En lille overenskomst

I den lejlighed jeg skulle flytte ind i, da jeg rykkede ”på landet”, som man siger, stod et fint gammelt skab med glaslåger. Det glædede mig, skønt jeg sådan set allerede havde møbler nok, at være i besiddelse – eller tilsyneladende besiddelse – af sådan et fint møbel. Det var noget, der var kommet på mine ældre dage (og i netop de dage, var jeg en ældre person, end jeg er nu), det der med glæden ved ældre fine møbler. Normalt er jeg ret ligeglad med, hvad jeg har af møbler, blot de virker efter hensigten. Jeg stod lidt og beundrede det, mens flyttemændene slæbte sig pukler til mod betaling, og blev enig med mig selv om, at hvis ikke de forhenværende ejere henvendte sig, ville jeg lade som ingenting og gøre det til mit eget. I skabet stod flere fine bøger på et sprog, jeg formoder havde været de forhenværendes, det var i hvert fald ikke dansk, og de forhenværende havde da også gjort sære ting ved gulvene, som var blevet påmalet forskellige tegn og symboler, der vist hidrørte fra de gamle Zarathustra–tilhængere og noderne til indledningen til ”Also sprach Zarathustra” var skrevne på alle dørkarmenes overliggere. Jeg åbnede den ene glasdør, og tog forsigtig en bog ud for at bladre i den, men straks hoppede en lille mand af metal med omhyggeligt farvelagte klæder af persisk art ud fra bag en af de andre bøger og slog mig hårdt over fingrene med en heldigvis sløv krumsabel. Han rettede på sin fez og sagde en masse meget hurtigt på et sprog, jeg ikke fattede en døjt af, men jeg forstod dog så meget, at han ikke ville have, at jeg skulle læse endsige berøre bogen. Men det ville jeg dog ikke finde mig i. Èn ting er, at have en fremmed boende under sit tag, en anden, at denne gør sig selv til herre i huset. Det var immervæk ikke ham, der betalte huslejen. Jeg tog bogen op igen og smækkede døren i for næsen af ham. Han løb durk ind i glasset og slog sin lille næse. Så kunne han lære det, kunne han. Efterhånden har han da også lært, hvem der bestemmer her, men han prøver ustandseligt at ændre magtbalancen. Nogle gange om natten begynder han på at synge sit hjemlands vemodige sange ved en lille ild og drikke af nogle små bitte flasker, til han falder omkuld. Jeg troede, at indtagelse af alkohol var forbudt der, hvor han kom fra. Nå, så længe det finder sted i skabet, kan han vel ikke gøre skade. Imidlertid er vi kommet en smule overens, og efter hans natlige eskapader, maler jeg hans overskæg op, for det han drikker, har det med at opløse malingen. Til gengæld er han den fødte edderkoppejæger.