8 haiku i svensk antologi

I marts 2010 udkom den svenske antologi Fri Haiku 2010, I piletræets skygge med bl.a. 8 haiku af mig. Fri Haiku 2010, I piletræets skygge kan bestilles her
Redaktørerne Lars Grannström, Johan Bergstad og Lars Vargö redigerer også WEB siden Fri Haiku.
Fri Haiku er et tidskift for haiku og haikuinspirerede digte på svensk. Det indeholder dog også digte på norsk, dansk og engelsk. Samt oversættelser af klassiske og moderne japanske haiku forfattere.Fri haiku samler således moderne frie fortolkninger af haiku og senryû formerne både hvad angår antallet af stavelser og kravene til indhold.

Ny polsk poesi

Ny polsk poesi
9. april 2010 - 19:30

Agnieszka Wolny-Hamkalo og Adam Zdrodowski.

Fredag d. 9. april kl. 19:30 vil Arena præsentere antologien ”Ny polsk poesi” på Forfatterskolen. De to polske digtere Agnieszka Wolny-Hamkalo og Adam Zdrodowski kommer og læser op med deres oversættere, Judyta Preis og Jørgen Monrad. Ph.d. Anna Mrozewicz fortæller (på dansk) om ny polsk litteratur. Der vil blive serveret drinks og snacks.

Der er gratis adgang.

Erfaret

Ind imellem, når jeg mindst af alt venter mest af alt, er dine røgslør beskyttende skyer på dén himmel, jeg ikke tror på.
Så lægger jeg mig ryggen, og glor på de uforståelige mønstre de danner et sted over mig, så fjernt fra os og vores at jeg ser, hvor lidt af alt jeg fatter og hvor meget der er at forstå.

Meget nærmere kommer jeg ikke begrebet erfaring.

Heromkring

Et hegn må begynde et sted,
er man tilbøjelig til at mene, og leder.
Et tog i fart flytter
sin begyndelse hele tiden.
En kolibri er en begavet udgave
af en humlebi; og på tilsvarende vis
er det muligt at finde et nyt afsæt.
Nu er det tydeligt at ikke kun elskende,
men alle mennesker har brug for
at se det samme igen
i levende lys.
En tåge har ingen oprindelse,
hvis den har er det ikke relevant;
så det klare er afgrænset i forhold
til omgivelser af rørende beskaffenhed.
Livet i sig selv, historien,
viser tilfulde, at det, der kan siges
forud, ikke er sandt. Men alt
må vejes og findes igen.

Fifi skyfri

*

Et et er du er du er du du er du du du er er er er den den du er da da du du du du er er da er skyfri da du et du du den du du giv du et et et et første to møder da er et er er du et du er du du den er du et du er du er du du du da er et er du er et et er er er da du er et du du du du er den du du du du et er et et er er himlen er da et et er er er er et himlen himlen er kys den er den et er den er er himlen den er er er den den er et du er et du er er et du er et du er du er du er du et et er er et er er du du du et et er er et et er den et giv et du er du er du den den du et er er du da du er du du er er er du du er er er du er er er er er er den et er den er er er himlen er et du du du er er du er du er du er er du er den da himlen dada du den du da da du da da da du et er er et du er du himlen du den du himlen du er du første du du den da den første kys du et du første du et du du du du er er du den den du du du du du du du du er er er er er er er er er er et er den er et du du du du du et er er den er er er du du du et et er er den er den er er er er du er er er den er du er er er er er er et er du du himlen er skyfri er du den er du er du du du du du den du du du er du du du er er et den er du er er du du er du er første du er du er er kys du er er du er er du du du er er du du du du er du den kys du er du du er du du et er er er er er er er er er er er du du du er et et er du er er himlen den den himlen er et er er den er den er er er er er du er den er er er du du er du er den den den himlen er.

*

Eros

Dine store, talende, mandelformede øjne
er altid
Jeg betræder verden
som min egen Tundra
Hører stilheden og alle dens længselsfulde brøl
som et ekko
en mosaik af alle de stjerneklare nætter.
En stemme fra urtiden ansporede os til vildskab.
Pinus sylvestris
Jeg savner din skygge.

Kærligheden ér.
En nunatak.

Og nord efter dem med ret fed rongo

*

Og og og ind og og og og og og og Dem og og og og med med dem og og med og og og med og vælg og og dem med og med og og med med og og og og og og og og med skyer og og med med og skyer og og og og og og og og og og og og med og og og og og med dem dem med og og og og og med og og og og og med og og med og og og med og og med og og og og med og og og og og og med og og og med og og med med med og med og og med og og dem dem følg og med og og og og og og med og.

