Liva

Sommetider er hun tavs i dagevis. Ser ned, når hun går på gaden og hilser ikke på damen bag disken. Hun er ikke uvenlig. Afviser ikke, men viser heller ikke. Noget eller nogenting. En særlige aura af trods og skrøbelighed. På en gang: Bliv fra mig og Luk mig ind. Hun går meget. Ses altid i kvarteret med sin rygsæk og de brune støvler af læder. Ikke hvileløst vandrende, men alligevel uden egentligt mål. Andet end bevægelsen. Væk fra, ind i og bare omkring. Virker sært koncentreret. Som om hun er undervejs og har tid tilovers. Til at sætte på plads. Ordne og rubricere.

Andre gange er hun tilstede. Med sine kaldende smil og et ansigt af ja´er. Hun går på vandende, skrider rask forbi . På omdrejningshøjde med verden. I live og levende. Man bliver næsten bange for, at hun vælter. Hun råder og regerer, køber garn og papirblokke og en haverive. Kommenterer glad kioskdamens nye hårfarve og lader cyklisterne køre forbi fodgængerfeltet med en generøs håndbevægelse og et grin. Før hun selv går over vejen og efterlader butikstorvet med en em af hastighed.
Huuuuj.... Og så er det forbi.

Hjemme er hun i tvivl. Leder efter bøgerne fra biblioteket. Og lader dem ligge efter at have have fundet dem. Rejser sig så og vrider karkluden op. Tørrer køkkenbordet af og tømmer opvaskemaskinen. Sætter sig lidt og ser sig omkring. Går hen og åbner altandøren og lader gadens lyde slippe ind. Rummet fyldes af en befriende støj og hun falder en anelse til ro. Næsten som at være der selv. På gaden. Blandt menneskene. I slipstrømmen af nyheder og slagere og forpustede børn. En mor i løb efter bussen.
Kun sjældent ser hun ud af vinduet. Lydene i sig selv er nok.