Når jeg siger

Når jeg siger du skal passe på
så skal du passe på hende så
skal du ikke ynke dig selv undskylde dig selv over
for kærestebreve med falske snore så skal du ikke
vikle hvide bånd om hendes hals som bliver gule så snart jeg
vender ryggen til fordi du tror jeg ikke ser dig
Når jeg siger du skal passe på så skal
du passe på hende
ikke på vej ud af min dør med panden arrogant limet til månen du skal
se mig ind i ansigtet og sige at du passer på hende
Du skal passe på hende

anti-kanon

Og hvorfor altid disse gentagelser af de mindst betydende ord, som er du dermed mere Intet sigende mindre Alt favnende. Mest af alt. Ovenpå.
Hvorfor altid dyr men ingen græs. Intet hav, ingen himmel. Slet ikke himmel.

(Himle er blå og blåt er alt for meget. Men himlen er jo bare sfære og støvregn. Det er angsten for dit eget blå der skinner dig i øjnene, der får dig til at blinke, får dig til at se ned og at tale om en eller anden. Eller endnu bedre: en notesbog)

Det er nemmere at fylde det hvide ark end et skrånende blåt.
Så derfor: gentag.
Men ikke efter mig.

Ibris, ibris, ibris

Tvivlen

Jeg stod med Tvivlen i hænderne og lod den gro sig stor og rød
lod den fylde hele rummet med sin gennembrudsglød
og 18 nervøsiteter
Tvivlen, denne fine blanke Lykke med sit F punktum P punktum JAC alfabet rundt om
kommer mig til gode i en tid hvor jeg savner ord

Gode råd

Hvis du får en taburet
sælg den
hvis du får et nej
dobl det
hvis du sigter for lavt
skyd alligevel
hvis du mister alt
kig i dine forsikringspapirer
hvis du beskyldes for at være svindler
vær ydmyg
hvis du låner nogle fjer
smyk din hat
hvis du får det dårligt
giv det videre
hvis du begynder at forsvinde
nå det vigtigste først
hvis du ikke ved dine levende råd
se til de døde

ATMOSPHERE (34)

Mine digte (oversat til engelsk) & malerier:
Otoliths #14
Otoliths #15
&
David Byrne/Robert Fripp
Under Heavy Manners (video)
&
BLOGS:
Amy De'Ath
Kate Greenstreet
Amy King
Tony Trehy

24.10.09 12:56

Jeg ska regne ner
over menneskene
jeg ska skylle over levende døde
i førti døgn
ska jeg pøse på
tyngre enn syndefloden
ska det runge
fra en omvendt bukkake
himmelhøyt
te alt som står tebake
er meg

den enøyde

jeg troede bare du vidste det

jeg troede bare du vidste
at der findes sange
der søger forgæves efter toner at de
skifter farver ud med skud
huller fra liv til sort uden at tænke
på hjertets betingelser hjertets betingelser

”Det kan være”, sagde han til mig, ”det kan være, at svaret på vores længsel findes ude på landet.”
Altså tog vi næste dag en blå bus ud på landet, han og jeg.
”Hvornår starter landet?” spurgte jeg og tændte for min bærbare musikafspiller, mens chaufføren skruede op for Radio Viborg og anlagde en sur mine oppe i sit detektivspejl som sendte det ned langs rækkerne og specifikt ned mod mig. Han vendte sig om: ”Når du vil. Hvorfor spørger du om den slags ting?”
Jeg udvekslede et blik med ham i spejlet, og så kunne jeg godt se den var gal. ”Nu skal vi af!” sagde jeg og hoppede fra mit sæde ud i midtergangen, sparkede kækt frem for mig og slog ud med min arm som i en cabaret, så jeg ramte en ældre dame lige midt i sylten så hun gik ud som et lys. ”Så er det nuuuu!” hvislede jeg og vi sprang ud med rådne frugter flyvende om ørerne, de landede omkring os med en sumpet klirren mens vi løb, vi var på landet, og den gamle dame var alligevel humpet efter os sammen med sin stok og en grim lille hvid hund der boede i hendes indkøbsnet. Hun skreg op som en kæmpestor syg hejre og var magentafarvet i ansigtet og lavede dødsensfarlige streger i luften med sin stok. Vi var nødt til at gemme os bag en ko for derefter at lokke hende ud på marken, hvor vi til sidst fik overtalt en landmand til at køre hende over med sin mejetærsker. Det skuffende ved det hele var, at det var et kedeligt sted, hvor der ikke skete det mindste. Bondemænd går rundt derude dundrende alene og holder øje med deres åndssvage afgrøder og er enige om alting, så får de en idé og begynder at gestikulere og lave jappe-lyde i struben og grine fjoget indtil de stopper igen og begynder at grave huller med en savlende iver, der får dem til at ligne deres kvæg, der bare står og glor liderligt efter kornsiloerne i horisonten, mens deres fækalier bliver samlet i store tanke, sådan at lokale børn eller lokale tosser engang imellem har mulighed for at drukne i dem. Det er fanme det tætteste de kommer på poetisk retfærdighed! Lad være med at tage bussen!

