Parallel

Så står de ved klinten og kan næsten ikke tro deres egne øjne, så storslået men brutalt åbner himmel og hav sig for dem.

De stirrer i tavshed ud over kanten, dernæst på hinanden, og så ud over fremspringet igen.
De ser.

Hun ser havet strække sig og bag det hele en horisontlinje i det fjerne. Hun tænker ”Selv uendeligheden har en grænse”, og mærker frygten for at miste. Ham.
Han ser havet, himlen og kilometer efter kilometer af rå hede. Han tænker ”Det får aldrig ende”, og mærker frygten for at miste. Sig selv.

De vender sig om, og går sammen ned ad skrænten mod bilen, der tegner sig som en prik langt borte.

Først holder de hinanden i hånden, men må snart slippe for at holde balancen ned af den stejle skråning.

Da de når parkeringspladsen banker de skoene fri af jord, og sætter sig ind.
Han drejer nøglen og de kører tilbage fra hvor de kom.

”Sikke en storslået udsigt”, siger hun.
Han nikker.