Dukkens afsked

”Kom, lad os gå herind”. Jeg tog barnet med kapokhovedet ved hånden og forsøgte at indgyde det en smule fortrøstning, men det er ikke til at sige, hvad der foregår inde i sådan et hoved, der er fyldt af tørrede plantedele og er en del større, end hoveder almindeligvis er. Desuden var de påsyede brune knapper, der skulle gøre det ud for øjne, svære at aflæse for følelser. Sådan er det med knapper, de kan ikke afspejle sjælen og følelserne, sådan som menneskeøjne kan og modsat hundes, der altid spejler ejerens følelser. Desuden er brune øjne ikke sådan til at kigge dybt i. Det ved jeg fra mig selv. Når jeg i spejlet kigger mig selv i øjnene, aner jeg ikke, hvad jeg tænker eller føler. Så er jeg en fremmed. Barnet anstrengte sig for at løfte det lettere deforme hoved og kigge på mig, og jeg kunne fornemme, at det var lettere rådvildt. Øjnene kunne vist ikke se tydeligt, og barnet orienterede sig mere efter min stemme end efter min skikkelse, som sikkert ikke har været tydelig, idet der nede i gangen under det store gamle hus, hvor vi stod, herskede et dovent og fugtigt halvmørke. Jeg trykkede håndtaget på døren ned, og hele mekanismen inde i døren skreg som af smerte. Jeg forestiller mig, at det er sådan, det føles, når man skal have gang i gigtplagede led om morgenen. Barnet stod stille med den anden hånd ned langs siden og afventede med et slagtedyrs fornemmelse for det uafvendelige i situationen, hvad der skulle ske. Det sagde ingenting. Det ville fremdeles også være svært med den påsyede mund af grov uldtråd, en sikkert venlig hånd havde forsynet den med; måske i et forsøg på at få dukken eller barnet – eller hvad det nu var – til at fremstå så at sige mere menneske-ligt Vi trådte ind i rummet, der viste sig at være en slags forhal; et ankomst- og afgangsværelse, det også havde været i brug som fadebur. Der var temmelig mørkt, og jeg brækkede en planke af en palle og fik trods mine ringe spejderevner ild i den, så den kunne bruges som fakkel. I bunden af rummet gik en stentrappe nedad, og et svagt koldt lys, sådan lidt grønligt i det, kom op fra hullet. Vi gik helt hen til kanten af trappen og stod lidt for at vænne os til lyset. (Det var nok kun mig, der skulle vænne mig; barnet eller dukken, formodede jeg, så ingenting). Efter et halvt minuts tid begyndte vi at høre lyde. Det var lyde af mange legemer i bevægelse, legemer som efter lyden at dømme måtte være iklædte tøj af groft stof og lyden af pakket strå og træ henover sten. Der var samtidig en vis mumlen, og af og til dukket et næsten kendeligt ord op. Barnet eller dukken (eller hvad det nu var) begyndte at ryste en smule, eller dirre, men det var ikke af skræk, snarere fornemmede jeg i kapokken, der hist og her stak ud gennem tøjet, og som tillod en vis berøring, at der var tale om et stort savn, der langt om længe stod foran en forløsning. Nu løftede det hovedet, og de brune knapper – tro mig, jeg så det – havde et dybt spørgende og ”Må jeg ikke nok”-udtryk samtidig med, at jeg kunne skimte noget, der skulle gøre det ud for tårer i hullerne, hvor tråden gik gennem knappen. Jeg havde sært nok knyttet mig til denne klump af stof og planterester, men jeg indså, at jeg ikke rigtig havde noget at tilbyde, som kunne gøre det ud for en rimelig tilværelse, så jeg nikkede og sagde: ”Så gå da. Tag hjem. Dine forældre og søskende venter”. Dukken – eller barnet – klemte min hånd med et vemodigt klem, og jeg hørte en stemme i mit hoved, som ikke var min egen, hviske ”Tak”. Så begyndte den først at gå prøvende ned ad trappen, derefter løb den og til sidst kastede den sig med et glædesskrig i armene på fire-fem større og mindre figurer af samme slags, der stod i forgrunden af en anselig mængde af de menneskeefterligninger, vi giver vore børn at lege med, og jeg er sikker på, at jeg hørte både ”Mor”, ”Far”, ”Eskild”, ”Anna” og en masse andre navne.