Surt

Der var engang en ø, der var blevet sur på en anden ø. Den eksakte årsag til surheden er det vanskeligt at finde oplysninger om, dog ved vi fra arkiverne, at en mærkelig regn i dagevis var faldet over den sure ø. Regnen var faldet i bundter, og øen ømmede sig, for regnen slog som kun slagregn slår, når slagregnen slår. Regnen førte hagl med sig, og haglene voksede til dueægs størrelse. Kornet lagde sig og høsten blev gjort til intet. Vist var det bøndernes problem, ikke øens, men det gik jo i sidste ende alligevel ud over den, ud over øen, det læser vi tydeligt af de gamle aviser. Det kørte slet ikke for øen. Og den vidste meget vel, at naboøen ikke havde nydt slemt af uvejret. Overhovedet! Havde den ikke bare ligget dér i læ under drivende skyer, der ikke gav regn, ja, stundom i fløjtende i solskin? Hvordan kunne den tillade sig det? Hvorfor hjalp den anden ø ikke? Var de da ikke naboer? Selv efter adskillige år, da den hårdt ramte ø så småt var ved at komme sig, var den stadigvæk sur på den anden. Og helt kom den sig ikke. Da regnen var kommet fra industrien i Ruhr gik træerne på øen ganske langsomt ud, og en ny krise satte ind. Øen måtte industrialisere igen og velstand skulle skabes ved arbejdskrafts deling og nye produkters forarbejdelse. Men på den anden og indtil da lykkelige naboø, kom i løbet af få år en skarvkoloni, der voksede til det ubærlige, og da skarven var fredet, så hang den på dén. Efter få årtier var der ingen træer på den ene ø, og de uddøde efterhånden på den anden. Snip, snap snude, så er den historie ude.