Til Wallace Stevens

I stuen havde støvet gennem mange år samlet sig efter så tunge og jævne mønstre, at det efterhånden som en følge af sin egen præcise vægt holdt selve luften fuldstændig fri for støvkorn. Der stod placeret i hver af de fire høje vindueskarme en svær, hvid porcelænsvase på to meter med blåsnørklede blomstermotiver, der bevægede sig til højre op ad kroppen i en svagt drejende bevægelse. Omkring det fjorten meter lange spisebord stod i alt toogtredive høje spisebordsstole med fine sprækker i malingen og brune sæder af slidt, revnet læder, der var fæstnet til træet med små blanke bolte langs alle kanterne. En kunstfærdigt udført hvid og mintgrøn drapering løb på langs op gennem hele bordets midte. På den stod flere store, ornamenterede skåle af samme mælkehvide porcelæn som vaserne formet som gigantiske, overlappende blomsterblade. I dem lå bunker af tørre, sammensunkne appelsiner eller sorte blommer, hvis indre for længst var forsvundet... et falmet urværk hvis topklokke ringlede ganske svagt ved hvert timeslag... store puder med mørklilla velourbetræk flød i enderne af lange, røde sofaer, der var arrageret med front mod hinanden omkring opløste blomsterkonstellationer på lave mahogniborde. Foran vinduerne strakte sig fra loftet ned til gulvet nogle kæmpestore, solgulnede uldgardiner, hvis vægt så ud til hvert øjeblik at kunne trække sig fri af loftskonstruktionen og flænge den på tværs, så alting kollapede og al støvet, tiden og larmen fra den resterende verden ville blive lukket ind i den store opstilling. Hvis nogen nogensinde skulle komme til at opleve dette sted, ville de uvtivlsomt uviklårligt komme til at tænke på en døende oldings sidste åndedrag, der er blevet standset midt i udåndingen og derefter – lige inden det første stød fra den allersidste luft presses op fra lungerne og ud forbi tænderne – gået i stå.