*

På vej

jeg leder efter sandheden
leder efter sandheden
leder efter
leder
er
.

er
leder
leder efter
leder efter sandheden
jeg leder efter sandheden

MICHAËLISSphssomshave

*

Det som som som det det som som det som det det som blev som blod blev som det det det som som det som som skal som skal det som som som det skal som som det det det som jeg det som som som blev det skal skal som som det som som som det som som som skal som som som skal skal som som som som som jeg det som jeg det jeg jeg som jeg som det som som som som som det alt det som som som blod jeg jeg jeg det støv det det det som det det som som som som jeg som som blev jeg støv som blod som som det blev det som det som jeg som som jeg jeg jeg jeg jeg jeg som jeg det jeg jeg jeg det alt det som alt det som skal jeg jeg alt jeg som som som som støv det røde blod som blev som som som det som det det blev som det det det som det som som skal som det som som som som det røde jeg jeg som alt det det det som som røde som løbe det blod jeg det det det som blæst det det det det som blæst som som som alt som alt som alt det det det det det røde det jeg alt jeg det røde det som det røde jeg det jeg som det jeg jeg som blev det blev det det som røde det jeg jeg skal jeg jeg kande det det det jeg skal jeg jeg som som det jeg røde som blod røde som jeg som som som som skal som som som som jeg det som som som som som som som som som jeg jeg skal jeg det jeg det jeg jeg jeg jeg jeg det det som jeg alt alt som som blev ild som skal jeg.

*

DYRERIGET

spild af tid
skæmtede spøgefuglen
som stod på pinde
i husbåden neptun´s
velrennomerede bar
med topløse kakaduer
og bundløse hellefisk
på hylderne

Pause for par

kan nu bestilles fra ØK. Se nærmere her

Øverste kirurgiske er nu også en gruppe på Facebook

her

Medlemskab af gruppen garanterer, at du får at vide hvor og hvornår Øverste kirurgiske arrangerer en oplæsning, du får besked om tidsskriftet, og du hører om forlagets øvrige udgivelser.

ATMOSPHERE (37)

5 digte i ACTION YES

Øverste Kirurgiskes 10års oplæsnings-jubilæum 4. marts 2010

Glasset synger i vinteren

Thors vandstjerner daler ned
hvil på drengs uldne jordbærild
optaget & rødkindet
flammingotretaller ad vinduesglas
marvrammende fælt

Kulbåd

Jeg har den trøst
at jeg har lyst til at se det nu
hele tiden videre, kom nu
se mig gå om bord i natten, kulbåd
trækfugl som harmonika, musikken
er en blender, kom nu, følg mig
der er blade på det træ, det drysser
ned, men jeg er fattig i forhold
jeg må søge indad, det er muligt
se mig gå om bord i natten, kulbåd
floden er tilpas forsigtig, den bøjer
sig når den skal svinge, det gør den
fordi så går det bedre, det er let
jeg må hente den forsigtighed hos mig selv
det er lyset, fremad, lyset i sin strop
det går op, mens det passer sin butik
lysets kunder har klaver, som de spiller
på mens de venter, stille blues
alt hvad de tænker, mens de lytter
timerne igen, midnat, det er sent
se mig gå om bord i natten, kulbåd

IRL

Mit ønske om at dø
er rent hypoetisk
*
*
som om
jeg
var levende
og havde noget
at miste
.
.

I samme båd (familien)

fygende snevejr
fra Købmagergades tag
fake-nattergal

Tidens tand

Jeg tænker:

“áþvert tið
ak em vendilbúi
en hvat gör þat
allir nú til dags
vori þverþjóðalega
bara einn biti”

Og siger:

“hvad der er acceptabelt sprog
beror på tidens fokus
og hvilken stand
man skønner at tilhøre”

Jeg vil være oktober efter maj, svalende smuk, klædt i gyldne farver
blåfrosne knæ i langskaftede støvler dirrende af usikker lyst

Jeg vil være et Dantes overjordiske rige, en blid fortælling om Texasroser og barmfagre mammas
blødende hjerter i lilla lilla lilla

Jeg vil være en falmet kuffert fanget i sort-hvide pixels
en banegård uden rejsende, beboet af bænke ridset med afskedsord

Jeg vil være en afrevet vinge samlet op af en djævel
en amputeret strofe i en tanketom hal
et Nordkraft med for tidligt døde sandheder gemt i rustne rør

