Flid og foretagsomhed

Jeg får lavet det jeg kan overkomme, men pligterne
knækker mig ikke, får mig dog til at knejse
med nakken og dukke den regnvejrsstemning igen
med komplet filmlyd og forfængelig
påståelighed, lige som den skrivende der aldrig læser
en bog af et ærligt hjerte
så går jeg beslutsomt op på tyvende etage
for at se den legendariske udsigt
og hvad ser jeg så, jeg har været her før
så må jeg tilbage ad trappen hvor jeg kom fra
med hunden fra i går efter mig
og alle mønterne i hovedet som om
jeg skulle tælle efter hvor jeg går

Jeg kan ikke vente længere

Jeg er gået ned til vandet i bare tæer. Jeg kan høre regnen knitre i klitterne, der har ligget her i mange år uden nogensinde at have været helt som de er nu. Nede ved strandkanten kan man høre regnen sludre med havet: det lyder som tusind små glade børn med klare øjne der tysser på hinanden i et teater. Med det underste af mine fødder undrer jeg mig over, at vådt sand er mere hårdt end tørt sand, og så går jeg helt ud til kanten og begynder at gå langs brydningslinien, og presser hælen eller mine tåspidser ned i sandet hver gang jeg tager et skridt, og det er på sådan en abrupt prøvende måde, jeg ligner en maratonløber, der ikke kan huske hvordan man gør. Himlen virker på en måde tilfreds med sig selv, fordi regnvejret er så høfligt og hemmeligt et foretagende, som det er. Den har en meget flot farve, som også er meget stille.

Jeg blev ved lige til det holdt op.

Tungsindigt

Favnende
elskende og
brydning i mønstre
med havet som lyd

sortnende havskum
starter og
bryder mod sandet
hørbart
knitrende

befriende
ufravendt og
hud på hud
du kysser
diskant
du kysser

Højby by (a Summers) Night

trenches_2

Ufortalt

jeg ønsker ikke, at du spørger igen, men jeg savner, at du mangler svar

Moderne tider

Det er altid moderne tider. Et sted i fortiden er der én, der undrer sig over det første elektriske lys, mens der er rigeligt med personer, der i disse tider undrer sig over, at vi ikke er kommet længere i vore fremskridt, og jeg, jeg undrer mig over, at der findes så uendelig meget fred i William Byrds og John Dowlands musik, og de levede immerhen i en noget mere turbulente og sygdomsramte tider, og kunne vel sagtens have haft gavn af rindende vand, både koldt og varmt, f.eks. Måske de også havde en så meget desto større trang til at søge ”det skønne”.
Vinden lyder i de sensommertørre blade som var det havet, der hviskede udenfor min nordvendte dør.
Underboen, der har en rød bil, har fået en kæreste, som også har en rød bil. En anden nuance, ganske vist, og visse krakilere ville vel også hævde: ”En anden farve, min Herre!”, men jeg er ingens herre, og, skal jeg sige Dem, jeg har en fortid som kunstmaler, så jeg véd, hvad jeg taler om, når jeg taler om farver, men jeg er doven, så jeg nøjes med at sige rød, når jeg f.eks. lige så godt kunne have sagt vinrød, marroon eller bordeaux-rød. En bil er vel i bund og grund en bil.

Om at tale med sig selv

Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.

AMTOSPHERE (32)

E'ratio Poetry Journal
&
MUDLARK, An Electronic Journal
of Poetry & Poetics, Never in and
never out of print...
&
5_TROPE
&
JAAM
&
BRAZILIAN VISUAL POETRY

Halvmåne af uløselig ligning

Der var engang et land, hvor mennesket og den

iberiske skovsnegl levede i harmoni side om side.

Men alle spor er forlængst slettet på naturlig vis,

da det er 40.000 somre siden. Vi ved ikke, hvad

der gik galt. Resultaterne kan blot ses. Mennesket

kultiverer hvert et landskab. Ubærligt let. Vi må

antage, at hvis bæveren havde samme grad af
dårskab var den sikkert overvældet af misundelse.
Det er dog et større mysterie, hvorfor mennesket
anlægger disse græsplæner.

