velbekomme

Så står jeg der Gudhjælpemig igen: med hatten i hånden og hovedet på skrå. Smiler og tier og falder i ét med porcelæns-stels-idyl og hverdagsanekdoter. Og jeg venter og venter på alt andet end sildebord, familialbum-minder og genkendelige grin, der for længst er udtjente, gentaget som de er til hudløshed.
Med armslængdeafstand og tusinder af splintrede ruder imellem mig og dem, mærker jeg stadig dét, jeg engang var parat til at dø for. Jeg ved, det er en ulige kamp, og jeg ved, at dysten er blæst af uden vinder.
Jeg ved at kærligheden ligger dér på bordet et sted. Pakket ind i hjemmesyltede rødbeder og nænsomt dekoreret konfekt. Jeg ser tydeligt ømheden trods metertyk ironi og jeg véd, at jeg ikke mere kan afsky. Kun elske og håbe. På en flygtig berøring.
Med hatten i hånden og hovedet på skrå, smiler jeg. Uden antydningen af håb om, at hatten vil blive fyldt eller smilet gengældt.
Jeg smiler og tier. Er ikke længere vred.
Spiser en hjemmesyltet rødbede og går hjem.