Dværgpincher

Da jeg endelig var færdig på klinikken, trådte jeg ud på en gade med udelukkende hvide huse. Det er et sjældent syn på disse breddegrader, hvor nok så meget fortaber sig i musegråt store dele af året, og jeg vidste med mig selv, at en sådan gade ikke fandtes i den by, jeg formode, jeg levede i. Der var intet liv på gaden og alle vinduer var blændede med skodder. Jeg kiggede til begge sider op og ned ad gaden, men den var død og det var i og for sig ikke bemærkelsesværdigt, men det var derimod fornemmelsen af tomhed; tilsyneladende ubeboede bygninger, ubrugt gade og en iøjnefaldende mangel på reklamer, plakater og graffiti – og affald. Det sidste er noget, vi ellers er kendte for ude i verden. Jeg vendte mig om for at gå ind igen, men døren var væk. Jeg besluttede mig at gå til højre ad gaden, der havde retning mod bjergene, som for den sags skyld heller ikke burde være der, men deres tilstedeværelse var uomtvistelig. Jeg håbede på, at gaden krydsedes af andre gader, og byen ligesom ville åbne sig, men efter en kilometers gang eller så, var der en skrigende blå dør i den hvide mur, der ellers havde forekommet massiv og ugennemtrængelig. I døren, som var af jern, var der en lille glasrude på størrelse ed et A5 ark med indlagt ståltråd og en ganske lille dørhammer, som ikke så ud til at kunne banke noget som helst op. Men jeg holdt mig ikke tilbage for at prøve, og efter et par forsøg hørte jeg da også slæbende skridt nærme sig på den anden side. Der gik en rum tid. Enten var huset bag døren meget stort, eller også var den person, der var på vej, langsomt gående. Det viste sig at være det sidste, der var tilfældet. Et besynderligt ansigt dukkede op bag trådruden og kiggede med sløve øjne på mig, som havde jeg vækket vedkommende af en dyb søvn eller en søvn, der blev sovet, fordi der ikke var andet at foretage sig. Manden – jeg gik jeg ud fra, at det ansigtet tilhørte en mand – spurgte mig om mit ærinde, og da jeg ikke havde hørt denne formulering i meget lang tid og da slet ikke i denne virkelighed, men kun i gamle film og genopførte teaterstykker, måtte jeg et øjeblik lede efter ordene, men jeg fik da svaret, før hans opmærksomhed atter veg, at jeg gerne ville låne en telefon og et toilet, hvis det ellers kunne lade sig gøre. ”S’gerne, Herrrr”, svarede han med ’r’erne liggende dybt i halsen. Jeg hørte 6 låse og slåer blive åbnede og slået fra og døren blev åbnet langsomt. Da jeg trådte ind mistede jeg for et kort øjeblik orienteringen på grund af den store kontrast i lyset. Indenfor var der ganske dunkelt, og luften var meget gammel, så gammel, at jeg umiddelbart, samtidig med desorienteringen forårsaget af overgangen fra lys til halvmørke, måtte snappe efter vejret. Det forekom mig, at der var temmelig langt mellem iltmolekylerne, og jeg gispede som en fisk på land. Men en stærk hånd greb mig i kraven, og jeg blev løftet op og båret, som en hvalp, der skal ”ud og luftes”, før den forretter sin nødtørft på gulvet. Ganske rigtigt. Jeg så mig over skulderen, idet jeg umiddelbart ikke kunne forene ansigtet fra ruden med denne styrke, men dér gik den underligste skabning af en mandsperson og holdt mig i udstrakt arm. Han må have været mindst 3 meter høj, og det var vel grunden til, at han havde haft et vist besvær med at kigge ud. Han slæbte på det ene ben og hans ansigt så ud som, han havde levet mange hundrede år. Han bar mig en lang vej gennem tomme produktionshaller og lange korridorer med kontorer på hver side, hvor der sad skrivere, bogholdere, notarer, overbogholdere og overnotarer og skrev uden at se op. De lod til at være fuldt opslugte af arbejdet, hvilket jo til tider kan være en ren fryd at betragte. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad det drejede sig om, da jeg, at dømme fra de tomme haller, gik ud fra, naiv, som jeg er, at her ikke fandt nogen produktion sted. Jeg dinglede i min krave og spurgte den bærende om, hvad det var, de sad og skrev, alle disse mennesker, der for øvrigt så meget almindelige ud; næsten for almindelige. ”Bureaukratiet i forbindelse med Selskabets produktion er meget omfattende. Ligeledes kræves det af myndighederne, at al dokumentation skrives i hånden med enten gåsefjerspenne eller disse nymodens af metal. Således vil de have det, og vi sætter en ære i, at efterkomme myndighedernes ønske”. ”Men hvad så med det moderne tekstbehandlingsmaskinel? De har vel skrivemaskiner eller måske endog computere?”, forsøgte jeg. Manden sukkede som havde jeg spurgt om noget, han var blevet træt af at svare på. Vi kom til en dobbeltdør af glas, der lukkede op til en have af anseelig størrelse og alder efter træerne at dømme, og dér blev jeg sat ned, og den høje trætte mand pegede tavs på plænen i midten. Den var opdelt af buske med mange blomster, som jeg ikke kendte, men som jeg var sikker på ikke fandtes i det land, jeg normalt befandt mig i, og som jeg ikke var mig bevidst, at jeg havde forladt. Jeg gik om bag én af dem og lettede mig. Da jeg ville ind igen, var dørene låst og jeg bankede atter på for at tilkalde mig opmærksomhed. Manden havde stået lige indenfor i skyggen og trådte et skridt frem, men vinkede sådan ”Næ, nej” med en løftet og ret lang pegefinger foran ansigtet, derpå pegede han hen mod det fjerneste hjørne af haven, hvor der stod en stige, der gik op til bygningens flade tage 4 etager oppe. Så viftede han med hånden som for at sige: ”Kom så af sted, lille hund”. Jeg stak min hale ind mellem bagbenene og lagde ørene tilbage, blottede tænder og tandkød i en dyb snerren, men det gjorde vist ikke stort indtryk på ham, som han stod der i sikkerhed bag glasset og noget højere, end jeg huskede. Han kunne sagtens, kunne han. Han må da vide, hvor svært dværgpinchere har ved at klatre på stiger.