Ornitologisk

Over skulderen bærer han en armygrøn skuldertaske af den slags, der kan modstå al slags vejr. Han synes om farven. Den minder ham om den farve, himlen kan have lige efter en tordenskylle.
I tasken har han et antikvarisk eksemplar af ”Fugle i farver”, en tysk parlør, en kikkert og en skitseblok. I skjortelommen bærer han en blyant: den bliver så nemt væk på bunden af tasken, og i brystlommen er den altid til at finde.

Nemlig!


Han svinger armene. En, to, en, to - taktfaste sving frem og tilbage. Armenes bevægelser tvinger ham fremad, hvor han ellers ville gå i stå. Tasken svinger modsat.
Kun blyanten er i ro, som den stoisk stikker hovedet frem fra brystlommen.


Undervejs på sine vandringer ser han solstjært, gråmejser og lavthængende hættemåger uden hals. Alle er de opført på himlen som Fugle i Farver med tyskklingende navne og tyste næb. Set gennem kikkertens øje ligner de slet ikke fugle, men sorte Rorschach-pletter klistret op mod blå.


Det er uforståeligt men sandt og svinger han armene højt nok, kan han gribe dem med fingrene og gemme dem i brystlommen, til han når hjem. Der vil han tyde dem efter forgodtbefindende og tegne et udråbstegn på blokken.
Sådan!

Selvom jeg ikke kan den sten, er den ikke til at rokke

Altså,
så jeg går derhen
igen
så sidder jeg der
og lytter til noget
jeg må høre på nogen
der siger noget
der vil mig noget
det er ligesom når vinden
bevæger en solhats tunge
blomsterhoved
på en alt for lang stilk
og man tror den vil knække
eller når du kaster
med bogstaver
og der står kubhløpåmuhsgt
som betyder I love you
hellere det end
alle de fugle der har et navn
men ingen krop

Hvorfor

har jeg først set det nu
hospitalet der styrtede bygninger i grus
vinterens nye ofre - de dyre lidelser er snu - men hvorfor
har slagene ikke givet genlyd over marker
hav og huse groet ud af dit land alle øjnene
alle lemmerne - det koster jo ikke noget
Hvorfor dette mørke over ansigtet denne pose af dumhed hvor
bevidstheden betaler med sin klarhed og presser sig forbi solen
hvor biler kører begge veje uden at skelne mellem spøgelser eller bjerge
Hvorfor er det lørdag med badekar når vandet er frosset til is når
rosen er falmet paryk der krøller som filtrede blade

Giv i det mindste brostenene fri
mens du tekopper den inde bag facaden

i forening

...hun lister et par ord eller fem ind, såatsige bagfra, noget, han ikke har sagt, endsige hvisket, men kunne have udtalt et andet sted til en anden tid i et andet referat, som I og for sig var noget, han mente, men ikke lige sådan, præcis på den måde, i den sammenhæng, som sagt, som hun ville have sagt, men som hun ikke ville sige, ikke forbindes med, have siddende på sig og sættes fast på, så det var ham, der gjorde det, sagde det, udtrykte sig sådan, havde den mening, hun refererede bare det, de andre sagde, havde ikke noget med det at gøre, havde ingen mening om det eller den eller hende eller ham eller dem eller hvad vi andre syntes om det her? havde hun blot spurgt, se engang hendes cv, havde hun bare sagt, og vi så engang hendes cv, hun lød træls, hende her, her skulle hun ikke ind, hun vil ikke være god for os, men den anden derimod, kæresten arbejder i reklamebranchen og hun laver kunst, virkelig kunst, hende kender hun, hun er fin at få med, men den anden må man være skeptisk overfor, hun lyder ikke rigtig seriøs eller ikke rigtigt, sådan, det er svært at forklare, men der er bare noget ved den ansøgning, der ikke er tiltalende, selv om vi andre ikke kunne se noget problem eller galt med hende, hun var vel ok, eller ja, vi holder ikke nogen ude her, men vi ved selvfølgelig ikke, hvad hun har tænkt sig, hun skal selvfølgelig ikke tro, at vi er her for at yde service, men hun skal da være velkommen, hvis hun selv kan finde sig til rette og finde ud af det, ja, og hun noterer, hvis hun selv kan finde ud af det, at ansøgerne trænger til at få noget på det rette, at nu skal de nye altså ikke tro noget, fx at vi giver ved dørene, fx at vi holder dem for dem, fx at vi er en servicestation, tjenende ånder, der står parat med et hvidt klæde over ærmet på den stive smoking, så gerne, så gerne, og det er lige dér, hun tar ham på ordet, dér hun befamler det og, med et snuptag, river det ud og bløder det op, forlener det med papmachemassens plasticitet, udsagnet blødt og formbart som læber, o lille tandløse, ren og ny som babypludder, du er min min min og nu skal du altså lære det, og igen tager hun det og tager ham på det, ordet, klar som spyt, med limtråde, lange og klistrede, som fx fusket ud af kontext og klæbet ind i en anden sammenhæng...

