Betonhesten

Yderst på molen stod, af uransaglige grunde, en gigantisk statue af en hest. Placeringen var højst besynderlig og statuen ikke særlig velgjort. Den var ikke gjort i marmor, sandsten, bronze eller nogen af de andre traditionelle materialer men af beton, som det meste af byggeriet på det lille havneområde; beton og rustent jern, der sine steder trak ud gennem betonen, som svedte hesten blod. Det var et drabeligt syn; eller kunne have været det, hvis det ikke var for hestens klodsede udtryk. Der var ingen tradition for heste i byen, som altid havde været en fiskerby, ikke for andre end dem, man i sin tid brugte til at hive fiskerbåde og større skibe op på stranden med, men det var længe siden. Nu var her en havn, og havnen var tom, for fiskeriet var stort set dødt. Fiskekvoter og almindelig udvandring betød, at der kun var et par fritidsfiskere tilbage, og de var et godt stykke over de 60 år. Havnen var blevet til i 50’erne, og dengang var der godt gang i byen, men det var længe siden. Dengang var beton et materiale, der varslede moderne tider, men kønt var det ikke. Der var ikke noget miljø på havnen, men den var effektiv, så længe det varede. En af byens originaler havde under byggeriet vundet et par læs beton i kortspil, og havde lavet hesten i én af de større haller og havde sat den op, uden at man bagefter havde kunnet få taget sig sammen til at fjerne den, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale for det. Derfor var den blevet stående, grim som den var. Efterhånden som den almindelige velstand voksede, flyttede flere og flere af de unge mennesker til de større byer for at studere, fiskebestanden begyndte at lide under overfiskning, og fiskekvoter fik folk til at lægge op med tilskud. Havnen og hesten forfaldt uden at nogen kunne, eller ville, gøre noget det. Sådan var situationen, da en søndag morgen efter kirketid en sortklædt mand af ubestemmelig høj alder – hans uhæmmede hår- og skægvækst forplumrede aflæsningen af hans alder -, som vi ikke før havde set i byen, besteg hesten og i et par timer poserede i forskellige heroiske positurer, som man ser dem på rytterstatuer rundt omkring i verden, hvor heste har spillet en rolle i krigsførelsen. Han sagde intet de første par timer, eller den halve dag eller hvor længe, det nu varede, men fandt en stilling og blev siddende i den, til han fandt på en anden. Måske blev han bare træt. Det er immervæk noget krævende, at blive siddende i samme stilling, uden at bevæge sig. Det var en lun sommersøndag, så der var rigeligt med trafik på havnen. Folk gik tur der, og andre kom fra sommerhusene for at spise is og lugte fisk, så han havde godt med publikum. Sådan gik søndagen uden anden nævneværdig aktivitet. Han blev siddende tavs gennem den efterfølgende uge stadig afprøvende forskellige stillinger, og jeg tør bide spids på, at jeg også noterede mig små, men tydelige, ændringer i hestens stilling. Den var begyndt at bevæge sig op på bagbenene. Det så ud til, at den var begyndt at skubbe kropsvægten bagud, men det skete meget langsomt. Det er vel sin sag, at få en hest, der har stået stille så længe, tilbage i bevægelse. Den var jo heller ikke blevet yngre. Søndagen efter – også efter kirketid – begyndte den sortklædte mand at komme med lange tirader på et sprog, vi ikke forstår her på egnen. Svadaerne kom som salver af et par minutters varighed. Jeg går ud fra, at det var svadaer og formaninger og tordentale, da han fægtede med armene som en dommedagsprædikant; løftet pegefinger, der fra tid til anden pegede mod himlen, horisonten eller jorden og nogle gange i en halvcirkel. Som søndagen før var havnen pænt besøgt, men denne gang kom de også for at studere manden nærmere. En krumrygget sprogprofessor, som havde sommerhus i nærheden, oplyste mig mellem sine fugtige bap på piben om, at mandens tale foregik på oldslavisk, nytestameligt græsk, persisk, aramæisk og noget andet, som han ikke lige på stående fod og med sovsende pibe kunne høre, hvad var. Interessant, nikkede jeg. Interessant, replicerede han, og så tænkte vi ikke mere over det. Efterhånden