Format

Drypstenskategorisk vendes tomlen nedad og næsen i sky, der samles sten undervejs, similibrosten så potent smukke, så rasende forførende, at man blændes, blindes, blottes for fornemmelser for sne og andet godtfolk.

Kompasset farer kviksølvsdopet afsted i debile cirkler på jagt efter retning, efter mål og med, ramt af polarforstyrret stress.

Her er koldt selv langt fra toppen, al snak om udsigt og indsigt drukner i frostånde, det er jo bare sne på en tinde for helvede, hvilken visdom ligger der i dét?

Foruden kulden, den altomfavnende kulde og nå ja ensomheden, døde lemmer og en horisontlinie så fandens langstrakt, at tabloidformatet ikke dækker og historien således går tabt