Bombing of Poems over Warsaw

BOMBING OF POEMS OVER WARSAW,
8/8 2009

Duen himmelvid forskel

Duen himmelvid forskel
Kukuret annoncerer i den blå
spurvs netavis efter nye
mulige bofæller Dagens
tuden begyndte med gråd
da kulturen langsomt erkendte
at de vuggende bryn var nænsomme nok
Klubben for vågne stammede
en brusen af hårdkogte teorier
trusler der føg i mindretal
Nu tryller alle miraklerne
Huen transcenderes og flaget
hjuler med spin af stor begejstring
Fuglenes virvar forsvares
i den gule lerede himmel
Blues for en vinterbaders darling

panorering og zoom

panorering: skoven
søen, bilen
zoom:pilleglasset

De var to små drenge på en stor grøn bænk.
Et dybt mørke mellem ribberne. En tåget
mælkevej bagved.

Det var en drøm,men jeg ved, det var ham.
Jeg ved, han var ung og mand ved et markskel
og hun spillede ham ind til sig
i kirken.

Jeg ved, at han var en der kendte alle
de vilde blomster, og det var ikke i haven
hun spillede ham ud mod sig selv.

Han var vild med haven.
Vildskaben kunne være
på et meget lille sted.

zoom: heste ånder
tåge i kulden bag ham

what's rocking

Drøm

Wokkens farve fælder
sort jern på familiens gravsted
hengemt for hvilken gang
stenskræd - oh hvilken sang

Minder husker brændte chancer
når munde smæsker sig i gamle længsler
Kult er udtryk for menneskets frygt

Tidens tørklæde strammer
når halsen synker endnu en ring
og hagen falder hvor den skulle løfte
et helt menneske ud af sin seng
lade det være mere end cyklus
mere end tilfældig nat og dag

På andre kloder er
mennesket små øjne på vejen
hvor de får så meget mindre at se
- perspektivet er sundt når det regner
og hvem har sagt - vi er bare vi?
mens vi ruller afsted som hvide pletter

Intetsted

Landkending?

Kystliniens lynlåse åbnes rusten flyver
hornhinden bestøves af nat rød nat
og fuglene dør.

Derefter lammets skibbrud som slow-mo
gentaget stopmotion gentaget sorthvid
sortsort og bundløst.

Jeg kender ikke længere min hånd.

i mine mareridt

i mine mareridt er jeg altid
faret vild

på store krydstogtskibe
tager jeg den forkerte elevator
og leder forgæves efter min kahyt
stiger ud på en forkert etage
og er pludselig i en lufthavn
eller på vej til Mariager i bil
for så at stå i Ålborg med en cykel
og alle viser mig vej til stationen
men jeg når aldrig det jeg skal

og jeg vågner fordi jorden skurrer
om sin rustrøde akse

som jeg drejer om den hårde fold
i lagenet, min krop
er en rute, et sted over lænden
starter smerten sin rejse.

