Gambia Røgslør part 2

UndFang III

Min viljes ske er formet i fedtsten, børstet i stål, stivnet som drypsten
mere end noget andet
andres

glem mig ved et busstop, skær mig i en bænk som et ”Jeg”, som Kilroy
som nogens
om noget

skriv min fortælling, kald den Sandhed, kald den Løgn
det er alligevel ét og samme
til slut

Indkøb

Her på jorden elsker jeg at gå ind i butikker
hvis jeg får brug for det, jeg kan næsten høre dem
når de nærmer sig, med kundernes glade mumlen
og ringen med klokker, alle bunkerne
af forskelligt isenkram, og hundeartikler
med prishop, jeg skal gerne indrømme
at jeg nyder duften af de forbipasserende
som alle sammen er oprømte, jeg skal bruge stor kraft
for at beskrive deres ydre, men alligevel
kan det forekomme fattigt, mærkelige
kostumer og glatte, vidunderlige
kitler, og rækker af tøjstativer
med håndlavede, knappede dragter
symaskinerne har overgået sig selv
siden sidste messe
jeg kan ikke overskue hele etagen
på en gang, jeg får lyst til at vandre videre
for at finde det smukkeste, sådan skælver jeg
indvendigt, når jeg rækker ud efter blomsten

spor

Så sidder jeg igen i toget. Fordi du har skrevet til mig, og en længsel er dukket op. Lidt sodet. Lidt brændt i kanten som et skattekort. Du skrev: ”Jeg står ved vinduet og ser ned.
Jeg venter på, at du skal komme gående fra stationen.”

Jeg går fra stationen gennem lugten af kaffe og cornetti, over mod de høje huse. Når jeg kører i tog, tænker jeg altid på, hvordan folk kan holde ud at bo så tæt på. Men det gør de jo. Du står naturligvis ikke i vinduet. Jeg låser mig ind. Ja, jeg har nøglen endnu. Den lange gang med marmorgulv og den smalle hylde til nøgler og telefon. I køkkenet med de høje stolerygge står en kaffekop i vasken. Jeg ser ud af vinduet og ned på sporene.

Der er net, det er nemt at falde i. Som da jeg første gang faldt i din sportsvognsfælde. Eller da jeg stod af toget og gik forbi de historiske monumenter uden at se dem. For at tilbringe din nattevagt sammen med dig. Og de ringede fra skadestuen. Nogen var blevet skudt på en vildsvinejagt. Dine kollegers blikke i elevatoren. Nu er jeg selv de blikke.

Jeg går ud i gangen og kigger ind i stuen. Jeg trækker vejret hurtigt ind. Han sidder der endnu, den gamle. I det samme sofahjørne. Med fjernbetjeningen i hånden. Jeg vil gemme mig bag dørkarmen, men han har set mig. Han tror jeg er hushjælpen. Han husker ikke hende, som kom med toget på skæve tidspunkter. Jeg vinker og griber en kost i et hjørne. Fejer lidt i køkkenet og lægger nøglen på bordet.

skiftesporene hviner
- togbilletten
er mit bogmærke

Surt

Der var engang en ø, der var blevet sur på en anden ø. Den eksakte årsag til surheden er det vanskeligt at finde oplysninger om, dog ved vi fra arkiverne, at en mærkelig regn i dagevis var faldet over den sure ø. Regnen var faldet i bundter, og øen ømmede sig, for regnen slog som kun slagregn slår, når slagregnen slår. Regnen førte hagl med sig, og haglene voksede til dueægs størrelse. Kornet lagde sig og høsten blev gjort til intet. Vist var det bøndernes problem, ikke øens, men det gik jo i sidste ende alligevel ud over den, ud over øen, det læser vi tydeligt af de gamle aviser. Det kørte slet ikke for øen. Og den vidste meget vel, at naboøen ikke havde nydt slemt af uvejret. Overhovedet! Havde den ikke bare ligget dér i læ under drivende skyer, der ikke gav regn, ja, stundom i fløjtende i solskin? Hvordan kunne den tillade sig det? Hvorfor hjalp den anden ø ikke? Var de da ikke naboer? Selv efter adskillige år, da den hårdt ramte ø så småt var ved at komme sig, var den stadigvæk sur på den anden. Og helt kom den sig ikke. Da regnen var kommet fra industrien i Ruhr gik træerne på øen ganske langsomt ud, og en ny krise satte ind. Øen måtte industrialisere igen og velstand skulle skabes ved arbejdskrafts deling og nye produkters forarbejdelse. Men på den anden og indtil da lykkelige naboø, kom i løbet af få år en skarvkoloni, der voksede til det ubærlige, og da skarven var fredet, så hang den på dén. Efter få årtier var der ingen træer på den ene ø, og de uddøde efterhånden på den anden. Snip, snap snude, så er den historie ude.

