Du lærte mig, at hvis jeg pegede på fuglene, faldt himlen ned
Min krop er et krater, og du
en meteor
søndag den 29. marts 2009
Den sidste hal, torsdag, den 2. april
Øverste Kirurgiskes 74. månedsoplæsning, torsdag d. 2. april, kl. 20, Enghavevej 82, inde i gården (ved siden af Vestre Fængsel), gratis entré, bar (ikke gratis)
PROGRAM:
Rasmus Nikolajsen
Christel Wiinblad
Nikolaj Zeuthen
Lone Hørslev
Thomas Ahrensbøll Hansen
Jens Blendstrup
Thomas Krogsbøl
PROGRAM:
Rasmus Nikolajsen
Christel Wiinblad
Nikolaj Zeuthen
Lone Hørslev
Thomas Ahrensbøll Hansen
Jens Blendstrup
Thomas Krogsbøl
søndag den 22. marts 2009
MAND PÅ SOFA
En mand ligger på en sofa og læser avis, han har briller og skæg, han læser en artikel om det ukendte, men det kender han alligevel lidt til, faktisk en hel del,
En gang blev han bortført af en ufo, men det er ikke noget, han sådan taler om, han kan bedst lide at ligge på sofaen med sin avis og læse om det ukendte og andre ting fra folks dagligdag.
En gang blev han bortført af en ufo, men det er ikke noget, han sådan taler om, han kan bedst lide at ligge på sofaen med sin avis og læse om det ukendte og andre ting fra folks dagligdag.
Autopo
Jeg ser det hele S T A V E T som en skærm mod virkeligheden fold dig ind i min armhules fugtige angst og det står klart, at ingen neon skal bøjes, men lyset skal skrives..frem du må ikke lukke min appel, du må ikke, må ikke for nok er givet er al magten på jorden som i himlen, til alle andre(s) sprog det er jordens rotation, der gør dét, jeg har aldrig kendt tyngden som nu men konkret poesi skrives med småt - mindrer sig udenom himlene og jordens minimerer manøvrerer mediterer makulerer stavelser der suger og sluger og opløser, et selv, en gordiske knude i venten på Godot, men intet lader sig røre her må nogen standse ordene, rørelser er terapi, sprog er alt andet, jeg ved det, jeg ved en lærkerede for tavsheden er inkonkret, tavsheden er paradoksal, tavsheden larmer ved sit fravær, tegner tankebobler og tømmer tegn, dræner digtet for drift og staver i pap :
TI, FØR DU TAVSES
mandag den 16. marts 2009
Stilleben
Måske jeg ligger som
ingenting
eller
en anden
Måske jeg ligger som
redte drømme
foldet løgn
blufærdigt hvid
Måske jeg ligger som
en morgen
der ikke er bange
ingenting
eller
en anden
Måske jeg ligger som
redte drømme
foldet løgn
blufærdigt hvid
Måske jeg ligger som
en morgen
der ikke er bange
Last Christmas In Tenerife
why don't you have any churchbells?
spurte jeg portieren, ved ankomst til hotellet
because we believe in satan
svarte portieren ved ankomst til hotellet
åh vel
fredag den 13. marts 2009
Krise (grise) haiku
Undermånen er
udhamrede blikke i
genbrugsdepression.
Benaffaldets børn
synger skingre sonater.
Navler spejler sig
vi kommer for sent
og optoget har for længst
sat sig ved muren
hvor alt skal starte
forfra. Nu venter man kun
på Jensens traktor.
udhamrede blikke i
genbrugsdepression.
Benaffaldets børn
synger skingre sonater.
Navler spejler sig
vi kommer for sent
og optoget har for længst
sat sig ved muren
hvor alt skal starte
forfra. Nu venter man kun
på Jensens traktor.
torsdag den 12. marts 2009
mandag den 9. marts 2009
J. Blendstrup, i den sidste hal, marts 09
Her er så ævle Eriksen selv. Det forekommer mig det gik bedst i starten. Men det var den satans til finanspakke, det var der det gik galt. Der er osse oplæsning fra en ny børnebog der kommer i april på gyldendal, "Kolumbus Kristensen rykker ud." angiveligt til de 5- til 10 årige. Muligvis osse til voksne...tænksomme...mennesker...hm... Bredspektret med andre ord.
Olga Ravn, den sidste hal, marts 09
her er Olga Ravn, en ung digter, eller skulle man sige forfatterinde. Hun er i hvert fald skarp og går klart igennem.
