tirsdag den 5. august 2008
Ritualet
Jeg tog tyren ved hornene, hvilket man havde gjort sig stor umage med at fortælle mig, var den eneste rigtige, den eneste ordentlige, metode. Der var (givetvis) mindre rigtige metoder, som kunne anvendes, så som f.eks. at løbe foran tyren og håbe, at den faldt død om af udmattelse, inden man selv gjorde det – hvilket er den mest udbredte metode, så vidt jeg er orienteret, men ingen havde endnu vundet på den måde – eller helt lade være med at befinde sig i samme arena som tyren, men da kunne det hænde, at den, bogstavelig talt, kom bag på én eller tog en på sengen, for man kunne ikke befinde sig udenfor. Af uvisse årsager. Jeg for mit vedkommende undrede mig over, nogen ville være så rent ud sagt dumdristige, at tage deres seng med i en tyrefægterarena, men det må der jo være en og anden, der har gjort, ellers ville man næppe have nævnt det. Altså tog jeg tyren ved hornene, da den kom mod mig. Jeg havde set det forsøgt mange gange før, da det var en skik, en manddomsprøve, som også gjaldt for kvinder, eller et ritual der skulle markere overgangen til voksenalderen, og hver gang havde jeg set, hvad de andre, der ikke var succesfulde i tyrekampen, gjorde galt, og hvad jeg eventuelt skulle gøre bedre, når det blev min tur. Og jeg øvede mig, så godt jeg nu kunne, uden at have adgang til en tyr, so to speak. Kampen var en uomgængelig del af livet. Konfrontationen ligeså, og en konfrontationen i dette mit store øjeblik var uundgåelig i og med, at tyren og jeg befandt os i samme tid og på samme sted, og begge – både tiden og stedet – var nogenlunde velafgrænsede, tiden i forhold til evigheden, stedet i forhold til f.eks. kloden, og al kulturel og menneskelig vanetænkning betød, at en sådan situation ikke kunne findes, uden at konfrontationen ville opstå. Der var noget sært lukket over det hele. Det har vist også noget at gøre med en oldgammel modsætning mellem menneske og tyr, eller mand og tyr, noget man vil kunne finde eksempler på rundt omkring i forskellige kulturer. Hvem véd? Nogen havde et sted i tidernes gry - hvor man ikke ser helt klart – fundet på, at mennesket skulle besejre et så vældigt ureflekteret muskelbundt som en tyr, og at en eventuel sejr ville være fantastisk, selvom den oftest blev tyrens. Én af os måtte forlade tiden og stedet - som i dette tilfælde var onsdagen og tyrefægterarenaen – anden mulighed var ikke med den hidtidige erfaring og fastlagte viden og ditto overlevering til at se. Jeg greb hornene, idet dyret kom galoperende med sænket hoved for at spidde mig, men den gjorde et voldsomt kast med sin tyrenakke og smed mig op mod den jublende folkemængde, der med fine hatte og løse blomster og navnløse mængder af kropsbårne hjælpemidler og proteser af både mekanisk og elektronisk art tiljublede tyren, for dén var det, som gennem årene havde været årsag til den uhyrlige mængde af skader, de hver især havde pådraget sig. ”Heja, tyr”, ”Viva el toro” og ”Hejsan tjur” råbte enhver på sit tungemål, og jeg fandt det mildest talt en anelse nedtrykkende og var vist temmelig skuffet over mine medmennesker. På den ene side forstod jeg dem godt. De var ikke trygge ved mennesker, der ikke som dem selv var sårede og handicappede, men fungerede efter hensigten. Man så ikke med velvilje på dem, der ikke var, som folk var flest, og det kunne jeg sådan set godt forstå, men jeg havde samtidig haft det forfængelige håb, at jeg med min unge fysik ville kunne gøre det af med tyren, så vi kunne få sat en stopper for dette cirkus. Once and for all, om jeg må be’. Jeg havde så at sige ofret mig selv, syntes jeg, men ak, jeg havde også samtidig overvurderet mine egne evner og mængdens trang til at hylde andet end det sårede og knapt fungerende som normalen. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, at være helt alene i min ynkværdige flyvetur, og jeg nåede at gøre mig lynhurtige forestillinger om, hvilke lidelser jeg selv kunne andrage mig. I flugten over mængden, så kort den end varede, blev jeg grebet af alle mulige frygtelige syner, der indvendigt kastede mig rundt, som tyren kastede med min udvendige del, men samtidig vaktes en besynderlig ro og fortrøstning i mig, da jeg erkendte, hvor langt den moderne hjælpemiddelkonstruktion var nået. Mine sanser må have fungeret med adrenalinets hast, for jeg opfattede langt mere og tænkte langt videre, end jeg havde gjort i mit hidtidige liv, hvor min mest intense erfaring med netop adrenalin var, når en fodboldkamp på tv ikke fik den ønskede udvikling til fordel for mit hold, og kort før jeg landede, nåede jeg at se efter tyren, og da var det, jeg opdagede, at det var selveste Guldkalven.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar