SNEDÆKKE

den hvide verden
skjuler en virkelighed
med sorte skygger

Wie immer

Og den hjemløse tosse siger:

“Der Führer nicht tot. Er schläft.”

Jeg spørger: “Wo schläft er?”

Tossen svarer: “Sie wissen. Sie wissen das.”

Mælkevejens spin
tavse havnebassiner
lysets reflektion
fra dagens skabende strøm
af angstens ætsegrunde

GTTRDMMRNG

-->KLIKK HER<--

Snit II

Du må ikke spørge, hvad
der ligger under
dig er jeg
stor, under dig er jeg alt
under
er ikke
alt, ikke ingen, over dig
er ingen
himmel,ingen jord
ingen krop, ingen
Under

-

Blandt nåle glimter et smykke blåt, vender sig imod mig som et sort skjold og tårer perler, forplanter skælvet i rødderne, kribler i skjul, biller under sten, orm i hindbær, rådne tænder.

jeg har selv set

mine hænder
fingrene blodet og min besynderlige mor
synsfeltets stærke gule farve kappen
omkring ridderens runde bord jeg har set det
vær ikke i tvivl min barndom
og byens korte blomster
set hvordan det hele begyndte nu lukker jeg
øjnene

ATMOSPHERE (42)

Hommage a Bettie Page af Torben Dalhof
&
CLEAVES JOURNAL #3
&
Otoliths #19
&
MY LIFE WITH ANN 8
&
A Poem Translated Into Any Other Name

Til Wallace Stevens

I stuen havde støvet gennem mange år samlet sig efter så tunge og jævne mønstre, at det efterhånden som en følge af sin egen præcise vægt holdt selve luften fuldstændig fri for støvkorn. Der stod placeret i hver af de fire høje vindueskarme en svær, hvid porcelænsvase på to meter med blåsnørklede blomstermotiver, der bevægede sig til højre op ad kroppen i en svagt drejende bevægelse. Omkring det fjorten meter lange spisebord stod i alt toogtredive høje spisebordsstole med fine sprækker i malingen og brune sæder af slidt, revnet læder, der var fæstnet til træet med små blanke bolte langs alle kanterne. En kunstfærdigt udført hvid og mintgrøn drapering løb på langs op gennem hele bordets midte. På den stod flere store, ornamenterede skåle af samme mælkehvide porcelæn som vaserne formet som gigantiske, overlappende blomsterblade. I dem lå bunker af tørre, sammensunkne appelsiner eller sorte blommer, hvis indre for længst var forsvundet... et falmet urværk hvis topklokke ringlede ganske svagt ved hvert timeslag... store puder med mørklilla velourbetræk flød i enderne af lange, røde sofaer, der var arrageret med front mod hinanden omkring opløste blomsterkonstellationer på lave mahogniborde. Foran vinduerne strakte sig fra loftet ned til gulvet nogle kæmpestore, solgulnede uldgardiner, hvis vægt så ud til hvert øjeblik at kunne trække sig fri af loftskonstruktionen og flænge den på tværs, så alting kollapede og al støvet, tiden og larmen fra den resterende verden ville blive lukket ind i den store opstilling. Hvis nogen nogensinde skulle komme til at opleve dette sted, ville de uvtivlsomt uviklårligt komme til at tænke på en døende oldings sidste åndedrag, der er blevet standset midt i udåndingen og derefter – lige inden det første stød fra den allersidste luft presses op fra lungerne og ud forbi tænderne – gået i stå.

Det er aldrig sket...

Nyt kapitel om fremtiden på http://www.damernesmagasin.net/ hver fredag.

kkoko E

ikke
jeg er
ikke
jeg

men
grådigt
begærløs
og
skyggebleg

SKYSKRABER

trappegængeri på ydersiden kun
ifølge med voksne i snor
vinduerne åbnes indad for at
forhindre de levende pynteelefanter
i at falde ud
ydersidens voksne i snor kan ikke
klare at få levende pynteelefanter i
hovedet mere end en enkelt gang
vinduespudseren må ikke benytte
elevatoren til gengæld kan alle
vinduerne klares indefra
hele vejen op
med lidt vand og en skraber
trappen på ydersiden er kun til pynt
og løsgængeri
i snor

dere ser forferdelige ut, klokka sju om morran

dere ser forferdelige ut
klokka sju om morran
du feks
du ser ut som du skal i kirka
i begravelse
og det er din begravelse
men det er bare du som er invitert
det kommer ingen prest engang
det blir ingen faktisk begravelse
ingen velvalgte ord
bare du og han fyren som drar i spaken
eller trykker på knappen
og renser ut av ovnen når du er borte
bare deg og han og det dere måtte finne på å snakke om
mens dere venter på at ovnen skal bli ordentlig varm
før han tar fram den gigantiske steikespaden
eller hva det heter
sånn som de bruker til å putte pizza i steinovn med på film
jeg har aldri sett det i virkeligheten
før han drar fram den gigantiske steikespaden og du legger deg oppå
i fosterstilling
med knea oppunder haka
vinkende
dere ser så forferdelig triste ut
klokka sju om morran


-----
http://lykteroghorn.com

Fold

jeg ved
det er stilhed
jeg ved det hele livet ved det
nu
hvor blå er
tegn uden
hjælp
nu hvor
stilheden er tøet
undervejs til sten

Og hvem ved hvad sandheden er

Når du pludselig er det mest virkelige i verden

Når bølgerne grådigt kaster sig frem, for højtideligt at trække sig tilbage

Og det på en eller anden måde synes at betyde noget

Når alle ukortlagte længsler

vrider sig og skaber en ny regelmæssighed

der ophæver alt

Når verden er en kasse af groft, stikkende træ

med vægge i alle blå nuancer

Isblå

natta lengter etter dagen og omvendt
jeg skulle gjerne tenkt mer og breiere
jeg bor i welhavens gate 19
jeg jobber i økernveien 228
jeg har to nøkler
en i hver hånd
jeg er vanskelig for ikke å forsvinne
natta lengter etter dagen og omvendt
kroppen er et tempel
vi går dit for å dø

ydrings₣rihed

hold k€ft & ti$ mig på m¥nd!

cut

get ﷼

Døgndrifter

bikkjene har stilna
det er flere uker siden
fuglene skulle landa
ved bjørka her ute
står det en jeg aldri har sett før
fra sola står opp til sola går ned
leser jeg hvemsomhelst
og nyser i margen

ellers ingenting

jeg sover med lyset på
jeg våkner med knytta never
jeg er redd for å dø som alle andre

KVINDEHÅND

hun var født med hareskår
kanindræberkurset
kom først til senere
men uanset hvordan
jeg vender og drejer det
havde hun grønne øjne den nat
og det overstiger min
fatteevne hvordan
hun kunne tage fejl af
en kanin og min manddom
AV FOR HELV....

Bog

Kan bestilles her

fjernsynsdikt

full frihet er lave priser
uten bindingstid

U.t.

skyer
tanker

noget

i vejen

som insekter

de blå blå øjne

Xiphos

Det er den frie viljes

Skygge

der binder mig

Og blodet der sultent

driver kroppen frem

våkner og har glemt hvor jeg er ikke her
er det jeg er ikke her er det jeg er ikke her er det jeg

u/t

Det er mere eller mindre tilfældigt hvor mange hjemløse der sidder på en given bænk på et givet tidspunkt, men det ændrer ikke på, at de altid synes mere ægte lige først på aftenen i solskin, hvor man selv er ædru og hvor de igen har glemt at skamme sig over deres vaner.

ATMOSPHERE (41)

The Post-Literate (R)Evolution:
MY LIFE WITH ANN 1,
THE BOYS FROM AMAGER II,
TWO YEARS AGO, TODAY
&
Postmodern Culture
(3 digte)
&
Otoliths #18 ("Warrior I & II" + digte)
&