ATMOSPHERE (31)

BLOODY POETRY 2009
&
CUE A Journal of Poetry
&
OTOLITHS A MAGAZINE
OF MANY E-THINGS
&
streetcake magazine
the magazine for innovative,
visual and experimental writing
&
Writing the Polish Diaspora

Hvis du nu får et nyt hjerte

Hvis du får et nyt hjerte
en besynderlig bygning fra en anden tid
hvad er da meningen med din medfødte mark
hvor tør du producere dig selv med oprejst lyst
båret frem på dine indvoldes arme?

- man bliver smuk af at gemme sig, siger du

og lyser som en hvid trøje trykt med sol
det er mest det ukendte hvide i dine øjne der smykker
så hvor er din fortids trin dine rim din benzin
hvis du får et nyt hjerte?

Hvis du får et nyt hjerte
forsvinder tusinde kulturers gamle ceremonier
kunne du bo i det?

Opstilling I

alt det folk faktisk gør

stumme tjenere
afklædt ynde og
rødmen på klods

alt det verden faktisk er

blottet støv
og
sigende still
færd

Lind

Så flot det hele florerer
det passer til min lød
Det lyder næsten som sommerfugle
når de passerer
Den samme bølgende uro
i mine inderste fibre
fordi jeg husker i går
som min fornemmeste opgave
Dette efterår i møde

tanngard.blogspot.com

Velkommen skal du være!
TANNGARD <----

pøl

Hvilke væsner dræbes idag?

jeg vader rundt i haven

skoen vælter net

værk af liv

husker beton

tomten

trist ørken

men huset nu

føles trygt

fuld af mine ting

intelligent afstand til skadedyr

m.m.

lever

gulerod i min mund

smag

jeg spiser

liv

iboende muligheder

revet ud af sin sammenhæng

ikke min؟

glemmer du

så husker hver lille celle af liv

lidelse

“skrig” fanges af antenner

nye livs karmaradioer

bare valgene

og afgrundene

ret er et slidt antropocentrisk begreb

Ich kenne kein Weekendavisen.

Rovdyrblik

Hov
Bliv
her
hos
Hvor skal du nu?
Kom
Sit!

Du lukker da

i
hvert
fald

øjnene når du kysser mig.
Det kan jeg se med mine
Vidt åbne
Udspilede
Blodskudte

Marksten

Jeg blev vendt og vendt
til jeg lå perfekt
Så faldt der ro over billedet
Min bekymring er min egen lidt endnu
Og imens hviler jeg tankegangen
her i min ager

HISTORIER

Jeg er den jøde, som faldt om på vejen til Jeriko. Ligger og forbløder og forbander Job. Som om, man skulle miste sin tro for at finde den. Når nu, det er mig, der bliver fundet.

Jeg er det tårn, der skyder op i vejret. Knækker op mod skyerne og falder ned som et pomfrithelvede, som mig selv. Jeg ligger bare dernede i jorden og drømmer om skyer.

Jeg er den gren, som træet skød ud fra. Træet er ikke sig selv. Det er mig. Jeg er et træ, der leger, at jeg er en lille gren. Og bladene omkring mig hvisler i vinden, fordi jeg er til.

Vulkansk aske

Pelé, må jeg bære dig
Gennem mit indre lydspor

Ånd på mig

Ånd tungt

Mastrubation og hvide vinger

Et symfoniorkesters skrig
fra havets svævende fråde

ATMOSPHERE (30)

Marcus Slease
GODZENIE
&
GLOSSOLALIA
&
DARKNESS PARTY
&
fascicle
&
past simple

Næstekærlighed kan gradbøjes

Næstekærlighed

Næstekærlighedere

Næstekærlighedest

Kold i røven.

(Til præsterne, der kan skelne mellem hvilke irakere, der er deres næste og dem, der ikke er).

--

Henda kom først
så kom styresmaktene
hakkihæl

og det går bedre nå
sierem

mer veit vi ikke

Om læring

Kunne man tænke sig, at ulven lærte Peter ikke at råbe: ”Ulven kommer”
For efterfølgende at æde ham?
Kunne man tænke sig, at Peter alligevel kaldte på ulven.
For at lære det på den hårde måde?
Kunne man tænke sig, at ulven undskyldte sig med, at det var dens natur.
Og Peter tænkte: Hvad er min undskyldning?
Kunne man tænke sig at Peter lærte ulven.
Noget som helst?

Jeg er

Jeg er så optaget
af vores samtale
at jeg ikke kan høre
hvad du siger

Solsort

Ingen vej går her forbi
Det er en fornøjelse at lytte
til træer der vokser
på deres stilfærdige facon
halvfærdige i deres vækst
Og imens jeg lytter
slipper denne sang ud
mellem sidebenene
Notabene: hør ikke efter

NYT LIV HÆNGER I EN TYND TRÅD

Der er nogen derude, som prøver at ændre deres liv. De laver det hele om. Det banker og risler i dem ved tanken om alt det nye.

En af dem bestemmer, at alt, hvad hun gør, er for fremtiden. Hun står tidligt op og gør grundigt rent i sit hus.

Hendes nye liv hænger i en tynd tråd, så det er godt, hun er så behændig. Alt kan hun lave med sine fine, små hænder.

De fineste små hænder spinder guld udi en ny verden. Den lille, ny verden holder sig udstrakt. Dets landskab er deres nye hænder.

.

Sådan kender hun verden og sådan har hun mærket den: som en fjern plet bag øjet, så langt fra alt hun ser og alt, hun er.


Hun indrammer øjnene med kohlsort bly og tegner en skarphed i rød langs kindbenet. Hun hærder sig med lak i håret, knapper skjorten men ikke til hals – en diskret blød bue lader sig antyde ved brystet. Hun maler negle, farver hår og træder med præcise trin i høje støvler. Efterlader sig intet udover fyndige smæld fra hæle.
Sådan vil hun træde ud i mylderet og følge lyskurvenes skiften fra rød til grøn. Hun vil spankulere gennem byen med ret ryg og poser i stift karton med rebsnøre og logo. Hun vil knuge dem i hånden, poserne, som man holder om en elskets hånd.


Og hun vil købe delikate oste i små portioner, rugkiks og en sursød garniture. Hun vil lade sig overtale til en halv flaske dessertvin: ”Til at rense ganen”, som ekspedienten kækt vil tilføje i håb om et svar. Men hun vil ikke svare, blot betale og forlade butikken med delikatesser, designerposer og hælenes kontante smæld.


Når hun kommer hjem vil hun pakke varerne ud – osten på køl og garnituren i en ornamenteret porcelænsskål. Hun vil hænge tøjet på bøjler, knappe vinen op og lune et flute i ovnen for til slut at anrette det hele på en serveringsbakke.

Så vil hun sætte sig yderst på sofaen, rank og tænksom, folde hænderne i skødet og se ud ad vinduet.


Og hun vil se, ikke mylderet på gaden eller lyskurvens skiften, men alene en insisterende plet bag øjet.

Myre

tak mig ikke nu,tak
mig ikke nu, tak mig
ikke nu, tak mig ikke
nu Svend

stof

jeg møder hende i et anfald
af arme, en dejagtig blødhed

hun har bånd om håndleddene
når jeg trækker i dem
rynker hun sammen
som en lille pose potpourri

--

På dager som detta
går jeg bare og mumler
sitter jeg bare og glaner
fyller lommene med stein
kasterem på elva
fyller lommene med stein
kasterem på elva
dikt og dank
mens jeg venter på en venn a meg
med penger

ATMOSPHERE (29)

Marcus Slease
NEVER MIND THE BEASTS
innovative poetics
&
UP
Brian and Ashley Howe Video
&
the new post-literate:
a gallery of asemic writing