som sommeren gik rejste hesten sig stadig mere op på bagbenene og en lille flok tilhørere, som skulle vise sig at blive tilhængere, slog sig ned omkring statuen. Der rejstes en mindre teltlejr, og man begyndte at uddele forskellige små foldere og hæfter med oversættelser af talerne og referencemateriale fra forskellige østlige kirkebøger, og med østlig mener jeg ikke Sjælland og København, men Rusland, Grækenland og Mellemøsten. Det var alt i alt meget fremmed, men slet ikke uinteressant, hvis man gik op i sådan noget. Det var der nu ikke mange fra byen, der gjorde. Teltlejrens beboere kom så godt som alle udefra, og sådan nogle har sjældent kunnet påvirke os nævneværdigt. Dog havde Hinke-Jørgen slået sig ned i lejren, for der stod åbenbart skrevet i en af bøgerne, som der refereredes til, at de halte skulle gå glidende, når de blev frelst, og Jørgen havde altid gerne villet være skøjteløber. Så han bed på og blev en del af foretagendet. Ugerne gik, og manden talte. Lejren voksede, og hesten rejste sig stadig mere, og fra tid til anden kunne man høre en svag vrinsken inde fra statuen. Desværre faldt der også stadig mere af betonen, efterhånden som hesten kom mere og mere op på bagbenene, og nogle steder kunne man se ind til armeringen i benene, som var der, hvor der var mindst materiale. Så kom den tirsdag, hvor der var blevet hængt sedler op rundt omkring i byen med annoncering af, at førstkommende søndag, igen efter kirketid, ville manden på hesten, som nu blev kaldt Pastor Joachim Bartholdy Matthæus Sergei Olsen, ville vise de vantro troens kraft, og få hesten til at løbe som en rigtig hest. Min mistanke blev bekræftet. Der var ved at ske noget med dyret af beton. I dagene inden holdt pastoren ikke sin mund, men talte i døgndrift på sit kaudervælsk, og salget af ørepropper steg, da de troende mod byens vilje havde forsynet ham med højttaleranlæg, som om han skulle råbe den højeste magt op, Ham, som kan høre elektroner snurre om sig selv. Jeg gik ned til havnen, efter at have været i kirke. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men var dog lettet ved udsigten til, at larmen snart ville høre op. Manden havde arbejdet sig op i en frenetisk tilstand, og nu talte han dansk. Han fordømte til højre og venstre, mens han udsagde lov og pris og ære til noget andet, og det var ganske uklart, hvad han fordømte, og hvad han lovpriste. Det kørte vist lidt rundt for ham. Men hen ad 14-tiden, begyndte hestens armering at give lyde fra sig, og nu kunne man se, at den bevægede sig, og sandelig om ikke den kom helt op i stejlende, selvsikker stilling med pastoren siden som en Konstantin i sejrsrus oven på den. Han råbte nu helt uforståeligt og usammenhængende, og lagde an til, at nu skulle han ride ud og besejre det onde i verden, det, som, så vidt jeg kunne høre, bestod af ishuse, karameller, børnesangbøger, farvede blyanter og en mængde andre ting og sager, hvori jeg kunne genkende enkelte begreber, fænomener og personer, som jeg personligt godt kunne undvære, men også mangt og meget - og mange -, jeg ikke kunne se noget som helst galt med, f.eks. frikadeller. Så greb han fast i hestens betonmanke, der så ud til at være blevet blød, svingede med armen over hovedet, som holdt han et svært, og råbte: ”Rid, min hest, rid!”, og hesten sparkede med forbene og satte af fra soklen, men ak, hovene på bagbenene sad stadig fast i betonen, og bagbenene var næsten reducerede til den blotte armering, så i stedet for at springe ud i luften og galoppere mod kamp og sejr, blev hesten revet over, og bagenden faldt sammen i en støvbunke. Resten af hesten faldt ned på jorden, hvor den med et skingrende vrinsk gik i mange småstykker og et par lejrens beboere kom i klemme, og pastoren selv faldt meget uheldigt ned på de strittende armeringsjern og blev gennemboret. Det var et frygteligt syn, og der var meget blod bagefter. Alt i alt var det en værre redelighed, og der var skrigen og råben og ambulancer og små børn, der græd, men da det var overstået, var vi alle enige om, at det var godt, at vi slap af med den grimme statue.