BLOGS:
p-ramblings (Bill Allegrezza)
&
Samizdat Blog
&
In Quire

Forunderlige skønhed

Det er lysten og begæret der driver

mod havet

Det er stødet i kroppen

når du

Messe for de synstrætte

En kolossal fladskærm af muligheder. Der er hul igennem
til ingenting. Jeg kan mærke, hvordan begrænsningen hænger ansvarsfulde folk langt ud af halsen. På den anden side af aftenen en svaleagtig fornemmelse af tid. Himlen og jorden mødes i et aftalt puslespil (og rødmer i kontakten). Synkrone svar. Hvordan navigere sig ind under huden på en fortløbende

identitet? De skakternede embedsmænd i forkontorene giver ingenting fra sig. Alle spiller med kort i ærmet. Jeg har forgrebet mig på Geodætisk Institut for at finde ud af, hvor meget min baghave er sunket. To milimeter på tredive år. Om nogle lysår hænger jeg nok tungt nede i sumpen. Dernede fra får jeg svært ved at følge med i den

tyske bundesliga, eller hvad det nu hedder til den tid. "Når du bliver slået (hårdt), er det ikke slaget i sig selv, men slaget for sig selv, der tæller - du bliver altså ramt i tanken en lille smule foran selve slaget, og allerede denne tanke skubber slaget endnu længere væk, snart kan du spørge dig selv om det overhovedet har

været der. Pelikaner i selve saksen er hjernens tyngde", truttede den underfundige
filosof og forsvandt i fjernsynets tykke tåger - en dirrende membran at delikate synsforstyrrelser. En gribende tom
fornuft satte sit mærke
i rummet

Det er et sandkorn.

Som hengivelsen.

Og dine øjnes klare,

utilslørede.

trygt forvart
bak glass
og stein
i blokk etter blokk
stiger vi opp
og inn
for å glemme
og vi glemmer
hele natta igjennom
drømmer vi
uredigert
i widescreen

Der var engang

hvor jeg kunne gå rundt sammen med Alene og hilse på store masser uden at føle mig nøgen. Det var som om jeg fik næring af at gå rundt med Alene. Næring til min digter og mit røvhul. Der var intet problem i at dele bord med Alene og mit glas og min taske, intet problem med smal snak, når en digter eller 10 kom forbi. Nu er verden en anden. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med Alene, mens store masser rundt i ring på store pladser rundt omkring, står og klæder mig af. Min mund bliver tør og tunnelsynet breder sig til hørelsen og den smalle snak bliver det brede rugbrød fra i onsdags. Paranoiaen snakker grimt om mig og Alene. "HA se, han går nøgen rundt med Alene" og så sidder Alene endnu mere på mig og knepper mit image. Det er som om alle kun kan se Alene, mens de peger på mit røvhul og fryder sig over hvor rynket det er. Hvorfor ser de ikke mig? Jeg er jo ellers den der slæber rundt på Alene, min taske og mit tomme glas, som jeg gerne vil fylde op, men som jeg ikke KAN fylde op, fordi flasken står derovre. Derovre hvor de andre står og griner af Alene. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med bar røv og Alene mere. Derfor siger jeg nej til store forsamlinger hvor digtere finder sammen fordi de nyder at strippe for hinanden. Ja, verden har virkelig ændret sig. Nu er det ikke de andre der er snerpet. Nu er det mig.

Aften

så balancerer vi igen
på en blå
tynd
dag

fuld af alt det vi sagde
tung
af tjekkisk regn

broen
står lige for
der er
ingen
der

en fod uden sko
lidt ved siden
af

legg munn mot mur

kjenn mørket slå

vi må være stille nå

stille så det høres

I DISSE REGNTIDER

tagskægget drypper
melodiske regndråbe
dryp på fliserne

Haiku

styrtregn, piller hård hud af fødderne, ellers intet

.....

Diktion: Smerte
Apparat: Klaver
Organets poetiske kjole flagrer
Luft: Lykke
Kontekst: Blind
At overse hjertets trafik hen ad vejen
Knusperknus: Lyd
Mandekind: Stof
Hun fik det stenhårdt i blonden i rytmen
Organ: Engel
Kjole: Vej
Trafikken fik vinger

~





Havet blomstrer med vådeskud.





~

Værdier

en graf med røde trusser og medusa sekstaller
sådan mødes vi i todimensionel afhængighed

Haiku

lighter med julemotiv, ahorntræet sætter frøvinger

Nytid

Sneens styrke ligger i det hvide
Det klare når det smelter på din hud

Stikker du en finger i
flytter du et punktum
åbner du et vindue

Haiku

trængsel: fem sommerfugle over græsset, går efter post

HELLMAND

han kom hjem igen
men sjælen blev derude
sagde hans øjne

Haiku

reb om trappens løse trin, sneglen på gelænderet

Jeg vil ha poesien tilbage i blomsten
og den skal være sort