VindFang

*
Og midt imellem at være Til og være Fra standser hun. I vindfanget. Et lille koldt lokale med stenbeklædt gulv og kridhvide vægge. Hér hvor kulden slår rod og beskytter resten af huset mod træk og udenforhed. Hun elsker dette rum, denne lille pause før man træder ind til alt det andet og alle de andre. Det er her hun griber sig selv, før hun gribes af eller griber. Dem. De andre. Det andet. En oase hvor man trækker ind, trækker fra og lægger til. Så tingene – et kort øjeblik – går op.

Her i Vindfanget er der ikke noget hvorfor, ikke noget hvorhen, nej her er hun tilstede. I frit fald. En væren uden tyngde - hun svæver, men ikke i et tomrum, nej snarere i en fortættet midte af noget frit.

Her er der ingen ord, men alt det lige før ordene. Det lille stik bag øjet, et værende Forbi. En krop der ikke kaster skygge, men samler skygge, kaster lys og drømmer tegn. Her i Vindfanget er selv inderligheden hudløs og begæret så langt mere sanseligt end noget andetsteds, ikke større eller mindre men mere fortættet, sammentrukket. Implosivt. Her trækker hun vejret så dybt, at det ikke finder ånde, men dirrer i kroppen og vidner om noget der kommer. Eller kunne komme. Hvis. Hvis ikke.

Her i vindefanget står hun og er så uendelig meget mere. End. Sig selv.