Man er her, fordi man ikke kan andet.
Eller.
Man lærer at tilværelsen ikke kan sættes på formel, så man formulerer i stedet. En tilværelse eller et forsøg på en sådan. Famler efter et liv. Måske en drøm. Man formulerer en længsel, der ikke kan begribes men alene gribes. I et nu. Eller slet ikke. Så man griber bare. Ud. I blinde.
Imens taler man om alt muligt andet. Man taler udenom. Indenom. Indeni. For at nærme sig. Det tavse orkanøje. Dér, hvor længslen lever sit eget liv. Hvor sproget kun mærkes, som en ånde i nakken.
Så prøver man stilheden. Fortættet beytdning. Dér hvor sproget ophører, for at give plads. Til væren. Og ikke-væren. Nær-væren. Man tier.
Nær ved men langt fra nok, sander man, at ord er ét og sprog noget andet.
Så nærmer man sig tavst. Stormen efter stilheden.
mandag den 21. juli 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hej Louise
Der er flere af dine tekster, der har fået et nummer. Er der ettere til to'erne? For jeg har siddet og ledt forgæves...
Kun på min egen blog og i bunkerne på bordet, findes etterne. Men da jeg er vanvittig ustruktureret har jeg intet overblik over hvad jeg har publiceret tidligere og hvor...så for at sikre mig gir´ jeg de tekster, jeg mener at have skrevet en forløber for, et nummer.
Lige pludselig en dag, bliver jeg superstruktureret, finder overblik og systematiserer mine tekster. ( hahaha...not!)
Indtil da kommer der af og til et nummer der hverken peger frem eller tilbage.
Men tak fordi du spørger. Og fordi du gider at lede ;-)
Send en kommentar