f(lyv)

fri for vingefjant
synspunkter
sammenhænge
alting handler om minder
kniven i næbbet
nålen i fjeren
politiske paradokser

Pløjning

Han skal pløje i dag, han kommer
med ploven, han skal begynde i udkanten
imens kan jeg finde stikkelsbærrene frem
imens kan jeg sylte, og senere
bryde mit hoved med en rebus
imens kan jeg vaske viskestykkerne
jeg kan vaske viskestykkerne igen
de skal lægges sammen, imens kan jeg begynde
at sortere i min pung, kvitteringerne
jeg kan lægge dem sammen, imens kan jeg skrue
op for varmen, og sætte mig
med avisen, om et øjeblik færdig

Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan du gerne vil have, at en journalist som mig skal skrive om musik.

Min fornemmelse af dig er, at du mere er en skribent, og at du er interesseret i kunst og taler med mig, fordi du gerne vil skrive. Jeg tror ikke, du bryder dig om musikjournalistik.

Jeg skriver for et musiktidsskrift, så jeg er interesseret i musik.

Men jeg tror ikke, du bryder dig så meget om det. Jeg tror, du er interesseret i kunst.

Cyklerne

Cyklerne er strenge ved os
de har deres blik, deres metal og fælge
og har styrtet op og ned
fordi vi har sat dem i gang med at vælge
og det er ikke fair, siger du, at vejene
ikke kan nå sammen mere, så cyklerne
igen kan klare junglen, her
i de fornemmes kvarter, hvor isbiler
fylder gadebilledet, og hvor småbørn
hånligt trækker på smilebåndet
fordi vi ikke er civiliserede i deres øjne
med vores cykler, der ikke kan kapere denne virkelighed
men i rustne farveller skrider ned
ad trapper, og ligger som makværk, på bunden
af byens hundehuller

Rigtige Æg

tilsammenhed II

tilhimmelsiord
~
som tilfældighedsgave
~
kropskrydset blåning

birds

Skriv en hest

Information om Skriv en hest

Skriv en hest

Vil du vinde en uge sammen med tre af landets bedste forfattere? Få dine tekster udgivet i en antologi? Åbne festivalen Ordskælv i begyndelsen af september? Komme med på oplæsningsturne til de fem største danske byer? Eller mener du at du er eller kan blive en fantastisk forfatter!

Din tekst bliver ikke bedømt efter antal stavefejl, skønskrift.
Din tekst bliver bedømt på, hvor god den er og hvor stort et kunstnerisk talent du har.
Du kan skrive i alle litterære genre. Novelle, roman, digte, drama, essay, sms-digte, blog-roman, dagbog osv.

Læs mere på www.skrivenhest.dk, hvor du også kan se hvordan du kan deltage i forskellige kurser for at dygtiggøre dig i at skrive.

Sidste frist for indlevering: 7. august
Svar 1. september


Din tekst skal sendes til:
Skriv en hest
Ramsherred 5
5700 Svendborg
Att: Vagn Remme
mail: info@skrivenhest.dk

Sandelig siger jeg

Sandelig siger jeg, vi er slet ikke modige, vi er angste og stolte. Giv os et skib vi kan gå ned med, giv os i dag vort daglige skib og bind os gerne til masten. Forlad os vore rotter, Herre, og se nåde i vore skudhuller. Forstå vore længsler og brystoperationer og dragter af latex. Se til os i de mærkede nætter. Forstå os i vores piskeslag. Nægt os ikke den daglige forstillelse. Stol på vore fortvivlelser.

DADA

vraget sandmand nat
aabner aflaast asfalt
belagt baggaard saa blaa
maanestraale rammer
snavset rejsebagage
afsendt fra havana
attesteret malaga
han slaar laasene fra
saa kassen halvvejs
aabnes bag en slap
menneske haand er
det kasserede salt
blevet graat af taagen

Egeskovskolen

Det var Gitte, der lærte mig, hvordan man begår sig. Hun introducerede en ny form for børnefødselsdag, dengang i 83. Vi skulle hjem til typehuset med de kridhvide mursten og de rene og rydelige rum og have kagemand og sodavand og røde pølser. Her var aldrig helt stille, men freden havde sænket sig og haven var stedsegrøn. Ingen fjern støj fra begyndende revolutioner, klirren af glasskår og knitren af bål, gungren i jorden af tusinde støvler på vej mod Bilkas palads. Ingen grufulde og dog pirrende skrig fra jomfruer, indmuret i et andet århundrede. Intet spektakulært. Kun en enkelt bil i ny og næ. Indenfor småsummen som grandprixhits på transistorradioen, skruet helt ned på en halv og sladder, spundet og vævet i hessian og mor i kemo. Det gjorde ikke noget, for der var ikke noget at gøre. Vi var klar i klasseværelset på kommuneskolen, i venten på hver sin invitation. Imens Gitte omhyggeligt delte rundt, sprang et bord over hist og en stol pist, adræt som hun var til at begå sig i klasseværelsets sociale labyrint, steg spændingen. Man kedede sig i det mindste ikke. Gitte lærte os at springe og blive sprunget over, at spille spillet, når turen blev ens helt egen til at sætte scenen. Hvis man kunne tage den. Der var selvfølgelig dem, der havde så få venner, at de ikke kunne lave en Gitte. De lærte at bide skammen i sig, at gøre sig usynlige og lade være at pive og lærte, når det blev deres tur, at tænke det nok og lade det blive ved det.

tilsammenhed

jeg er et glashus
du er den kastede sten
vi, en mosaik

Babel

så kom vi så langt
du og jeg

tilsætning af stivelse og syre gi'r den klare farve
der skal noget af det røde jodopløsning til
der skal være syre nok til at neutralisere basen og rigeligt med stivelse
kun begrænsede mængder af jod
når man går i gang med eksperimentet
skal alle kunne se væskens farve
det røde skal ligesom bølge ind i det sorte og hvide

det hvide som en tysthed der ikke er død
det sorte som et udslukt bål
det rødes mønje og kraplak som en fanfare der tænder menneskets hud

nu er vi hverken varme eller kolde

"CONTROLLED ZONES"

Grzegorz Wróblewski
"CONTROLLED ZONES"
16. april - 6. maj 2009
Galerie ZENIT, Sølvgade 22,
1307 København K

u.t.

Vejen holder forårsåbent
hele vejen til dér, hvor
den fader ud i en p-plads.

Cyklen knirker om kap med rustne
fugle. Havet ligger stadig for enden
af vejens søvndrukne krabben sig gennem
landskabet, gideligt/ugideligt som sidste år.

Uanset

Uanset
hvordan man vender
og drejer U'et
trækker det sig væk
udånder
når tid er
jeg siger når tid er
tiden er
så elsker jeg U'et
der ikke foretager sig noget
udover udånding
i tidens udstrækning

ved U'et begynder
man ikke at tatovere sig
med leopardstriber
eller anlægger horn i panden
for den sags skyld
klyftet tunge
indopererer ikke
reptilhormon fra Galapagos
der giver bedre muskulatur
i læggene

ved U'et
går jeg på gangene
med swaps
med livet i hænderne
med drops
bleer og pårørende
apopleksier
empatier
kister
kaffe

skidt med Darwin
(under alle omstændigheder)
om jeg går eller ej
og i en anden form
som grædende kamel
i Gobi ørkenen eller
med fjernsynsliggesår på Mars
eller slet ikke
er jeg
U'et's supernova
eksplosionens Aaaaa
ottetals evigheder
indviklingernes
udviklinger
synapser
bisætninger
tilbygninger
tidevandsbølger
vindhastigheder
og her standser vandet