Ind i labyrinten

Grisen går ind i labyrinten og tisser på en grøn gren, der springer op og forstår det hele. Er det ikke besynderligt som visse væsener ligner deres ophav, hvordan de læner sig op ad noget velkendt; men vi behøver da ikke hver gang begynde med at ligne os selv hver eneste morgen, en gang imellem kan vi blot skylde nogle andre og stjæle deres personlighed, og langsomt bygge os op til noget mere enestående, noget der ikke er set før i vores egne øjne når vi kigger i spejlet.
Så grisen går ind i labyrinten og ser en rød gren med æbler på; den kan ikke nå dem, og det var ærgerligt, så er de sure; men betyder det at alt er forgæves, og at man lige så godt kan lægge sig ned og forbløde, selvfølgelig ikke, der er altid en vej ud, det skal ikke skille os ad, det kan vi ikke være bekendt at forandre.
Så grisen går ind i labyrinten og læner sig op ad en anden gris, der ser på en gren der blomstrer med mandelblomstrer. Og nu ved vi snart ikke hvad vi skal tro og mene; er der en duft gemt som vi ikke har adgang til, eller er det noget vedvarende og forbigående som vi ikke kender eller forstår.
Det skal vise sig snart, for nu går grisen fra før ind i den samme labyrint, som den ikke genkender, og ser en ny gren på et andet træ, som ikke ligner tilsvarende, for der er små griseunger der hænger ned. Den er tungt lastet, grenen, så den næsten knækker; og nu giver det et lille gib i os, mens vi tænker og overvejer, for ligner det ikke et eller andet fra vores eget liv; et tidspunkt hvor der var en forbindelse til noget større.
Derfor går grisen ind i labyrinten og vender og drejer sig, men vokser sig større og sidder fast; og hvad skal den gøre, den kigger den vej den kan, og ser en gren der vokser for øjnene af den, og der er mangofrugter på grenen, og frugterne ser så appetitlige ud at grisen dør af sult, fordi den ikke kan nå dem.
Og på tilsvarende måde vil det gå de mennesker der sidder fast i deres eget liv, eller i en sporvogn fra en fjern tid hvor fjernsynet var endnu fjernere, og ingen havde fjernet fornemmelsen af at leve i en glemt og vedholdende tid uden moderne bekvemmeligheder og bådflygtninge.