. Med fjernbetjeningen i hånden. Jeg vil gemme mig bag dørkarmen, men han har set mig. Han tror jeg er hushjælpen. Han husker ikke hende, som kom med toget på skæve tidspunkter. Jeg vinker og griber en kost i et hjørne. Fejer lidt i køkkenet og lægger nøglen på bordet.

skiftesporene hviner
- togbilletten
er mit bogmærke