Elastik

Fortiden er så fremmed
når man ser på billeder
af sig selv og de smil
man havde grund til at smile
der

så fremmed
når man kigger på de andre
personer på billederne
og husker de ting de havde
grund til at sige dengang

så fremmed
når man forsøger at tale
om den, og opdager at man
har stivelse i stemmen og
slet ikke kan sige noget ægte nok

og de trækker tyngden med sig
de år der ligger bagude
for der bliver flere og flere af dem
og mindre og mindre tid at se
frem til

alt bliver så fremmed
til sidst
at selv nu
er en man ikke vil have stirrer
på en, når man går forbi
på gaden