Jeg vil være en underbelyst nat
et usandt vidne om noget, der aldrig blev

Ved omfartsvejen

Kortprosa med levende billeder, klik her

Sigt i dag og træf i morgen

Festen futter, sådan nat
går en rutsjer, spætten mast
jeg er svensker, sorgløs
i min mave er en sten der læser
Rimbaud og de syv små høns
jeg har fri fra min fantasi
jeg har paver
de ligger som fluer i min drink
folketinget duver, nattoget ætser
hurtigt nu, jeg er mest til det rå
skal jeg klemme dig i gadens våde bruser
mens sæsonen flår i Vejles symmetri
hænger du i Søllerød endnu
jeg er franskmand, brandmand
ægte flamme for din kukker, kom herind
låsen er en kvindes rytmerier
de går Tølløse, sjældent videre
ind ad døren hvor de spørger efter Knud
Romer, som har sat sig på en skammel
å ja, eventually, sigt i dag og træf i morgen
alle simple dages rester slipper fri

Ordene er skygger

sandheden er lys, krøllet og svampeagtig
det er vist
kun undfangelse, fødsel og død
lade sig fange
det er vel nok forvirrende
fokus sletter sig selv
forandring

svarkuvert

Jeg kunne skrive et brev til mig fra dig:
”Hvis du kunne se mine hænder nu, ville du vide, hvor meget de savner din krop”.

Jeg ser dem, men ikke savnet, kun hule hænder der holder om ingenting udover pennen. Ingen afsender; modtager ukendt. Korte knapheder og afmålte distancer.
Bjerge flytter ingen tro, skrev du.

”Jeg kom til dig, jeg flyttede bjerge, jeg troede” skrev jeg, at du skrev.
”Til mig fra dig”, stod der.

Jeg er ikke et bjerg.

enmannsdiskotek

jeg slipper meg ned over det blinde orkesteret
og overfaller dem med brennende jukebokser
driver dem gjennom morgengryet
og river dem i biter
på en stille parkeringsplass
med lånte huggtenner

triumferende

leverer jeg huggtennene tilbake
og ramler av barstolen
ruller rundt på en myk flaskehals
og synes alt er gjort av kvinnehud
jeg ligger under biljardbordet
og ser opp i giljotinen

kalvende isfjell

roper jeg til bartenderen
og håper på noe originalt

nierballen går i hjørnelommen

En farve er figur

Orange, smørblomst
en farve er figur i sin vrimmel
det gør lilla i mit hoved, ondt
rødtunge bruser ligeså dumt
som et spekter i en hønes fantasi
hvad med sort, gråhvidt
blå karfunkler i tasken med bly
grønne koste der fejer hele byen
samme baggård er neon i mit bræk

HVAD SÅ ?

efter slaget på
kinden ville
jeg vende den
anden kind til
men den var
sprængt væk

Til digteren 2

Engang var jeg sikker på at digtere ikke havde humor. At de altid stoppede op, vendte rundt, hver gang en stråle grin sprøjtede dem i møde. - "Næ," sagde de, "der er intet". Så fortsatte de med at gå nedad gamle gader - ikke dem i Milano, med arkitektur og anden kunst. De gemte sig i stedet i gamle huse med brædder for vinduerne (det kunne slet ikke være i Milano) og forfald i fuld galop med det helvede der omgav dem når de ikke lige skrev deres bedste digt.
Derfor var min overraskelse stor, da det gik op for mig, at de kunne grine. At de ofte gik ind ad en port som førte mig til en dør med et håndtag af kobber - et, jeg den dag i dag får lyst til at røre ved.

Lignelse

Jeg ved ikke om humoren har forladt mig eller jeg har forladt den. Jeg ved bare, at der er en tom stol ved siden af mig og kun lunkent vand i hanen. Jeg kunne bruge så meget andet – mistroen, vreden eller den velkendte selvspidende kulde: Sarkasmen er nådigt brænde, men den soder og misfarver stukken i loftet. Så jeg tænder levende lys i stedet og gnider hænderne mod hinanden. Bare fordi det ligner. Og fordi alt ikke er, hvad det ligner.

Du skrev til mig om solsorte, om foderautomater og om hullede kasser, der stirrede tomt på dig udenfor.

Jeg har set også dem, hullerne, de kommer når man mindst venter dem. Jeg tror, du har prøvet at kravle ind, men du var for stor eller hullet for lille. - Sådan har jeg det med verden, min ven. Jeg har forsøgt at entre den, men hullet var for lille eller også var min røv for stor. Måske var der bare ikke plads. Det peger begge veje, ikke?

Ja, så kan vi le lidt ad det. Forladte som vi er, humorforladte.
Men det skal ikke forhindre os i at tænde lys, så længe det ligner.