Jaquine

Følgende har aldrig tidligere været nedfældet:

Da prinsessen var 14 år, nåede hendes kraftige, ibenholtblanke hår gulvet. Mens dronningen endnu levede, børstede hun prinsessens hår hver morgen og hver aften, men siden faldt hvervet på slottets anstandsdamer.

Som 18-årig havde prinsessens hår været i hænderne på 200 anstandsdamer og særligt uddannede hårbørstningspiger- og kvinder, og sågar et par enkelte unge mænd, som sages også at have talent for den slags. Men med 10 cm længere hår hvert år, og med alle de hår der faldt af under hver børstning, tiltog prinsessens nervøsitet for, at hun inden længe ikke ville have hår tilbage på hovedet, og hvordan så blive gift? Som 21-årig måtte kongen tvangsudskrive piger og kvinder til børstning af prinsessens hår; prinsessen var begyndt at insistere på, at hendes hårbørster for hvert hår, der sad i børsten efter børstningen, påførtes et snit på kroppen.

Årene, der fulgte prinsessen gennem tungsindet ved faldet i antallet af friere, var vidne til et begyndende oprør i befolkningen, der så sine kvinder skamferet af prinsessens nykker og frygt. Kongen udlovede således 1000 guldmønter pr. år til dén kvinde, som indtil prinsessen fandt en ægtefælle kunne udholde smerterne ved at blive snittet. Den tredje ansøger, en 17-årige skønhed, var endnu på pladsen et halvt år senere.

Hun var et bemærkelsesværdigt menneske. Ikke blot var hun usædvanlig blid, effektiv og hurtig, når hun børstede prinsessens hår; der var også sjældent mere end ti hår på børsten, når hun var færdig. Snittene valgte hun selv placeret på underarmene, på skuldrene, på benene - i skarp kontrast til alle tidligere hårbørstere, der havde bønfaldet om at kunne skjule arrene. En særlig dårlig dag for prinsessen havde resulteret i snit uadspurgt placeret på hårbørsterens ansigt - en mærkning hårbørsteren modtog med oprejst nakke og strålende øjne, og siden nyttesløst bad om at måtte bygge videre på.

Prinsessen var blevet led og ked af at skulle straffe med blod, og hvad var også en straf værd, som blev modtaget som gave? Et forsøg på at sætte en stopper for snit-per-hår resulterede i flere hår i børsten og tyst afventen betalingen i blod. Hvilket gjorde prinsessen mere opsat på at gøre op med egen praksis, mens der blev flere og flere hår at se i børsten, og så fremdeles, til dét øjeblik hvor hårbørsteren fremviste striktøjet, hun arbejdede på: Prinsessens kulsorte hår fingernemt fjernet fra børsten inden fremvisning, kunstfærdigt spundet til luftig tråd, og en smuk sort cardigan strikket halvt færdig.

I prinsessens bevidsthed fandtes ingen bedre hårbørster. Snarere end at gøre et eksempel af hårbørsterens ulydlighed og bedrag foreslog hun, at alle hår i børsten fordeltes i antal snit, halvdelen til prinsessen af vælge placeringen af, halvdelen til hårbørsteren at bestemme over, og skulle prinsessen tage hårbørsteren i at fjerne hår fra børsterne under arbejdet, var disse snit hendes at placere. Hårbørsteren indvilligede, og flyttede ind i værelset, der stødte op til prinsessens.

Iført den sorte cardigan af eget hår blev prinsessen gift det efterfølgende efterår, med en gemal hun over ganske få år lærte af elske af hjertet. Hårbørsteren forblev prinsessens hårbørster og overlevede hende med et halvt årti. Begge blev de gamle nok til at kunne have fortalt en forbilledlig eller opbyggelig historie, men gjorde det ikke.

Hverken prinsessen eller hårbørsteren trak nogen sinde selv en kniv over hud.

Han hedder Jaquine.

well again

there is nothing

quoth I...

like getting drunk

all ceases

regular transport no longer running

what is there

that we have no time for

any longer?

