selvom en formiddag i juli med dig
er som et digt uden titel
som et moderløst savn
og et digt med en titel
er som en slave af sit navn
som et bæger rent og fint
uden noget i
og et digt til din pris
for nuværende umuligt
kan betegnes med ord
har jeg givet ordene navn efter dig
dog selvom jeg er en skriver
bryder jeg mig egentlig ikke om ord
og slet ikke om titler
men i dag studsede jeg over et
nemlig ufornuft
ufornuft er et dejligt ord
for kun mangel på fornuft kan elske
kun mangel på fornuft kan give kærtegn
og modtage kærtegn
ja kun mangel på fornuft
kan give et kys på kinden
for med munden taler man
og med munden giver man kys
og modsiger dermed sig selv
for alt hvad man siger
alt hvad man ikke siger
og alt hvad man tænker
vil aldrig kunne fylde det bæger
der flyder over af tanker
finere end hvad kraniet kan sigte
og ramme rent
bare af et ufornuftigt kys på kinden
ufornuft er et dejligt ord
elskov er yderst ufornuftig
for så vidt livet er ufornuftigt
og elskov skaber liv
der er ufornuftigt
og for øvrigt er elskov altid ufornuftig
for ikke at sige at det er
indbegrebet af ufornuft
ja ufornuft er et dejligt ord
men du er dejligere endnu
for du er kød og blod
det forunderlige skød
der bærer navnet Sophie
og de bryster der dier det
som for digtet uden titel
for det moderløse savn
om jeg så turde sige
er mere end blot et navn
men er som alle moderløse savns moder
i hvert fald denne formiddag i juli
der som alle skærsommerdage
gennem kærlighedens historie
som den skrives af Gud
uformulerbar i ord
aldrig bare nogenlunde passende
på tilpas ufornuftig vis
som talløse gange før
gennem kærlighedens historie
kunne navngives smukkere
end med dit navn
kærlig hilsen mig.
onsdag den 16. juli 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar