lørdag den 19. juli 2008

Besøg

Hun har i årevis foretaget sig nøjagtigt det samme dag efter dag. Således også denne mandag. Udenfor regner det. Indenfor ligger aviserne fra weekenden urørte på måtten. Endnu en dag hvor gardinerne ikke har været trukket fra, så man nu sidst på eftermiddagen knapt bemærker, at skumringen har overtaget. Tiden har ligesom mistet sin betydning her i stuen. Morgen, formiddag, middag eller aften. Alt synes dunkelgråt.


Hun ligger i stuen på den slidte metalseng med tæpper tilfældigt fordelt over den spinkle krop. Hun trækker vejret dybt – næsten hivende . Øjnene er lukket og kun øjenlågenes sitren vidner om, at hun er i live. Næsten afslørende. Fjernsynet fungerer som eneste belysning denne tidlige aften. Skærmens blålige genskin farver stuen. Hun sover.


Først da pausetonens vedvarende hylen fylder rummet, sætter hun sig forvirret op. Rækker ud efter fjernbetjeningen og slukker for apparatet. Hun slænger det ene ben ud over sengens metalkant og skutter sig en anelse, da et stykke blottet hud møder det kolde metal. Hun sidder lidt. Ikke vågen. Ikke sovende.


Hun går ud i køkkenet, står et øjeblik ubeslutsom, så fylder hun elkedlen med vand. Åbner lågen til skabet over komfuret, og tager – først én – dernæst endnu en kop ud og stiller på køkkenbordets melerede plade. Dåsen med pulverkaffe bliver hentet frem: Fire skefulde i hver kop. Præcis. Da vandet spilkoger lyder det karakteristiske klik fra afbryderen. Hun hælder vand i kopperne. Trækker hastigt hånden lidt til sig, da dampen fra kedlen rammer hendes hånd. Hun ømmer sig kort.


Smør, syltetøj og en brødkniv. Nøjagtig som alle de andre dage. Hun stiller bakken på sofabordet og lader sig endelig falde på plads i den umage sofa. Hun ser lille ud, som hun sidder der, kun iført en tynd t-shirt i den stormønstrede sofa. Lyden af hendes hæse vejrtækning er den enste lyd i rummet. Hun stryger en tændstik og tænder en cigaret. Nummer nitten i dag.
Hun når kun at tage to hvæs, så drejer hun pludselig overkroppen, som reagerer hun på en lyd. Rejser sig og går ud til entredøren.


Hun åbner forsigtigt døren til trappeopgangen, og lyser op i et smil. Åbner en anelse mere, så der bliver plads til at passere ind i den smalle entre. Hun går ind i stuen, tøver så et sekund førend hun hvisker noget, som ingen hører i den tomme lejlighed. Peger istedet på bakken med kopperne. Værsågod. Hun virker lidt befippet, benene tripper uroligt under bordet og hendes åndedræt virker hektisk. Hun stryger umærkeligt en hånd gennem det uredte hår og er tydeligvis uvant med situationen. Sætter sig så endelig i sofaen igen, hvor den nu lunkne kaffe, står på bordet. Hun griber om koppen og spilder en anelse på bordet. Hurtigt og uden tøven trækker hun en t-shirt af sin spinkle overkrop og tørrer den spildte kaffe af bordpladen. Altsammen lidt hektisk, som håber hun at ingen bemærker optrinnet. Hun er nu kun iklædt trusser, og det er tydeligt at hun fryser. Brystvorterne trækker sig sammen som knuder og hendes arme er dækket af gåsehud.


Hun rejser sig for at at trække trøjen over hovedet igen. Står stille et øjeblik og sætter sig så pludseligt med den plettede t-shirt knuget mellem hænderne. Ser ned. Lyden af hendes hvæsende åndedræt afbrydes af naboens trin på trappen. Den sagte lyde synes at forskrække hende. Hun ser sig lidt forvirret omkring, men falder til ro, da hendes øjne falder på en fyldt kop på bakken. ”Gudskelov”, mumler hun lavt. Går ud i køkkenet for at fylde sin egen kop igen. Først pulveret. Fire teskefulde. Så det kogende vand. Den sydende lyd, da pulver og vand blandes. Ellers stilhed.


Hun går tilbage til sofaen. Sætter sig. Løfter så koppen og nikker over bordet. Byder af brødet og smiler indforstået, da kurven kommer urørt tilbage.

Ingen kommentarer: