En kolossal fladskærm af muligheder. Der er hul igennem
til ingenting. Jeg kan mærke, hvordan begrænsningen hænger ansvarsfulde folk langt ud af halsen. På den anden side af aftenen en svaleagtig fornemmelse af tid. Himlen og jorden mødes i et aftalt puslespil (og rødmer i kontakten). Synkrone svar. Hvordan navigere sig ind under huden på en fortløbende
identitet? De skakternede embedsmænd i forkontorene giver ingenting fra sig. Alle spiller med kort i ærmet. Jeg har forgrebet mig på Geodætisk Institut for at finde ud af, hvor meget min baghave er sunket. To milimeter på tredive år. Om nogle lysår hænger jeg nok tungt nede i sumpen. Dernede fra får jeg svært ved at følge med i den
tyske bundesliga, eller hvad det nu hedder til den tid. "Når du bliver slået (hårdt), er det ikke slaget i sig selv, men slaget for sig selv, der tæller - du bliver altså ramt i tanken en lille smule foran selve slaget, og allerede denne tanke skubber slaget endnu længere væk, snart kan du spørge dig selv om det overhovedet har
været der. Pelikaner i selve saksen er hjernens tyngde", truttede den underfundige
filosof og forsvandt i fjernsynets tykke tåger - en dirrende membran at delikate synsforstyrrelser. En gribende tom
fornuft satte sit mærke
i rummet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar