Min pludselige succes hos kvinder

Jeg har i længere tid været på usædvanlig god bølgelængde med kvinder, hvilket undrer mig meget eftersom jeg som ung og barn var elendig til at snakke med det modsatte køn. Når man er vokset op i en familie af drenge mangler man ganske enkelt et sprog for flirt, og snak og samtale ved skovsø. Men i sidste uge skete der pludselig det magiske at jeg blev smilet til af en ca. 50 årig dame i føtex. Det var en stor sejr syntes jeg. Jeg så ned af mig selv, men fandt ikke noget særligt tøj, jeg lignede mig selv. Stor var derfor osse min forbløffelse da jeg dagen efter blevet smilet til ikke af en men af 2, 45 årige kvinder. Den ene i Rulle-forretningen nede på hjørnet, den anden i Berners Bedemandsforretning, hvor jeg var inde for at snuse til døden, og løfte urner som jeg plejer.
Dagen efter da var sidste torsdag blevet der ringet på min gadedør, udenfor stod der 4 jævnaldrende kvinder, som ganske vist solgte vagttårnet, men som ellers forekom mere end interesserede i mig. Jeg så da osse ned af mig selv, men så ikke andet end en fuld mave. I den kommende tid kunne jeg knapt drikke min morgenkaffe før der sad en 4-5-6 smukke kvinder ved bordet omkring mig. Jeg fandt at tiden var moden til at forsøge mig med et hej. Hej sagde jeg. Hej var det jeg fik tilbage. Uden at gå i detaljer gik det nu slag i slag. Jeg blev gift med den ene, det var fredag, jeg blev skilt igen det var søndag, jeg kaldte mig Rick Wallenberg og var dekadent blond hentehåret mandag, det var i går. Og idag vågnede jeg så med 14 døde konkubiner, og 15 virkelig elskede damer i min seng. Nede i køkkenet hang der yderligere 55 letpåklædte i spindelvævet i loftet, mens resten fes rundt og ville ud af det samme lille hul under døren. Behøver jeg sige mere. Jeg har bedraget mig selv, troede jeg endelig var blevet flot, og sanselig, rank og dyb. En diamant af en mand. En klode af værdighed og egne meninger. Men jeg var naturligvis hele tiden den samme. Kvinderne der imod var kun midlertidige uansvarlige lyn kopier, det forklarer osse deres insektagtige kys, og deres pludselige og impulsive kommen og gåen. Deres hang til sportplakater og stærkt farvet bestik. Enkelte overnattede med røde plastikskeer mellem deres bryster. Andre holdt mig vågen og insisterede på romantisk bearbejdning, gerne med indlagt sukkerpointe. Hvad er mine øjne mand? De er blå og søde svarer jeg. Ja søde ler de. Men hvor søde!? Som sukker en hel kontainer fuld af sukker. Hvad for sukker?! stødt melis? Hold nu kæft...Jamen så huggesukker da!? ja. Huggesukker? Ja. Isbjerge af huggesukker, der kælver som en bræ og tvinger havet med dens salt ned i mørket. Årh ja mand. Bzzz. Svirrekvinder kalder jeg dem nu. Født i ekstrem varme i pink og sorte kvindekukoner i baglokalet på Korsør centralbodega, til et døgn eller 2 med absolut jazzet stemning og Zansibarsk sitren. Netop nu er varmen på sit højeste. Husene er fulde af aftryk af kvinder der vil ind. Ruderne umulige at se ud af for læbestift og kys. Jeg behøver kun at gå ned af hovedgaden så har jeg selskab igen. I håret, på ryggen, langs mit ar, under ordene, inde i huden, Behøver jeg sige jeg fylder mig med lykkepiller, og kreolsk spicy medicin, så jeg når regnen kommer vedbliver med at ha højtryk i mit sind. Lalandia og opvask my ass. Lets Party.