Isabell I

*
Isabell bor i byen uden kerne. Kun turisternes stadige gennemrejse giver byen en plads på kortet, mellem landbrugsklynger og tivoliforstæder. Her bor weekendfolket og her mødes de, der alle tror sig usete og gemte for hverdagens trøstesløshed. Selvom alle ser alle, er man tilsyneladende ukendt, som man pendler mellem timesharelejligheden, wellnessstudiet, klitterne og den rustikke restaurant med gourmetmenuer i lange baner.
Man er her. Alle sammen. Trækker vejret for en stund og returnerer derefter til det helvede man søgte at undslippe, men som man ikke kan undvære i længden.

Kun Isabell vender aldrig hjem. Hun er den usynlige fastboer, der ikke har base men rod. Isabell, som gemmer sig i sin spencer, traveskoene og som skjuler sig bag sin udtjente damecykel. Her hvor man kendes på sin hilsen, hilser hun aldrig. Ingen høflige nik, ingen indforståede blikke, ingen udveksling med Dem. Dem, der skulle være de andre, men som er noget andet. Noget fjernere og mere uforsoneligt.

Isabell bor der, hvor vejene ikke er farbare. Så hun må stille cyklen 200 meter fra det lille hus og trave de sidst meter med poser og lyngbuketter og brænde. Hun ser, på sine fødder når hun går gennem den uvejsomme sti til huset, og hun har ikke øje for andet end at komme indendøre, i sikkerhed, i læ. Så pakker hun ud: mælken i køleskabet ligesom pålægget og et glas cornichonner. Kartoflerne i skuffen under vasken med de øvrige grøntsager og brændekævler i den lille kurv ved brændeovnen. Så laver hun te i den skårede potte, der holder så fortrinligt på varmen. Smører en skive hjemmebagt rugbrød med sennep og sild. Sætter sig ved det runde køkkenbord og ser ud af vinduet. Hun spiser sin rundtenom og lader en slurk te glide gennem halsen.

Hun er fuldkommen gennemsigtig. Lille af statur og med kommunefarvet hår slynget op med et spænde i nakken. Hun ses ikke med nogen og kommer ikke gerne ud, andet end for at handle eller cykle sine daglige ture gennem skoven. Familie har hun ikke udover en fjern fætter i København: Ægtefællen døde allerede efter to år og deres fælles datter Inge Marie arbejder som ulandsfrivillig i Kenya på fjerde år. Et kort i ny og næ bliver det til. Som regel påtegnet et logo fra den velgørende organisaton hun er udsendt for. Et kort med nogle linier om hvordan projektet skrider frem. Hvor godt det føles at gøre en forskel. En sjov bemærkning om infrastrukturens miserable tilstand eller bussernes tilfældige kørsel. Og afslutningvis en kærlig håndsrækning til Isabell: ”Jeg savner dig mor, og håber, at du ikke er ensom”. Gerne efterfulgt af en åben invitation om at komme til Afrika eller en opfordring til at søge til en større by. En by med muligheder for at finde venner: ”Jeg vil jo så nødig, at du føler dig tilovers”

Som om Isabell ville finde venner. Som om hun ønskede at finde venner. Men Isabell vil ikke til Afrika og hun vil ikke til byen. Isabell er tilovers i andres øjne, men føler sig ikke sådan. Hun lever i sit selvvalgte eksil, fri af hensyntagen, fri af forklaringer og bortforklaringer. Fri af alt.