Frokost i Nepi

Gaetano står uden for restauranten, da vi kommer. Han hører vel nærmest til her. Hans hår er farvet helt sort. Sidst jeg så ham, var han blond. Håret er tyndt og tjavset, men på frisørmåden. Midt på den høje krop sidder en stor, kuglerund mave, kun lige dækket af den sorte rullekravetrøje. Sollyset er skarpt, og de steder, hvor trøjen er slidt tynd, ses tydeligt. Han har sorte solbriller på. Neden under er pluskæberne og den spidse næse. Jeg ved, at øjnene inde bag dem er lyse og våde, så det ser ud som om han altid er lige ved at græde. Det viser sig, at han skal sidde med til bords. Sammen med alle os. Ved siden af mig. På den anden side sidder min mands svigerfar. Han har næsten ingen tænder tilbage, men han snakker hele tiden. Så prøver jeg at sige ja på de rigtige steder. Det er et familiebord. Men Gaetano sidder med. Den unge mor ammer. Brystet er dobbelt så stort som babyen. Alle rejser sig en gang i mellem og går hen og kigger ned i barnevognen. Også Gaetano. De siger, han arbejder ved fjernsynet. Eller hvor det nu er. Han bliver nødt til at gå nu. Han er bange for, at han har en smule feber. Jeg hilser høfligt farvel.