Går i stå, besvimer

Går i stå, besvimer
ren tanketorsk i min boks
det er forever, nighttime
jeg er Mols i en flaske, molbo
sort akvavit, jeg har skænket
alt er hældt op i mit øre
jeg bliver større, vokser
sætninger i fonogram, alt på tværs
bygning, baggård
det var vers i en hule
det var hælere på ruten
krudtet vædes, det går baglæns
solarier kan heldigvis stå fast
jeg trodser en kantsten midt på dagen

Du lyser af mig

I natten er sneen funklende blå

Dine øjne lysende

Som tunneller
ind i en skov af blindgyder

I denne udvidede bevidsthed

Ser jeg skyggen af dit højrejste

De hvide dansere

Ældes i skumringen

Luften er salt

som havet er det

Fælles tov

Fælles tov når vi trækker
trådene er hermelin
jeg skal sinke en på dusen
jeg skal himle
Dyveke er krykke i min drink
når jeg drikker er jeg klar
jeg har et luftsyn
jeg kan se Trankebar i mit fjernsyn
for jeg er rig, mægtig
stormogul fordi jeg sidder som en pave
kroser mig på maven med et skind
jeg skal heldigvis bevises før jeg segner
jeg har stået længe i en pyts geografi
og det regner stædigt fra min pande
før jeg stopper

Giv lidt af din tid
hold månen i dine hænder

Til digteren

Engang troede jeg det var månen og digteren der hørte sammen - det er ikke så mærkeligt, digtere sover dårligt om natten og månen er ansigtet de taler med. Folk der ikke kender til processer hvor ord bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul ved ikke at alt får digteren til at skrive. Månen er der hele tiden og det er godt, men ordene.. Fortæl mig: Hvor sidder ordene på himlen? For de er der vel, hvis digteren anbringer pistolen for enden af mælkevejen og prøver at plaffe dem ned? Nej,de kan ikke trues. De findes kun hvis digteren står foran spejlet og kigger længere ind så han rammer noget og dette noget bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul.

PASO DOUBLE

barnet hører
byer flyver overskrifter
uniformer kysser spurve

barnet forsvinder
karrusellen hviner bravo
tvivlen drukner dåren

barnet danser
desertørens snore knækker
anarkiet synker tilbunds

barnet falder
barnet skriger

stands musikken
stands musikken
næsehornet sidder på trompeten

.

Abalone snegl
dit blåsorte søøre
skålformer vandet

Langt ude i ingenting

Skyd ikke folk

Rantzausgade, sommeren 2009.

lissom en linje i det

når jeg skriver noget giver jeg som regel de enkelte tanker og linjer god plads fordi det er min holdning at der skal være plads til både eftertanke og begejstring, med mindre emnet i sig selv lægger op til at teksten skal stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og i virkeligheden er det meget nemmere rent skriveteknisk hvis jeg bare hamrer løs i tangenterne efterhånden som ordene kommer til mig uden at tænke på om modtageren bryder sig om formen, for egentlig har jeg aldrig været i tvivl om hvordan jeg skal sætte en tekst op, det gør jeg intuitivt, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, men når jeg selv skal læse noget på en computerskærm bliver jeg langt hurtigere utålmodig og træt i øjnene hvis der er mange linjer i massive tekstafsnit, og så har jeg det med at lade blikket flakke for at få et overblik over om det nu også kan betale sig at læse det hele, eller om jeg bare skal nøjes med overskriften og tage resten med et halvt øje, for det er jo pudsigt at det er noget helt andet når jeg læser bøger eller aviser, hvor det ikke gør det ringeste at der står side op og side ned med sammenklemte bogstaver, men måske ligger det i internettets natur at man ikke vil opholde sig alt for længe på den samme side, for hvad nu hvis der er mere spændende læsning og bedre information på de hjemmesider man kun er et enkelt klik fra, og hvis det forholder sig sådan gælder det om at fastholde læserens opmærksomhed ved at skrive personligt og dramatisk så vedkommende ikke kan nære sig for at få slutningen med, hvis ellers starten har været interessant nok, og har den det tror jeg ikke det er noget problem for læseren at følge med i teksten for at få det hele med, tværtimod tror jeg at hvis ordene på forhånd har fået masser af næring kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musikken, hvor stilheden får sin egen betydning i forhold til lydene før og efter, og på den måde kan ingenting pludselig betyde alting, også kaldet ’det, der står mellem linjerne’, men hvis der er meget lidt plads mellem linjerne er det begrænset hvor meget livsforlængende ilt fortællingen kan tilføres, og så blokerer man jo bare læserens mulighed for at fortolke frit og selv digte med og blive en del af den gensidige kommunikation mellem tekst og læser, selvom jeg godt ved at ordene ikke uden videre kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men helt sikker er jeg nu ikke, for der er mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst helt forskelligt, og hvis det ikke var sådan ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner og dosmersedler og parkeringsbøder og grundlove og indlægssedler til receptordineret medicin, og hvem gad så bruge kræfter på at finde på noget der var tvetydigt, underfundigt og tankevækkende på den gode måde, endsige skrive digte hvor ordene og stroferne lige så meget handler om sprogets musik og farver og rytme, for slet ikke at tale om daglige hyggeklummer om bogudgivelser, busture, kærlighed og prisen på kunstigt sødemiddel i supermarkederne

