Obduktion. Del 2.

Du og din familie får en plads i berømmelsens spot, changerende mellem glemslens skygge og gloriens lys.

Storcenteret er din katedral. Din barnerøst skrålende falsk, skrigende til himlen, besat af elektriske hjerter og plastguirlander. Under betonloftets hvælving stråler en stjerne. Du får magten til evig tid at klinge skingert og stadigt højere, i trods mod enhver god tone. 

I baggrunden, endnu en scene, et par trappetrin op til podiet, beklædt med kunstigt græs. Her er anbragt et lille træskur af hvide lister, bygget som kulisse for en bod med brændte mandler. På skærmene rundt om looper den samme filmstump i en uendelighed, et ekko af shoppingsøndage sat på repeat. 

Senere kårer vi dig som den ultimative freak, fremstiller dig i et genskær fra de hundrede år gamle gaslamper, der lyste på muskuløse dværge, trebenede mænd og siamesiske tvillinger side om side med sexede barnekvinder i omrejsende shows til skrækblandet fryd for ethvert publikum, altædende såvel som kræsent. Ræk mig lige de brændte mandler. Vi får brug for kasteskyts.

Tabloidpressen fødte og genføder dig millioner af liv i en evig genopstandelse som påklædningsdukke i glittet papir. Din skønheds vrangside er en collage af regninger fra dyre klinikker, varedeklarationer, falmede fotos af mors ungdom, snavsede renseservietter og obduktionsrapporter. En dag er du slidt, flosset og revet itu. Dit minde blandes op i hjernegrødens grå papmachemasse.

Indtil da: Kald det et smil, hvad det end er. Lad det flyde let, klukkende. De skal se det hærde og stivne. Vis tænder af verden. Du skal vise dem.