I quoth

I linger

waiting to be born again

from alchohol and tobacco

freed from restraints that minimise my time

by divvying it up into smaller parts I linger...

only as the wait at the healer's hand:

to get served

to go home and be well again

my self

poeten skal lade

poeten skal lade spørgsmålet ubesvaret

REJSEN PÅ STEDET HEN

Vejlegade, Kbh Ø

Silkeborg Plads, Kbh Ø

Nygårdsvej, Kbh Ø

Notting Hill, London

Samsøgade, Kbh Ø

Vesterbrogade, Kbh V

Porto, Portugal

Frederiksberg Allé, Kbh F

Gothersgade, Kbh C

Sigurdsgade, Kbh N

Husumgade, Kbh N

ved den store kirkegård i Prag, Tjekkiet

Bjarkesvej, 8230 Åbyhøj

Strandtoften, 4200 Slagelse

Freundsgade, Kbh V

Frydendalsvej, Frederiksberg C

Sindshvilevej, Frederiksberg K

Tranebjerg, Samsø

Kolby Kås, Samsø

Parkvænget 4000 Roskilde

Haveforening i sommermånederne...

jeg har sikkert lykkeligt glemt steder

og hende jeg deler samtid med

har hjemme for 35. gang, vi er ikke sigøjnere

en bolig følger bare automatisk med når man flytter, vi skal jo

alle sammen bo et sted, ikke

det samme sted: forskellige-fra-hinanden-steder

som dagene vi vokser ind i forandrer sig, pludselig

en morgen behøver vi at flytte os igen

fordi noget er rejst i forvejen og vil ha os med:

en drøm, en længsel, en trang til noget andet

- aldrig meningen at hjertet skal unddrages dem vi elsker som blir

men vejene får altid lige lidt mere elastik...

vi må rejse, vi må se noget andet, bo under andre forhold

i andre omgivelser med andre liv med andre afstande

til naturen til menneskene til indkøb og faciliteter

udfordringer i job og bekendtskabsskabelse og igen

lære nyt, se og lugte og forsage nyt

og boligen

boligen venter altid i den anden ende

boligen dukker altid op når den skal

et værelse, et hus, en båd, en autocamper, låne leje eje

to lys på bordet og en dug og fem puder på sengen

og en bog, lidt musik, så er det hjemme

så er jeg hjemme

så længe jeg er her, på rejse

hvor jeg er -

hvor vi er

fedtemand

knofedtet sidder løst vælter omkring din person
slappe skid kan du ikke se jeg truer kan du ikke høre
din pande kruse om dine ører når jeg slår
slår din pæne nakke så den
dumper ned på gulvet bøjer sig kløvet i gulvet kan du
kan du ikke mærke det?

u.t.

Jeg har båret
en hvisketorn
til søens
ånde

mit kød er godt

som lystflyvere hegner
værelser i luftens grundrids

et hjørne af sky.

Parabolhypnose.

someday somewhere

en dag vil jeg lære at gå videre lade som om intet er sket
selv det mest skelsættende møde med lyset nedgangen solen
lade det ligge som om intet var
meningen kun en forvirret vibration på afveje
lagt i hatten med hullet i midten

Oktober i Odsherred

Oktoberdagen
flytter ind med duft af muld.
Fuglene grånes.

Arkitektens håb I-III

Arkitekten I

Tilstandsrapport

Jeg mødte min arkitekt ude på markerne. Han trak sig
sammen og sagde, at verden var et system af tilfældige
sammentræf. Han kunne ikke længere måle de rette
vinkler. Skovbrynet buede ganske rigtigt en smule
udad mod venstre. Sammen med filharmonikerne gik
jeg ned til vandhullet. Her var alting blevet suget ned
og lå som et spejl af himlen ovenfor. En svag
erindring om fremtiden blafrede som en vindpose
ude ved vejen. Vejrstationen var forladt, verden
kunne ikke længere forudsiges, lattercoachen havde
lagt den syge hejre i en balje med blødgørende sæbe.
Økonomiens svingninger klingede af sammen med
filharmonikerne. Det var torsdag og alle havde glemt
at være trætte, at have ondt af noget, de ikke vidste
hvad var: smagen af sporvognsolie på et stoppested i
provinsen, lugten af en ubetalt regning i et par bukser,
der netop var blevet tørretumblet. ”Vi maler det hele
i pastelfarver og giver svenskerne gule navne”,
sagde arkitekten pludselig. Han trak hjemad med sin
olieindsmurte indkøbspose: her havde han alle tallene,
alle de eksakte udregninger, der beviste, at tanker
i virkeligheden var lavet af et
uformeligt materiale.

18.4.2009

Arkitekten II

Verden er af lave, og arkitekten er vort eneste håb,
den sidste psykolog, der kan genrejse mennesket efter
sammenbruddet af idealer. ”Tallene viser, at folk
bruger deres penge forkert. De fleste er stinkende
rige, men de kommer skævt ind i labyrinten af
udvekslinger, og det efterlader dem tomme og frysende
et sted ude på bjergenes bagside. Her står de med en
lille seddel, hvor alting er skrevet med en baglæns
logik, med svingende ulæselighed. Nu kan de ikke
længere finde meningen i en ganske almindelig
kogebog, og selv en S-togs station en søndag
eftermiddag fremstår falmet og useriøs. Vi må samle
idéer ind i et talkshow for venstrehåndede
terapeuter. Herved bliver ligningen mere kompleks,
mere sammensat, men også hurtigere og mere glat
som en ål.”

Nu var tiden kommet, hvor dyrene skulle lægges
til ro. Arkitekten fløjtede, vi fangede svalerne ind
og lagde dem på hver sin pude af mos. Nu lå de som
små salmevers og puttede sig, en langsom rislen af
forventninger der gradvist steg og herefter blev
svagere,
tonede ud i den tiltagende skumring.

19.4.2009.

Arkitekten III

Mysteriet om den fraktale kogeø

”Gribesved, fjeldspat”, sagde min arkitekt,
”problemet med den historiske kontekst er, at den
aldrig fører dig helt derud, hvor sproget går
i stykker. Det er simpelthen for lyddæmpende.
Misforståelsens knirkende hængsler gennem natten.
Generatorers for tidligt fødte verdensforståelse.
Jeg koger, altså er jeg fraværende: det er altid
for tidligt at sige noget, for sent at forstå.
Jeg må hjem og lægge mine svedende monstre i seng,
dune dem lidt med et par kolde
kontraster. Ved du hvad klokken er på
parkeringspladsen uden for byggemarkedet?” Jeg
skruede det hele sammen indvendig
og fortalte ham det.

Benzintankens klare skilt hang som en måne over
horisonten. Arkitektens ludende og ligesom lidt
fortabte skikkelse på landevejen: jeg kunne
mærke hans irritation over, at han endnu ikke
var blevet medlem af udvalget for skjulte
forsinkelser. De behandlede sager i grænselandet
mellem forforståelsens guld og eftertankens mere
udvandede,
blå tonarter. Han gik glip af de mest
vidunderlige symfonier, og alligevel
sukkede han
ikke en eneste gang
på vejen hjem.

3.5.2009.

Pladder-banal tanka m. vedhæng

Er der nat i ”sort”?
Citronhalvmånen spejles
i dieselsøens
skrævende smådyr og jeg
kræver lyden tilbage

fra sølvfoliets
dødehavsflade fra ra
diobølgenernes
usynlige spindelvæv
til ørets vugge og bur.

*
Nattens tændte oaser.

*

Som tilstand er vi
noget, der går over, som
forkølelse og
lysets tilstand som foton
eller bølge. Både og.

haiku har ikke titler

begsort kaffe
i tynde, hvide kopper
- samtalen går trægt

"som" ?

hvad kan være mere spændende end en gåde
der akkurat kan gennemskues uden at blive løst
som krybende sindssyg hund og katteklør over krads
som mønsteret på knolden der får lynlås og
trækkes ned over ansigtets gummimaske zippes op
i et sagnblæst vingeklædt skrig?

08.10.09 21:48

På rolige dager
tar jeg heisen opp på taket
ser stjernene
likesom høl i et veldig tak
jeg fyller lommene med glør
fra alle byens hjørner
før jeg durer ner igjen
og brenner inne

Lenes bekymringer

Lige nu er Lene sikker
på at redningsbåden er faldet af
at den ikke kan genfindes, jeg sover
men har trukket trøjen op
over hovedet, for at få fred, lige nu
er Lene sikker på at det næste
lyn vil flænge hendes gardin
i køkkenet, det har jeg ingen mening om
det er mange år siden
jeg har set hende

Ikke at vide

men at duve
på samme plet
i forskelligt vand
over en betonklods
under havets spejl

Opbrudt

Tyngde letter
*
som asfalt
gennem græs
*

der søges

liv der ikke helt kan ses måske de
ulmer under vand fortvivlet vand og råber
forbi de store både som duver i automatik
rundt om tangblærer fiskeben Langeland Hveen
slam i slyngformationer der gasser og ligner
gamle liv på troner der ikke tæller
med fordi de er er frønnede sorte forbi
liv der må søges som sidste dyr
der slukker kompasset

PRÆDIKEREN SOM GAMMEL

Jeg er for gammel til at se den her film. Jeg smiler overbærende af mig selv – jeg er nu sød, den olding.

Far, jeg ved, du har en anden rigdom. Husk, dit navn er far. Jeg går stadig den tur med dig, og jeg har stadig din hat på hovedet.

Landskabet fra dengang er skabt som en gammel vase med nye blomster. Hver dag går jeg i centeret og køber blomster til dig.

Mor er en klippe, og her har du bygget din kirke, lever og ånder i sin gamle by, tænder stjerner, kigger på dem hver nat.

Liste

Sortere stregerne i Picasso
Normalisere f'erne
Male skorstene lyseblå
Ændre et ord i alle bøger