Peter Adolpsen
Her læser Peter Adolpsen op fra sin nye og stadig hemmelige - uudgivne - bog "Katalognien" som er blevet til i et samarbejde med den meget meget mystiske personage "Eilar Nyhavn." Bogen kommer på Rosinante og Co d.17. april. Der vil være hemmelig release d. 17 osse.
lørdag den 7. marts 2009
Æstetisk paradoks
Gennem skriften søger digteren at sige det usagte, at sætte ord på det uudsigelige. Dertil kommer, at selv når skriften skildrer digterens egen situation, vil skriften altid være skrift, skrift og ikke virkelighed, virkelighed, såsom snotnæser og sniksnak, skrift, ikke virkelighed. Udsigelsens subjekt er den fortæller, hvis sproglige manifestation vi kan se i teksten. Digteren er ikke identisk med fortælleren, er ikke identisk med digteren, der hævder at være identisk med fortælleren. Skriften vil være én sandhed valgt frem for andre. Digterens styrke er at trodse konventioner og bryde tabuer. Det er den, der udgør muskulaturen i hans værk - fortælleren. Styrken til at bryde med tabuerne, forlade eller overmande dem, lade dem ligge for fødderne, nedbrudte og forsvarsløse og så at skride over dem, som en konge skrider hen over den blodrøde løbers vej mod tronen. At afsløre det skjulte er at sætte ord på det uudsigelige, er at trodse konventioner, er at bryde tabuer. Skyggeelskerne er det uudsigelige, skønheden og alle mine drømme. Det uudsigelige er det skjulte, er røven i buksen, prutten i tarmen, den spammende troll. I digtet må det usagte gennembryde linierne, der holder det stumme skrigs indvolde på plads og lader digteren gå opret som en voksen mand. Mig vil have en stor is, ellers skriger jeg. Det er digtet.
Du får det blæst i dit fjæs.
Du får det blæst i dit fjæs.
fredag den 6. marts 2009
Stjålne blikke
De går bag om hendes blik og stjæler hendes øjne.
Hun står ved cafebordet, taler med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”.
Hun kalder på mindre end mindst, for at vinde noget tilbage, hun aldrig har mistet.
Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”.
Noget, som i en sekundkort interesse.
”Undskyld, er du færdig med avisen?”. Et blik der fæstnes, og en hånd der rækkes frem. Mod avisen.
Man lærer at være nøjsom, ved hun. Man lærer at være nænsom, håber hun. Mod fremstrakte hænder og glidende blikke. Lidt har også ret.
Noget har også ret.
Man lærer at spinde, når man er nøgen:
”Ja, jeg er færdig med avisen. Der står ikke noget, jeg ikke kunne have været foruden. Vil du låne den?”
Man lærer at håbe på et ja.
Så står hun der. Ved bordet i cafeen. Med sin avis. Mindre end mindst.
Så nipper hun til kaffen, retter på frisuren, ranker ryggen og går .
Forsvinder bagom de andres blikke.
Hun tager sine øjne med sig ud.
Hun står ved cafebordet, taler med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”.
Hun kalder på mindre end mindst, for at vinde noget tilbage, hun aldrig har mistet.
Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”.
Noget, som i en sekundkort interesse.
”Undskyld, er du færdig med avisen?”. Et blik der fæstnes, og en hånd der rækkes frem. Mod avisen.
Man lærer at være nøjsom, ved hun. Man lærer at være nænsom, håber hun. Mod fremstrakte hænder og glidende blikke. Lidt har også ret.
Noget har også ret.
Man lærer at spinde, når man er nøgen:
”Ja, jeg er færdig med avisen. Der står ikke noget, jeg ikke kunne have været foruden. Vil du låne den?”
Man lærer at håbe på et ja.
Så står hun der. Ved bordet i cafeen. Med sin avis. Mindre end mindst.
Så nipper hun til kaffen, retter på frisuren, ranker ryggen og går .
Forsvinder bagom de andres blikke.
Hun tager sine øjne med sig ud.
torsdag den 5. marts 2009
onsdag den 4. marts 2009
Ve
vi taler om
vin og
verden
vin og
verden - sådan
vuggende, jeg elsker når du
vugger med din stemme, men du
vender dig og går
vender dig og går, jeg
vinker ikke, jeg fejer sand ned i
verandaens sprækker, der er en sommerfugle-
vinge under kosten
vin og
verden
vin og
verden - sådan
vuggende, jeg elsker når du
vugger med din stemme, men du
vender dig og går
vender dig og går, jeg
vinker ikke, jeg fejer sand ned i
verandaens sprækker, der er en sommerfugle-
vinge under kosten
Abonner på:
Opslag (Atom)