Så nu har sneens møbelpolster været her igen, mit bord, mit bord, hvorfor er du blevet tykkere? smagen kan man diskutere, men hådværket er sgu i orden, her kommer hele mormors inventar, fra rokokosvinets svingdørs-briks, til sofaen på min scooter. Hunden er blevet sindsyg, kan ikke genkende sit kødben. Kaster sig over det, sniger sig ind, ruller sig, i møbelpolstrerens fodspor. Hele natten har han udbredt sit stof, han har syet det ind i verden med lydløse svirp, og bagefter har han smidt sit hvide velour på vejen. Ja jeg skal nok feje en vej til min dør, men bed mig ikke om at ødelægge hans hovedværk, den overvægtige kineser på min bils tag. Fandens til karl, giv os mere huggesukker til vores sokker. åh du tyste, formummede verden.

Sagen uvedkommende

Når vi modtager gæster her i receptionen, skal de ikke have den der fedtede fornemmelse. Forstår du. Lyset skal skære gennem glasset, så klokkeklart som på den første dag.

Der er en mumlen i kludens folder. Omkring læberne er der vrængende ansigt. Jeg er dig modbydelig, kan jeg se. Fingrene er som sladrehanke, deres aftryk, snakkesaglige på glasbordet, idet de griber i alt andet end det, der nu engang er fremlagt, nærmest sludrevorne i deres gliden med spidserne, over det, jeg er blevet bedt om at polere, om og om igen. Du er uvedkommende, siger du. Det skal være let gennemskueligt. Neutralt. Objektivt. Her i virksomheden har vi fokus på facts, og det skal blankt afspejle sig i alt, vi gør. Også her, hvor vi modtager vores kunder.

Forstår du ikke, at det er derfor, det hedder en husalf. Hun er kønnest, mest indtagende, når hun næsten fordufter. Sporløst. Og hvad skal der så blive af mig, spørger jeg, med det, du kalder min brede røv, siddende på kanten af en blød lav stol i receptionens ventehjørne. Dumt spørgsmål, jeg ved det godt.

Vinteren har produceret nogle gigantiske testikler nede i vandkanten af Korsør. Det sker når den har hersket længe.

Den lille mand

Frygten var den faste følgesvend når vi fik besøg af "den lille mand." Egentlig var han en forhenværende grossist som min far skyldte penge, så venskabet var ikke helt rent i filten. I starten kom han altid alene, men med tiden tog han andre dværge med. Det gik sjældent stille af, da de var meget akrobatiske, og ikke kunne lade være med at danne de mærkeligste figurer. Om natten så det ganske uhyggeligt ud, med disse mennesker, fastgjort til hinanden, i spisebordslampens skær. Nu er de der igen, sagde min mor, med vildt opspærrede øjne når hun kom mig i møde fra skole. Jeg kan snart ikke mere. Hvem mor? Den lille mand og alle hans venner. Min mor ville helst bare gemme sig, men fordi "den lille mand" var min fars bekendte fik han altid lov at komme indenfor. Han havde en særlig høj "lyd" som han fremkaldte når han var utilfreds med betjeningen. Min far kunne godt sige ham i mod, men engang brummede eller fløjtede han så højt og så længe at sovsekanden på bordet gik i stykker. Da jeg var lille tænkte jeg ikke over at han var mindre end de fleste. Men efterhånden som jeg blev ældre kunne jeg jo godt se han var det vi kalder dværg. Dog var der ikke noget småt over ham. Han var massiv, som de største dværge vi har i universet. Han var så tung at linolium-gulvet måtte skiftes ud i køkkenet, og så havde han en evne til at suge alle andres ord til sig, og genfortælle dem, forvansket, drejet, så vi kom til at tvivle på vores dømmekraft. Når han tog af sted, havde han derfor fået lovning på rigtigt meget. Det skal siges at "den lille mand" også havde venlige sider, han kunne springe lodret op i luften og gribe vasketøj der skulle ned.

fragment - billeddigt